🔹🔺🔸 Superbiler, #MeToo og migræne

Markedet for superbiler revurderer sin eksistensberettigelse i takt med at elbilers egenskaber stiger, mens en by i USA decideret har nedlagt forbud mod opførsel af nye tankstationer. Det er blandt nyhederne denne uge, hvor du også kan læse om et headset der reducerer migræne, #MeToos positive indvirkning på Danmark og endnu et bæredygtigt fremstød fra IKEA, der hellere vil lære dig at adskille deres møbler end at få dig til at købe nyt.

🔹🔺🔸 "Jeg læser kun to medier: #ActualNews og The Economist." Sådan udtalte direktøren for Patentrenewals.com forleden i det der må være en af de sejeste komplimenter i nyhedsbrevets historie :) Tak for dét! Hvis du ligesom Jesper værdsætter nyhedsbrevet - vil du så ikke anbefale mindst én anden at følge det, fx lige nu? #ActualNews har brug for flere læsere, og flere læsere har brug for #ActualNews ❤️

Hjertelig velkommen og god læselyst
Denis


Sundhed

Godkendt device mod migræne: Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse FDA har netop godkendt et ikke-invasivt, wearable device til lindring af akut migræne. Headsettet har påvist statistisk signifikant reduktion af smerter og migrænesymptomer i kliniske studier udført på 131 migrænepatienter både med og uden aura. Headsettet går i handel senere i år.

CRISPR mod kolesterol: Forskere fra Harvard, MIT og Tufts University har udviklet en unik, eksperimental genterapi med teknologien CRISPR der er i stand til at reducere skadelig LDL-kolesterol i mus med op mod 57% i over 3 måneder efter en enkelt behandling. Mere end 50% af den danske befolkning over 45 år har let, moderat eller udtalt forhøjet kolesteroltal, hvilket øger risikoen for blodpropper. Læs også: Et dansk studie konkluderede for nyligt at færre mennesker over 70 får blodpropper i hjernen, og at antallet af dødsfald i forbindelse med blodpropper i hjernen i det hele taget er faldende på tværs af aldersgrupper.

Samfund

Danmark forandret efter #MeToo: Førende forskere på ligestillingsområdet har gjort status oven på efterårets #MeToo-skandaler, og Danmark er ifølge dem forandret mærkbart på flere områder - til det bedre. Vi kan næsten kun være langt fra mål endnu... Men hvis det reelt er tilfældet, at der er positive forandringer, betyder det, at det nytter noget at sige fra sammen. Lad os give dét opmærksomhed, og ikke kun skandalerne: Lad os bruge momentum omkring forbedringerne til at kræve flere forbedringer!

Succesfuldt eksperiment med borgerløn: Byen Stockton i delstaten Californien har eksperimenteret med ubetinget udbetaling af $500 om måneden til 125 borgere. Arbejdsløshed og depression blandt borgerne er faldet, og en spirende koalition bestående af 40 andre borgmestre i USA vil nu til at udføre lignende eksperimenter.

Støt #ActualNews, tak 😘

Vidste du, at 90.3% af #ActualNews' læsere finder indhold i hvert nyhedsbrev, de aldrig er stødt på før andre steder? Det synes jeg simpelthen bare er så super sejt! Her er to af de bedste måder du kan være med til at sikre at den gode formidling fortsætter:

Fremdrift

Enigt byråd vil have mere el: Andetsteds i Californien har man første by i USA, Petaluma, hvor byrådet enstemmigt har vedtaget at forbyde - ikke bare opførsel af nye, konventionelle tankstationer, men også flytning, udvidelse og restaurering af eksisterende. Forbuddet kommer i håbet om at nudge befolkningen fra benzin- og dieselbiler til el og brint.

El-superbiler giver 'ekstraordinær' ny betydning: Interessant artikel fra Bloomberg her der ser nærmere på den eksistentielle krise blandt producenter af superbiler - i takt med elbilernes markedsindtog ser de sig nemlig nødsaget til at redefinere betydningen af ordet ekstraordinær.

Tidens tegn

Patentkrig på psykedelika: Der er udbrudt patentkrig på det endnu udefinerede marked for anvendelser af psykedelika til både behandling og restitution. Det er på sin vis trælst og selvsagt, at kommercielle rovdyr forsøger at pisse territorium af hvor alle burde kunne færdes. På den anden side skubber det forskning i psykedelisk terapi ud i mainstream, og det bekræfter, at potentialet er enormt. Læs også: Iværksætter, forfatter og kæmpe psykedelika-fortaler Tim Ferriss har delt sit reflekterede syn på patentkrigen. Tjek også min korte video om status på psykedelisk terapi (Facebook, LinkedIn).

Status på SoMe: Interessant analyse her af pandemiens effekt på vores digitale dagligdag: Det perfekte synes at være krakeleret på de sociale medier, mens borgerrettighedsforkæmpere og mental helbred har fået mere rampelys. Misinformation og konspirationsteorier stortrives fortsat, men vi er blevet bedre til at søge væk fra Facebook.

Teatre livestreamer: Mens pandemien har kastet mange teatre ud i dyb fortvivlelse er nogle lykkedes med at ekspanderet scenekunstens rækkevidde fra 100 fysiske publikummer til livestreams til 10.000 hustande i 25 lande.

Til sidst: Manual til demontering

De fleste har prøvet at samle et IKEA-møbel, og de fleste har prøvet at flække et midt over i forsøget på at skille det ad igen 😅🙋 Det ved IKEA udmærket godt.

Møbelgiganten har derfor iværksat en hensynsfuld plan om at gøre deres møbler lige så nemme at adskille som at samle og vil fremadrettet supplere pakkerne med én manual til samling og én til at skille møblet ad igen. Hensigten er at forlænge produktets levetid, så man ikke behøver at købe nyt hver gang man flytter eller får det opbevaret, og det er et virkelig interessant indspark til right to repair-bevægelsen, der netop søger at gøre op med ressourcetung forbrugerisme forårsaget af profitmaksimerende produktion.

Det drejer sig til at begynde med om seks møbler på forsøgsbasis, men planen er at ekspandere tiltaget til samtlige af deres produkter inden 2030, hvor IKEA i øvrigt har sat sig for at blive klimapositiv - dvs tage mere CO2 ud af atmosfæren end denne verdens største møbelforhandler med 445 butikker i over 50 lande udleder.

Det her er på ingen måde betalt indhold, jeg synes bare IKEA udviser en beundringsværdig palette af engagement og handlekraft som andre multinationale mastodonter kan lære af.

Hvis du vil vide mere om IKEAs ambitioner på verdenssamfundets vegne bør du høre dette fremragende interview med Jesper Brodin, direktøren for IKEAs moderselskab, Ingka Group. Han forklarer bl.a. hvordan virksomheden ikke bare arbejder selvcentreret med sin klimabevidsthed men også forlænger ansvaret til at omfatte underleverandørernes arbejde og din interaktion med produkterne som kunde, hvilket naturligvis medfører enorme udfordringer. Det er interessant og inspirerende!

Og nu vi er i gang skal du da ikke snydes for lidt IKEA-funfacts 🤓

  • Vidste du, at ca. hver 10. europæer bliver undfanget i en IKEA-seng?
  • Vidste du, at IKEA er verdens 6. største restaurantkæde med et årligt salg på ca. 1 milliard kødboller (og vil gøre 50% af al maden plantebaseret inden 2025)?
  • Vidste du, at gennemsnitsstørrelsen på en IKEA-butik svarer til ca. 42 tennisbaner?
  • Vidste du, at en gade i nærheden af en IKEA i spanske Valladolid officielt er blevet omdøbt til I’m Missing a Screw Street af lokalbefolkningen?

Nu ved du det.

Tusind tak for at læse med og kæmpe kh
Denis

Støt #ActualNews, tak 😘

Mange tror der er gode penge i at udgive gratis nyhedsbrev, men det forholder sig faktisk stik modsat 😅 Her er de to bedste måder du kan støtte mit arbejde på lige nu: