🔹🔺🔸 Laveste udledning siden 1879 og laveste børnedødelighed i 6000 år

Den laveste børnedødelighed i 6000 år og den laveste CO2-udledning siden 1879. Dét burde være breaking news – og er blandt de mirakuløse emner i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en ny behandling af cystisk fibrose der var utænkelig for bare få år siden, en ny vaccine til hunde med kræft der fordobler overlevelsesraten, og ikke mindst tre testosteronfri fodboldkampe i Brasilien, hvor 37.000 kvinder og børn fyldte stadion i stedet for slåsglade slagsbrødre.

Hjertelig velkommen til #AN 155
Denis

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 131 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Energi, miljø & klima

Forbløffende fald: Ifølge en dugfrisk rapport fra analyseinstituttet Carbon Brief er Storbritanniens udledning af CO2 i 2023 faldet til det laveste niveau siden 1879. Læs lige dén sætning igen, langsomt. Flere tal: Landets udledning er nu 53% lavere end i 1990, mens BNP er steget med 82% i samme periode. Bonus: Kulforbruget faldt med yderligere 23% i 2023 – til det laveste niveau siden 1730'erne – og der er nu ét aktivt kulkraftværk tilbage i hele landet. Hvad betyder det? Først og fremmest betyder det, at Storbritannien som leder af den industrielle revolution har forurenet rigtig, rigtig meget tidligere – ca. lige indtil the Great Smog i 1952 hvor folk fik nok. Landet har altså arbejdet på at reducere både forurening og CO2-udledning i mange årtier, og længe før nutidens klimafokus. Og hvad så? Selvom årsagen til faldet er kompleks, selvom rapporten understreger at nuværende fald sker på trods af manglende politisk handling og selvom vi stadig er meget langt fra mål på verdensplan, er den positive udvikling en realitet.

Tyngdekraftsbatteri: Et skotsk selskab har givet en nedlagt finsk mine nyt liv ved at forvandle den til et innovativt tyngdekraftsbatteri til lagring af vedvarende energi for ca. 6500 hjem. Læs også: Andetsteds i Finland er verdens største sandbatteri på vej. Det forventes at sænke lokalmiljøets CO2-udledning med 70%.

Global skovvækst: Stik imod forventning er der mere skovareal i dagens England end på noget tidspunkt siden 1350. Forfriskende og nuanceret artikel her fra Bloomberg om skovplantning på verdensplan, hvor både Kina, USA, EU, Indien og en række andre lande har langt mere skov i dag end i 1990'erne. Og hvad så? Ingen grund til overdrevet selvgodhed, for der er lang vej endnu, men der er også grund til berettiget optimisme og en tro på at vi nok skal få rettet op på den uhæmmede skovrydning der har fundet sted.


Sundhed

Behandling af cystisk fibrose: Et nyt lægemiddel målrettet den arvelige sygdom cystisk fibrose er så effektiv at den giver patienter en forventet levealder på ca. 80 år, så længe behandlingen indledes i teenageårene. Opslugende god artikel om sygdommen og udviklingen af omtalte behandling. Perspektiv: Et barn født med cystisk fibrose i 1930'erne døde typisk som spæd; i 1950'erne inden 5-års alderen; i 1970'erne omkring 10-års alderen og så sent som i 00'erne var forventet levealder 35.

Smertestillende VX-548: Et amerikansk lægemiddelselskab har gennemført et vellykket fase 3-forsøg på flere end 2000 patienter med præparatet VX-548, der forhindrer smertesignaler at nå hjernen – uden at være afhængighedsskabende. Snippet fra artikel: “This has the potential to be a blockbuster [...] I like to think it’s the beginning of nonaddictive medicines for pain,” udtaler professor i neurologi og farmakologi ved Yale University Dr. Stephen Waxman.

Kræftvaccine til hunde: En ny immunterapeutisk vaccine fordobler overlevelsesraten blandt hunde med kræft. Og hvad så? Hver fjerde hund udvikler med tiden kræft. Læs også: En ny lov i Spanien fordobler straframmen for vanrøgt af husdyr i private hjem til op mod tre års fængsel. Samtidig foreskriver loven at samtlige hundeejere skal deltage i hundetræning, og at man ikke må efterlade hunde alene hjemme i mere end 24 timer.


Mobilitet

BYD Explorer No.1: Verdens største elbilproducent, kinesiske BYD, har så meget vind i sejlene at selskabet har søsat det første af i alt seks bestilte transportskibe, BYD Explorer No.1, for at mætte verdens massive efterspørgsel på deres elbiler.

Salgstal fra februar: Elektrificeringen af den europæiske bilpark fortsætter ufortrødent: I Tyskland var 19,3% af alle nye solgte biler i februar 2024 eldrevne, i Storbritannien var det 24,8%; begge anført af Tesla, og i Frankrig var det 26,3%, anført af Peugeot.


Samfund

Historisk milepæl: Ifølge nyeste opgørelser fra FN døde der 4,9 millioner børn under fem år i 2022. Det er bestemt intet at juble over – men til gengæld er det angiveligt 'første gang nogensinde' at antallet af børn som dør før deres femte fødselsdag sniger sig ned under fem millioner årligt. Virkelig? Første gang nogensinde er det nok ikke, for engang for længe siden blev der født færre end fem millioner børn årligt... Men siden hvornår så? For at sætte milepælen i perspektiv har jeg bedt ChatGPT facilitere en tyndbenet, men tankevækkende udregning baseret på en lang række variabler og uvisheder: Hvis vi antager at den gennemsnitlige dødelighed for under 5-årige har ligget på 30% historisk set (tragisk konservativt tal) og at kvinder i gennemsnit har fået fem børn hver – så er sidste gang der døde færre end fem millioner under 5-årige dengang hvor der blev født 16,67 millioner børn om året og verdensbefolkningen var mellem 7 og 9 millioner – hvilket er for ca. 6000 år siden! Regnestykket holder ikke i retten, men det er interessant. Og lidt af en mirakuløs bedrift af mennesket at vriste sig fri fra statistikken, Ikke mindst fordi der i mellemtiden er kommet ca. 1000 gange flere mennesker i verden. Lad mig endelig vide hvis du har en mere præcis udregning?


Wild science

Forudsigelse af ustabilitet: Forskere ved Princeton University har udviklet en banebrydende metode der ved hjælp af kunstig intelligens kan forudse plasma-ustabilitet i en fusionsreaktor 300 millisekunder før det sker (tak for tippet til Jonas Christensen). Og hvad så? 300 millisekunder er ca. et bogstaveligt øjeblik – og alt for lidt tid for et menneske til at reagere. Men for en kunstig intelligens er det rigelig tid til at justere en række parametre for at undgå en storstilet strømafbrydelse.

Ukendte indbyggere i mikrobiomet: Biologer ved Stanford University har opdaget en helt ny type liv i det menneskelige mikrobiom kaldet obelisker. Opdagelsen rykker endnu en gang grænsen for vores forståelse af liv, genetik og det mystiske mikrobiom. Læs også: Meget tyder på, at vi i fremtiden får en helt anden tilgang til vigtigheden af den bakterielle sammensætning i vores individuelle mikrobiom –læs her hvorfor.


Til sidst: Testosteronbold

Den 16. februar 2022 skete der noget, der er sket utallige gange før: To brasilianske herrefodboldhold bragede sammen i en almindelig ligakamp, og det førte til massive slåskampe blandt slagsbrødre på tilskuerrækkerne.

Smadrede stadionstole, løse tænder, flyvende hotdogs, ar på sjælen. Afbrudt kamp.

Det gik så voldsomt for sig at en domstol efterfølgende straffede de to hold, Coritiba og Athletico Paranaense, med tre kampe for tomme tribuner.

Og så skete der noget, der aldrig nogensinde var sket før: De to hold appellerede straffen med den logiske anke at det jo var mænd der forårsagede volden – så hvorfor straffe alle over samme kam? Lad kvinder og børn komme til kampene.

Det gik dommeren med til, og i januar 2023 spillede de to hold sammenlagt tre kampe hvor udelukkende kvinder, piger og drengebørn under 12 år var velkomne.

Hvad det havde af åbenlyse og overraskende effekter på atmosfæren og gruppedynamikken, når op mod 37.000 kvinder og børn indtog et helt fodboldstadion uden frygt for vold eller chikane fra testosteronfyldte herrehooligans, kan du læse om i denne artikel. Og hvis du vil have mere, kan du også tjekke ovenstående link til en 6 minutter lang dokumentar.

Tak til Dina Baenninger for at sende mig historien – og tak til dig for at læse med!


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
TAK til Barbara Christensen for at hjælpe med markedsføring.

-Og endnu en gang mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis