🔹🔺🔸 Vindmøllefrys, biblobalsam og myg som medicin
Forbud mod vindmøller på statsejet land – i et land hvor 99% af alle landmøller står på privat grund. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en ny form for magnetisme, en lang række eksempler på globale klimafremskridt, bibliotekers indflydelse på vores mentale helbred og ikke mindst et innovativt hack af malariamyg – der måske bliver fremtidens vaccinedistributør.
Hjertelig velkommen til #AN 174
Denis
OBS!
Dette nyhedsbrev byder på 51 links og 1765 ord, og det har taget ca. 12 timer at researche og skrive det. Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews, så husk at støtte – bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en stor forskel: De 164 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre dets overlevelse, TAK.
-Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis humøret er med dig :)
Og husk: Hvis du er mere til lyd, så tjek mine to podcasts: 2049 fra Third Ear eller Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han kan blive ved med at være en vred klimaaktivist!
Energi, miljø & klima
Øv! Men: Trump har på rekordtid underskrevet hundredevis af dekreter, mange vendt mod klimavenlige tiltag. Særligt to af dekreterne har skabt overskrifter og panik i klimakredse: En fastfrysning af den grønne hjælpepakke IRA og et stop for nye vindmøller. Øv! Men... virkeligheden er måske mindre dramatisk: 1) 84% af IRA-midlerne er enten allerede uddelt eller bundet i juridiske aftaler, mens skattefradragene – pakkens kerne – fortsætter upåvirket. 2) Vindmøllefryset gælder havmøller og landmøller, men kun landmøller på statsejet land. Det er værd at bemærke her at 99% af USA's eksisterende landmøller i forvejen er på privat grund, og der må man altså fortsætte med at bygge.
Farvel til kul: Chiles kulforbrug er tumlet fra 44% i 2016 til 12% i 2024, og bedriften omtales som den hurtigste udfasning af kul i Det Globale Syd. Landet får i dag 88% af sin strøm fra vedvarende kilder – 21% fra solenergi, 13% fra vind og resten fra vandkraft. Herudover er planen at opføre verdens største batterianlæg i 2026, for at lagre overskydende solenergi. Perspektiv: Ifølge en ny rapport fra analyseinstituttet RMI accelererer den grønne omstilling i det Globale Syd hurtigere end i det Globale Nord, mens Central- og Østeuropa pt øger sin solenergiproduktion dobbelt så hurtigt som resten af Europa. Bonus: Du ved sikkert at Chile er et langt land... Men hvor langt egentlig?
Klimasejr skrevet i sten: Unge i delstaten Montana skrev i 2023 retshistorie, da de fik medhold i at staten krænker deres ret til et sundt miljø og et stabilt klima. Nu har højesteret bekræftet beslutningen og underkendt to delstatslove, der begrænsede miljøvurderinger af drivhusgasudledninger. Og hvad så? I en tid med klimalove der tilbagerulles har denne højesteret fastslået at forfatningen i realiteten kræver aktiv handling mod klimaforandringer, og kendelsen skaber præcedens for andre delstater.
Grøn UK-jubel: Storbritannien opnåede landets reneste elproduktion nogensinde i 2024: Fossile brændsler er nede på 29%, det laveste siden 1955, og vedvarende energi er oppe på 45%, det højeste nogensinde. En anden vanvittig bedrift fra 2024, som hurtigt er overdøvet i nyhedsstrømmen, er at UK som det første G7-land i verden fik udfaset kulkraft 100%. Perspektiv: Rapporten fra Carbon Brief byder på to interessante detaljer: 1) Elbiler i dag, og den strøm de kører på, er forbedret så meget at de nu giver 70% CO2-besparelse sammenlignet med benzinbiler. 2) Varmepumper er blevet så gode at de nu sænker husstandes varme-relaterede udledning med 84%.
Gigantilopisk gigadæmning: Den kinesiske regering har godkendt et projekt til svimlende $137 milliarder: En dæmning der er tre gange større end verdens pt største dæmning, som også ligger i Kina. Når den en dag står klar, vil den generere 70 GW ren og vedvarende elektricitet. Og hvad så? Til sammenligning svarer 70 GW til noget der minder om 70 km2 solceller eller 70 atomreaktorer. Det er rigtig, rigtig meget – og godt for energiomstillingen, da det er en vedvarende kilde. Men: Der er en række hager forbundet med projektet – dæmningen skal ligge i Tibet, udsigt til ødelæggelse af økosystemer, tvivlsomme arbejdsvilkår, stridigheder om vand med nabolande osv. Lyt også: Anders Morgenthaler og jeg diskuterer projektet i afsnit 20 af Okay! Hør Her!
Sundhed
Biologisk vaccineleverandør: Forskere ved London School of Hygiene and Tropical Medicine har udviklet en innovativ metode til vaccination mod malaria: Genetisk modificerede myg der leverer vaccinen gennem deres stik. Hvordan? Forskerne omprogrammerer malariaparasitter til at udløse beskyttende immunrespons i stedet for sygdom, de fodrer myg med blod tilsat parasitten, og skaber på den måde en biologisk vaccineleverandør. Perspektiv: Der dør 93% færre mennesker af malaria i Kenya i dag sammenlignet med 2015. Det skyldes dels bedre myggenet og dels det fantastiske fremskridt at der i dag er hele to effektive vacciner i omløb i verden, mens der frem til 2019 fandtes 0.
Næseprøve løser astmagåder: Forskere ved University of Pittsburgh har udviklet en ny test, der kan skelne mellem forskellige typer astma via en næseprøve. Kliniske forsøg på flere end 450 børn og unge har vist at næseprøven giver en langt mere præcis diagnosticering end de nuværende blodprøver og udåndingstests. Og hvad så? Astma rammer over 4,6 millioner børn alene i USA, og i Storbritannien dør ca. fire mennesker dagligt grundet akutte astmaanfald. Korrekt diagnosticering er afgørende for at kunne give den rette behandling. Læs også: Forskere ved King's College London har opdaget en ny mulighed for at anvende eksisterende astmamedicin, der reducerer behovet for videre behandling ved akutte anfald med 30%.
Mobilitet
Nye strenge krav: Europæisk lovgivning kræver fra 1. januar 2025 at 22% af alle nye solgte biler skal være elektriske. Og hvad så? Industriens begejstring er til at overse, men med udsigt til milliardstore bøder makkes der modvilligt ret. Medier skriver om utryg bæven på bilmarkedet; tendensen taler for sig selv. Perspektiv: Over halvdelen af alle nye solgte biler i Kina er enten hybrid eller fuldelektriske. Det har sænket landets efterspørgsel på benzin og diesel med 3,6% siden 2021.
Førerløs fragt: Det svenske teknologiselskab Einride har opnået en europæisk milepæl ved at lancere kontinentets første daglige kommercielle fragtrute med selvkørende lastbiler, der transporterer varer mellem lagerbygninger i Morgongåva, Sverige. Konkret: De førerhusløse fartøjer betjener en 800 meter lang rute og er fuldt autonome, men overvåges af fjernoperatører i Göteborg 400 km derfra.
Samfund
Storbank skifter spor: Danmarks største bank, Danske Bank, har stoppet alle lån til selskaber der leder efter nye oliekilder. Og hvad så? Banken bliver ifølge generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, en af de allerstørste i verden der følger det Internationale Energiagentur og klimavidenskabens retningslinjer – endda mens amerikanske banker sjosker baglæns. Perspektiv: De 60 største banker i verden har støttet olie- og gasindustrien med over $7 trillioner siden Parisaftalen. Danske Bank har som eneste danske bank optrådt på listen. Husk: Du kan altid skifte hvis din bank er træls ud over det tålelige.
Bibliotek som sjælens balsam: Et forskningssamarbejde mellem University of Pennsylvania og New York Public Library har dokumenteret bibliotekernes positive indvirkning på brugernes mentale helbred: 92% føler sig mere rolige efter et biblioteksbesøg, 74% føler sig bedre rustet til at håndtere hverdagen, mens 82% af de fysiske biblioteksbrugere rapporterer øget optimisme omkring fremtiden. Læs også: Samtlige 220 biblioteker i New York City valgte i 2021 at droppe bøder på for sent afleverede materialer. Det har på tre år medført op mod 31% flere profiloprettelser og 47% flere fysiske besøg.
Wild science
Banebrydende magnetisme: Forskere ved University of Nottingham har udviklet en ny, tredje type magnetisme, der kombinerer egenskaberne fra de to kendte former for magnetisme kaldet ferromagnetisme og antiferromagnetisme. Og hvad så? De eksisterende magnetiske fænomener er indtil nu blevet betragtet som uforenelige. Forskere mener, at den nye altermagnetisme kan være den manglende brik i forståelsen af superledning.
Kvante-teleportation: Forskere fra Northwestern University har for første gang demonstreret kvante-teleportation over eksisterende fiberoptiske internetkabler – en banebrydende opdagelse, der kan muliggøre sikker kvantekommunikation uden behov for specialiseret infrastruktur. Læs også: Google har for nyligt løftet sløret for en ny type computerchip til kvantecomputere der har udført en specifik beregning – på under fem minutter – som det ville tage nutiden kraftigste supercomputer 10.000.000.000.000.000.000.000.000 år at udføre.
Til sidst: Et øjeblik
Apropos sjælens balsam, så kan verden, måske nu mere end nogensinde, føles som et fortravlet og forvirrende sted. Vi har alle brug for noget beroligende og fortrøstningsfuldt at hvile øjnene på.
Hvad denne pukkelhval fik set finder vi aldrig ud af, men du får her chancen for at meditere i vindueskarmen til dens sjæl.
Billedet er taget af undervandsfotografen Rachel Moore. Hun fik sit livs oplevelse under et dyk i Fransk Polynesien, da dette majestætiske væsen svømmede op til hende og skabte en dyb forbindelse gennem øjenkontakt.
Du kan læse om deres møde her; en historie med en pludselig og tragisk slutning, da hvalen blev påsejlet og døde få dage efter.
Rachel Moore har nu startet en underskriftsindsamling for lavere hastighedsgrænser for skibe i Fransk Polynesien under hvalsæsonen.
-Myndighederne dér kan drage inspiration fra Californien. Her er risikoen for fatale sammenstød mellem hvaler og skibe nemlig faldet med 58% takket være en usædvanlig konkurrence, hvor fragtskibe dyster om at sejle langsomst.
Det går faktisk generelt bedre for hvaler end helt skidt. Her er fem hval-facts at runde af på:
1) Der er talt over 50.000 finhvaler i Det Sydlige Ishav ved Antarktis; tre gange flere end forskere havde turdet håbe på. 2) Blåhvaler er set ved Seychellerne for første gang i årtier. 3) Forskere glædes over at bestanden af blåhvaler ved Antarktis har stabiliseret sig efter århundreders industriel rovdrift. 4) Sejhvalen er efter 100 års fravær vendt tilbage til Patagoniens kyst i Argentina. 5) Forskere mener at have haft en 20 minutter lang dialog med en pukkelhval i det, der betegnes som et stort fremskridt inden for digital bioakustik.
-Måske er det kun et spørgsmål om tid før Rachel kan advare hvalen, næste gang der nærmer sig en for at sige goddag.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.
Kæmpe kh
Denis