🔹🔺🔸 Døvhed, blindhed og dyrs bevidsthed
Døvhed kureret for første gang, solcelleboom i Brasilien og stigende forventet levealder – overalt. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på elektrificering af tung transport, fænomenal bevidsthed i insekter og dyr og ikke mindst resultatet af 220 biblioteker der valgte at droppe bøder på for sent afleverede materialer.
Hjertelig velkommen til #AN 158
Denis
Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 139 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.
Energi, miljø & klima
Vedvarende rekord: Hele 30% af verdens elektricitet kommer nu fra vedvarende energikilder. Den positive udvikling skyldes vækst inden for vind- og særligt solenergi, der har været den hurtigst voksende energikilde 19 år i træk. Perspektiv: Tænketanken Ember, som står bag rapporten, anslår at 2023 blev vendepunktet for CO2-udledning fra den globale energisektor. Læs også: En indisk kulmilliardær har sat sig for at bygge verdens største solcellefarm – ca. fem gange større end arealet af Frankrigs hovedstad, Paris.
Brasiliansk solcelleboom: Der blev installeret flere solceller i Brasilien alene i 2023 end der var blevet installeret sammenlagt indtil 2021, og landet er nu det tredjestørste marked for solcelleteknologi næst efter Kina og USA. Læs også: 2023 var generelt et rekordår for solenergi med ca. 413 GW ny solcellekapacitet installeret i verden i alt. Det er 58% mere end i 2022 hvor der blev installeret 260 GW, som i sig selv var en stigning på 42% fra 2021 hvor der blev installeret 183 GW.
Rekordstort antal dæmninger fjernet: Der blev fjernet et rekordstort antal dæmninger og overløb fra de europæiske floder i 2023: Ca. 500 i alt. Og hvad så? Fritflydende floder er essentielle for fisks økosystemer, vandringsruter og yngleområder. De menneskeskabte forhindringer fjernes som led i EU's Biodiversitetsstrategi for 2030, hvor et af målene er at gøre mindst 25.000 km floder fritflydende igen. Læs også: Her er fem grunde til at dæmninger er dårlige for miljøet.
Sundhed
Døvhed kureret: En lille britisk pige er som det første menneske i verdenshistorien blevet helbredt for døvhed med en banebrydende ny genterapi. Perspektiv: Indgrebet tog 16 minutter, men den forudgående forskning har taget årtier. Snippet fra artikel: “There’s been so much work, decades of work to finally see something that actually worked in humans. It was quite spectacular and a bit awe-inspiring really. It felt very special.” Sådan udtaler professor Manohar Bance, der er ledende forsker på de kliniske forsøg ved Addenbrooke’s Hospital. Læs også: Langsomt, men sikkert er der også fremskridt inden for genterapier mod arvelig blindhed.
Forventet levealder: Den gennemsnitlige forventede levealder i verden er steget med 6,2 år mellem 1990 og 2021. Det globale studie har medregnet 288 årsager til dødsfald, fra akut diarré til COVID-19, og er foretaget på tværs af 204 lande og territorier. Perspektiv: Den gennemsnitlige forventede levealder steg med 25 år mellem 1950 og år 2000.
Mobilitet
Astronomisk investering: Sydkoreanske Hyundai Motor Group vil investere $50 milliarder (!) og ansætte 80.000 medarbejdere frem mod 2026 med henblik på fuld elektrificering og innovation af selskabets fremtidige bilmodeller. Mere konkret: Det astronomiske beløb skal gå til nye elbiler (30 modeller i alt frem mod 2030), selvkørende teknologi, robotteknologi og luftmobilitet. Over halvdelen af de nye ansatte skal arbejde med produktion af elbiler.
Eldrevet tung transport: Amazon har tilføjet knapt 50 nye eldrevne lastbiler til sin flåde af tunge fragtbiler. De store eldrevne Volvo-lastbiler forventes at køre 1,6 millioner udledningsfrie kilometer om året. Og hvad så? Elektrificeringen af tung transport er ved at gribe om sig, hvilket var utænkeligt for bare få år siden. Der blev solgt fire gange flere ellastbiler i Europa i 2023 sammenlignet med året inden – og der forventes mange flere på vej efter de nyligt skærpede CO2-krav for tung transport der blev bekræftet i Europa Parlamentet (tak for tippet til Daria Rivin).
Samfund
Elektrificering af samfund: Hvor kun 6% af den rwandiske befolkning havde adgang til elektricitet for 15 år siden, har hele 75% af befolkningen fået det i dag. Det er en kolosal bedrift med enormt positiv indvirkning på alt fra sundhedssektor til landbrug, uddannelse, økonomi og innovation – og skyldes blandt andet massive investeringer i vedvarende og decentraliseret energi. Perspektiv: Hvis du pludselig befinder dig i en diskussion om de negative konsekvenser af det voksende energiforbrug i verden, så husk at energieffektivitet også stiger sideløbende med forbrug. Som eksempel har du USA: Her har strømforbruget været nogenlunde konstant de sidste 20 år, selvom der i mellemtiden er kommet 30 millioner flere mennesker, 5000 flere datacentre og 2,5 millioner flere elbiler til.
Slut med biblobøder: Samtlige 220 biblioteker i New York City valgte i 2021 at droppe bøder på for sent afleverede materialer. Det har på tre år medført op mod 31% flere profiloprettelser og 47% flere fysiske besøg. Læs også: Minder mig om et af de bedste biblioteksprojekter jeg nogensinde er stødt på – Biblioteket for Censureret Journalistik inde i spillet Minecraft, som det har taget 24 mennesker fra 16 lande 3 måneder at opbygge.
Wild science
Fænomenal bevidsthed: En sammenslutning af 39 fremtrædende forskere har underskrevet en erklæring om at videnskaben sandsynligvis har overvurderet den neurale kompleksitet der kræves for bevidsthed – og at langt flere insekter og dyr end man hidtil har antaget derfor er bevidste væsener. Og hvad så? Vi mennesker forstår os knap nok på vores egen bevidsthed... Når det kommer til andre dyr (og planter): glem det. Forskerne selv forventer, at en højere anerkendelse af bevidsthed blandt dyr vil fremme dyrevelfærd og etiske standarder. Læs også: Forskningsfeltet digital bioakustik har fået et solidt rygstød af kunstig intelligens og forskere mener nu at have haft en 20 minutter lang dialog med en pukkelhval.
Til sidst: Status på OC
Plastikforurening er et ubegribeligt stort problem i verden – fx er den globale produktion af plastik steget så meget de seneste årtier, at mængden af vores årlige plastikaffald nu overstiger vægten af samtlige levende mennesker i verden.
År efter år efter år.
Det er lige til at blive stakåndet af det faktum.
Men! Der findes mennesker her i verden – overraskende mange flere end man lige går og tror – som arbejder på at fixe problemet. Og nogle af dem findes i projektet Ocean Cleanup, der har sat sig det hyperambitiøse megamål at fjerne 90% af al fritflydende plastik i Stillehavet inden 2040.
Jeg har skrevet om Ocean Cleanup flere gange i nyhedsbrevet, senest nederst i #AN 144. Og hver gang jeg gør det, påpeger folk – med rette – at projektet ikke er løsningen.
Det er nemlig kun symptombehandling at samle affald som vi allerede har forurenet havet med. I stedet må vi fokusere på dels 1) en fundamental ændring af vores forbrugsmønstre og 2) at blive meget bedre til at genbruge og/eller nedbryde den plastik der findes.
Det er jeg enig i. Men vi slipper aldrig for samtidigt med alt det andet at skulle rydde op efter den skade der allerede er sket – og her må jeg bare sige at jeg stornyder stort set samtlige opdateringer fra Ocean Cleanup.
-For nyligt med en status fra Guatemala og en af de mest forurenede floder i verden. Her lykkedes det at forhindre 1,4 millioner kg plastik i at strømme ud i Det Caribiske Hav med systemet Interceptor 006.
Det tog 272 lastbiler seks dage at fjerne hvad systemet havde opsamlet på under et døgn. Lastbilerne kører plastikaffaldet til centraler hvor det rengøres, sorteres og genbruges hvis muligt. Alternativt bortskaffes affaldet på miljørigtig vis.
-Og det kan godt være det er den 'nemmeste' af flere svære løsninger, men der er intet nemt ved det. Og hvor er det bare tilfredsstillende at se og vide at nogen som helst, trods alt, prøver at tage hånd om noget så stygt.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.
Kæmpe kh
Denis