Et ungdomsoprør fra Gen Z i Nepal har resulteret i verdens første digitale parlamentsvalg på Discord – og i landets første kvindelige statsminister.

Samtidigt er FN's banebrydende havtraktat, der sikrer 30% af det åbne hav, langt om længe blevet international lov, mens både Tyskland og Kina byder på seriøse grønne landvindinger.

Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på forbud mod shoyu-tai, en opdagelse der kan brødføde 3,5 milliarder mennesker med 30% mindre gødning – og intet mindre end det tætteste vi nogensinde har været på et endegyldigt bevis for at livet IKKE er unikt for Jorden, men at det sandsynligvis er et universelt fænomen.

Hjertelig velkommen til #AN 189
Denis

OBS!

#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter får det samme gode produkt. 

-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!

Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her – eller placere en annonce i byt for dit produkt; bare svar på denne mail og sig hej.

TAK til de 204 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.

Energi & klima

Powermoves fra Kina: Under 24 timer efter Donald Trump gik på talerstolen i FN og endnu en gang udstillede sit uendelige galleri af dårlig stil indtog Kinas præsident Xi Jinping scenen og fremlagde landets første konkrete reduktionsmål nogensinde: Kina vil reducere udledningen af CO2 med 7-10% frem mod 2035 og seksdoble den nuværende kapacitet af sol- og vindenergi, så 30% af landets strøm vil komme fra vedvarende kilder om 10 år. Perspektiv: Kinas mål på 7-10% kan virke beskedne, men for verden som helhed er det et vanvittig vigtigt skridt i den rigtige retning når verdens største udleder af CO2 sætter selv beskedne mål! Herudover bliver det pointeret fra kommentatorer at hvor USA har for vane at sætte store mål, men så underpræstere, er der en kulturel forskel i Kina hvor man hellere lover mindre, men så overrasker positivt. Bonusinfo: Kina installerer pt ca. 100 solpaneler i sekundet og har opsat ca. 10.000 vindmøller siden nytår.

Powermoves fra Tyskland: Tyskland er med sin kulfyrede industri kendt som lidt af en europæisk klimasynder, men her er tre tydelige tegn på at Europas største økonomi er ved at vende skuden: 1) Tyskland har nået sit 2028-mål for reduktion af kulkraft tre år før tid. 2) Der er registreret en fordobling i antallet af private letvægtssolceller det sidste år, de såkaldte altankraftværker der kan installeres uden assistance fra elektrikere eller professionelle montører (en fjerdedel af hele befolkningen overvejer at få dem). 3) Der sælges for første gang nogensinde flere varmepumper end gasfyr i Tyskland.

Rekorder verden rundt: 1) For første gang nogensinde har sol- og vindenergi leveret mere end en tredjedel af Brasiliens elforbrug (fun-fact: Målt på areal er Brasilien 198 gange større end Danmark). 2) Sol- og vindenergi har for første gang nogensinde overhalet både kul- og atomkraft i samlet strømkapacitet i USA og leverer nu 20% af landets elproduktion (alt imens Trump står på talerstolen i FN som en sneblind babykonge og raser mod vedvarende energi). 3) Danmark har for første gang siden 1800-tallet haft en hel sammenhængende sommer uden kulkraft. 4) På verdensplan er der installeret 64% mere solenergi det første halvår 2025 sammenlignet med året før.


Natur & miljø

Verden vil havet: Efter næsten 20 års forhandlinger er FN’s havtraktat, High Seas Treaty, blevet international lov. Aftalen er officielt ratificeret af 60 forskellige lande og vil træde i kraft fra januar 2026. Og hvad så? Aftalen betegnes som et af de største globale miljøgennembrud i nyere tid, da den beskytter 30% af det åbne hav – hvoraf kun 1% er beskyttet i dag – mod bl.a. overfiskeri, økobelastende sejlruter og dybhavsminedrift. Perspektiv: En ny global undersøgelse, den første af sin art, har set nærmere på 1400 forskellige marinereservater og konkluderet at fiskeriforbud bliver overholdt langt, langt mere end frygtet. 

Jaguaren trives: Den mexicanske bestand af jaguarer er vokset med 30% siden 2010; fra 4100 til 5326 individer. Og hvad så? Jaguarens comeback er langt fra tilfældig – den vidner om at målrettet naturbeskyttelse virker, selv når arter befinder sig på udryddelsens rand. Perspektiv: Optællingen dækkede 414.000 hektar på tværs af 15 delstater og er den største pattedyrsoptælling i Mexicos historie – men dog en loppetjans i sammenligning med den seneste løveoptælling i den indiske delstat Gujarat, der er ca. fem gange større end Danmark. Her, hvor løvebestanden i øvrigt også er steget ca. 30% på fem år – fra 674 til 891 individer – delte man delstaten op i 8 regioner, der hver blev delt op i 31 zoner og 110 underzoner, som igen blev delt op i ca 30 sektioner á 10-15 kvadratkilometer, hvorefter 3000 mennesker fordelt over 650 hold brugte tre dage på tælle kattedyr uden at misse.

Vellykket genopretning: Den 251 km lange Chicago River i den amerikanske delstat Illinois blev anset for stort set stendød i 1970'erne, men takket være massive investeringer i oprydning fra industriel mishandling er antallet af fiskearter i floden steget fra ca. fem dengang til flere end 70 i dag. Og hvad så? Dette fremskridt minder os om at selv totalt ødelagte økosystemer kan genopstå når der er politisk vilje til det – og hvis Chicago kan så kan Vejle Fjord også, og det samme kan utallige andre kystnære miljøer verden over. Bonusinfo: Indbyggerne i Chicago har netop svømmet i floden for første gang siden 1927, hvor badning blev forbudt på grund af afføring, urin og giftigt spildevand – og det samme sker i øvrigt i Paris, hvor man officielt har genåbnet Seinen for badegæster for første gang siden 1923.

REKLAME

Står du og mangler en Denis Rivin til dit arrangement? Jeg leverer et opløftende og underholdende oplæg om fremskridt, innovation og kritisk optimisme. Ræk ud lige nu – så finder vi et format der passer dig.

Anne Carstensen fra Vejle Kommune: Denis’ oplæg er en rørende energiindsprøjtning, der vender modløshed til håb. En fortælling og et format der på kort tid skabte en samhørighed blandt publikum og en fælles tro på at vi nok skal klare den!

Vejle Innovationssommerskole, sep 2025

Fødevarer

Selen giver ris superkræfter: Forskere fra University of Massachusetts Amherst og Jiangnan University har opdaget en måde at øge risplanters kvælstofeffektivitet så landbrug kan reducere brugen af gødning med 30% uden at miste udbytte. Hvordan? Man sprøjter risplanterne med nanodråber af grundstoffet selen, hvilket booster fotosyntesen og giver planten større rødder. Disse frigiver organiske stoffer, der tiltrækker gavnlige mikrober i jorden, som hjælper med at optage mere kvælstof. Og hvad så? Ris er den primære fødekilde for 3,5 milliarder mennesker og står for 15–20% af verdens kvælstofforbrug. At skære så markant ned på gødningen uden at miste udbytte vil batte massivt på klimaregnskabet. Læs også: To splinternye rissorter har set dagens lys i år: 1) Forskere i Chile har udviklet en genredigeret variant, der gør afgrøden halvt så vandkrævende og 2) et svensk-kinesisk forskerhold har krydsavlet sig frem til en ny variant, der udleder 70% mindre metan og samtidigt giver dobbelt så stort udbytte. 

Forbud mod shoyu-tai: Den australske delstat Sydaustralien har pr. 1. september 2025 som de første i verden nedlagt forbud mod den ikoniske soyabeholder der er formet som en fisk – de såkaldte shoyu-tai – der i årtier har fulgt med takeaway-sushi. Og hvad så? Det kan virke som en lille ting, men mange bække små gør en stor å – og den grønne omstilling bliver netop skabt af millioner af småting der sammenlagt forhåbentlig får os i mål. Læs også: Et nyt studie fra EU viser at der allerede er 40% mindre plastik på de europæiske strande end der var i 2016 – fordi lovgivning og mentalitetsskift virker.


Wild science

Liv på Mars: Du er måske allerede faldet over denne nyhed, men den tåler en gentagelse: Rumforskere står for første gang nogensinde med så overbevisende data fra Mars at de siger det lige ud af posen: "Lige nu har vi ingen andre forklaringer, end at der engang var liv". Og hvad så? Well... Det ligner at vi langt om længe står med et bevis på at livet ikke er unikt for Jorden, men at det sandsynligvis er et universelt fænomen. Perspektiv: Liv i rummet er et deliciously radikalt emne, som jeg følger med enorm nysgerrighed. Hvis du er gået glip af mine skriv om udviklingen inden for UFO-fænomenet foreslår jeg at du starter med at læse nederst her eller her. Somethin's cookin'... og selv Iben Maria Zeuthen har nu lavet en podcast om UFO'er.

Naturlig nanotech: Et internationalt forskerhold har påvist at påfuglefjer kan forstærke og udsende laserstråler når de behandles med bestemte farvestoffer – hvilket gør dem til den første dokumenterede biolaser i dyreriget. Konkret: Det særlige ved påfuglefjer er at deres farver ikke stammer fra pigment, men fra nanostrukturer af keratin og melanin, der fungerer som fotoniske krystaller. Disse krystaller kan styre og manipulere lys på samme måde som avancerede materialer i moderne teknologi. Og hvad så? Opdagelsen åbner døren for udvikling af biolasere der en dag kan bruges til alt fra medicinsk billeddannelse til sensorer i kroppen. Laserfænomener er tidligere set i alt fra koraller til menneskeligt væv, men det her er første gang at forskere finder laseregenskaber i et dyr.

Rettelser

Vakse læsere har gjort mig opmærksom på to nyheder bragt her i nyhedsbrevet, der behøver uddybelse og modvægt:

Lars Henrik Nielsen, M.Sc, Ph.D. og chefkonsulent ved De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) bemærkede at jeg i #AN 188 omtalte geotermi som værende begrænset til enkelte hotspots på planeten. Lars Henrik påpeger at dette kun er rigtigt når geotermi bruges til elektricitet. Når det kommer til fjernvarme kan geotermi snildt anvendes i sin nuværende form, hvorfor vi har haft et geotermisk anlæg siden 1984 i Thisted og forundersøgelser er i gang for at få det flere steder.

Märtha Rehnberg, politisk økonom og strategisk rådgiver, har opfordret mig til at følge op på den opløftende nyhed om Atlanterhavspumpen i #AN 177. Nyheden handlede om at denne kritiske havstrøm ikke viser tegn på et nært forestående kollaps, baseret på tilbageskuende undersøgelser. Der er udgivet et andet og mere dystert studie i mellemtiden, baseret på fremadskuende undersøgelser. Begge studier er legitime og kan med fordel vejes op imod hinanden.

Mange, mange tak for at hjælpe med at holde nyhedsbrevet skarpt!

Til sidst: Vildt valg

Der har været et spontant ungdomsoprør i Nepal og det har ført til to vildt inspirerende ting i forlængelse af hinanden:

1) Landet har fået sin første kvindelige statsminister – den tidligere højesteretsdommer Sushila Karki – og 2) hun er samtidig den første regeringsleder i verden der er valgt gennem en åben afstemning på Discord; en digital platform mest kendt som et forum for gamere.

Baggrund: Nepal har haft 14 regeringer på 17 år og den unge generation Z kender ingen anden politisk virkelighed end korruption, kleptokrati og nepotisme. Til gengæld har de adgang til præcis de samme smartphones og AI-værktøjer som dig og mig – og der skulle kun en gnist til at antænde opstanden: Det blev en Martin Luther King-lignende brandtale fra den 16-årige Avishkar Raut i marts 2025.

Talen samlede hundredtusindvis af unge der krævede et opgør med eliternes privilegier. I løbet af sommeren tog bevægelsen til i styrke; fra aktioner og hashtags til store demonstrationer der kulminerede fredag den 5. september, hvor regeringen valgte at lukke for 26 sociale medier på én gang.

Det udløste voldsomme sammenstød med 72 dræbte og tusinder af sårede, og da forbuddet blev ophævet få dage senere var det for sent: Tirsdag den 9. marts stod parlamentet i flammer og den siddende statsminister gik endegyldigt af.

Herefter fulgte en tre dage lang debat på Discord, shortlisting af fem kandidater og en åben afstemning, som Sushila Karki vandt. Militæret har godkendt resultatet og Karki vil lede landet frem til et regulært valg i 2026.

Og hvad så? Vi har været vidne til verdens første digitale storvalg af en regeringsleder – et spontant eksperiment i demokratisk innovation med potentiale til at ændre spillereglerne globalt.

Vi har været vidne til at Gen Z, selv oppe blandt tinderne af verdens bogstavelig talt højeste bjerg, kan bruge sociale medier og AI til at kortslutte magtstrukturer der for længst har afsløret at de prioriterer magt og krig over fremdrift og bæredygtighed.

Hvis Nepal kan omsætte dette Discord-valg til stabil politik med reformer, jobs og gennemsigtighed kan det blive et globalt referencepunkt. Demonstrationerne har allerede spredt sig til Indonesien og Filippinerne, for Gen Z'ere overalt har fulgt denne bevægelse meget, meget tæt på deres smartphones...

Har du?

Eller har du ligesom jeg primært bemærket enkelte overskrifter om noget med noget om nogle voldelige optøjer i et lille land langt, langt væk?


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Kunsthistoriker, iværksætter og fremtidsforsker. Ukrainsk flygtning anno 1991. TED-speaker, forfatter til Folkes Fremtidsrejser, vært på 2049 ved Third Ear og medvært på Okay! Hør Her!

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.