🔹🔺🔸 Suppeskildpadder, psykedelisk tofu og forløst utopi
Australien realiserer utopi, Kina går fra abstrakte mål til systemisk omstilling og radiologer i USA oplever stigende efterspørgsel trods potente AI-værktøjer, der blev spået at gøre dem arbejdsløse. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en verdensrekord i sekventering af menneskeligt DNA, verdens største elektrificerede handelsrute og psykedelisk medicin uden hallucinerende vrangforestillinger.
Hjertelig velkommen til #AN 193
Denis
OBS!
#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter fĂĄr det samme gode produkt.Â
-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!
TAK til de 210 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.
Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her – eller placere en annonce i nyhedsbrevet ala 1, 2, 3, 4, 5; bare svar på denne mail og sig hej.
Energi & klima
Ny femårsplan: Kina har offentliggjort et udkast til sin 15. femårsplan – og ifølge Carbon Brief markerer det noget nær et paradigmeskift med følgende højdepunkter: 1) Planen beskriver grøn som den 'definerende farve' i kinesisk modernisering, 2) man forpligter sig for første gang eksplicit til at kontrollere samlede CO₂-udledninger, 3) det er det første kinesiske topdokument, nogensinde, der eksplicit omtaler udfasning af både kul og olie, og 4) planen bekræfter Kinas fortsat massive udbygning af vedvarende energi. Og hvad så? Analytikere vurderer at verdens største udleder hermed bevæger sig fra abstrakte mål til systemisk omstilling. Perspektiv: Læsere af #ActualNews og lyttere af Okay! Hør Her! ved at Kina er mere end blot diktatorisk krænker af menneskerettigheder; det er også et skæbnesvangert kraftcenter for den globale grønne omstilling og måske den vigtigste enkeltaktør for at verden holder kursen mod Paris-aftalens mål. It's complicated. Lyt: Hvis grøn innovation i Kina interesserer dig så lyt bestemt til dette afsnit af podcasten Supertrends.
Fra idé til handling: Efter næsten 25 år som kurator for verdens nok mest ikoniske idéplatform, TED Talks, træder Chris Anderson tilbage for at stifte All Aboard – en sammenslutning af investeringsfonde for klimaløsninger. Målet er at udfylde det han kalder for the missing middle i klimafinansiering: Kløften mellem de tidlige startup-investeringer og de mange milliarder der skal til for at opnå den nødvendige industrielle skalering. Og hvad så? Anderson beskriver den grønne omstilling som ustoppelig, men har mistet troen på det politiske lederskab. I stedet ser han kunstig intelligens som en løftestang for private initiativer der kan accelerere den nødvendige handling. Målet er nu at engagere hele det globale TED-netværk omkring kapital og konkret klimahandling, og han forventer at det vil kræve ca. 120 skalerede startups at undvige klimakatastrofen.
Dom over TotalEnergies: En domstol i Paris har som den første i verden fundet et olieselskab skyldigt i greenwashing: Retten slog fast at TotalEnergies har vildledt forbrugerne med pĂĄstande om planlagt klimaneutralitet, da selskabet sideløbende har udvidet sin olie- og gasproduktion. Og hvad sĂĄ? Det er første gang nogensinde at et stort olieselskab bliver dømt i retten for misinformation. I EU er flere virksomheder som KLM og Lufthansa allerede blevet kendt skyldige i lignende sager, men Total-dommen sætter en præcedens for hele energisektoren. Perspektiv: Kendelsen kommer i kølvandet pĂĄ ny europæisk lovgivning mod grønvask og en EU-undersøgelse af 150 miljøpĂĄstande fra virksomheder som viste at 53% af dem var ubegrundede.Â
Natur & miljø
Fra truet til tryg 1: Efter fem årtiers målrettet naturbeskyttelse er den grønne havskildpadde blevet fjernet fra Den Internationale Naturbeskyttelsesunions røde liste over truede dyr og nedgraderet til – ikke truet. Perspektiv: Den grønne havskildpadde kaldes også suppeskildpadde, hvilket giver et hint om hvorfor den har været udryddelsestruet... Men udviklingen er vendt, takket være frivillige strandpatruljer, opdræt af unger, forbud mod fangst og handel samt internationalt samarbejde. Det er netop denne type fremskridt der giver håb for pindsvinet og de 47.187 arter som fortsat er udryddelsestruede. Lyt også: Anders Morgenthaler og jeg talte om pindsvinets rødlistning i afsnit 51 af Okay! Hør Her! – og hvorfor det er en god ting.
Fra truet til tryg 2: Der er i dag flere pukkelhvaler på den australske østkyst end der var før man begyndte at jage dem vildt i 1800-tallet. Greenpeace kalder bedriften for en af de mest spektakulære naturgenopretninger i moderne tid. Konkret: Der var kun 150 pukkelhvaler tilbage i dette geografiske område i 1960'erne, men bestanden tæller i dag flere end 50.000 individer. Perspektiv: Også her er udviklingen vendt, udelukkende takket være enorme, ukuelige indsatser – som kræver tid og energi, men virker. Læs også: Grækenland har for nyligt udpeget to gigantiske havparker i Det Ægæiske og Det Ioniske Hav – og når dermed sit EU-mål om at beskytte 30% af farvandene fem år før tid.
Sundhed
Verdensrekord i sekventering: Forskere fra Broad Clinical Labs, Roche Sequencing Solutions og Boston Children’s Hospital har sat ny verdensrekord for hurtigste DNA-sekventering nogensinde: 3 timer og 57 minutter – over en time hurtigere end tidligere rekord på 5 timer og 2 minutter. Og hvad så? Det her er ikke bare en rekord, men et tegn på en begyndende æra af præcisionsmedicin: Som eksempel vil læger snart kunne et spædbarn i intensiv behandling få taget blodprøve om morgenen og få genetiske analyser samme eftermiddag – i stedet for uger senere som tidligere. Perspektiv: Sekventering af det menneskelige genom er et af videnskabens største bedrifter – og et af de tydeligste eksempler på eksponentiel udvikling: Verdens første komplette kortlægning af det menneskelige genom skete i 2003 – det havde taget 13 år og kostet ca. $2,7 milliarder. I 2007 kunne man gøre det samme på to måneder til ca. $5 millioner, i 2012 tog det tre dage og kostede $7000 – og i dag kan man altså gøre det på under fire timer til en estimeret pris på under $200, inklusive analyse.
Psykedelisk tofu: Det amerikanske startup Mindstate Design Labs har som det første i verden udviklet en bevidsthedsudvidende psykedelisk substans – uden den hallucinerende effekt (tak for tippet til Morten Rockford Ravn). Konkret: Selskabet har trænet AI-modeller på flere end 70.000 trip-rapporter og udviklet lægemidlet MSD-001 der nu er testet på 47 deltagere i et klinisk fase 1-forsøg, hvor det har vist sig at fremkalde samme hjernebølger som psilocybin, men uden den sanselige psykedeliske effekt. Og hvad så? I takt med det stigende antal opløftende psykedeliske studier (1, 2, 3, 4) føler et stigende antal mennesker stigende interesse for psykedelisk terapi. Men udsigten til mulige hallucinationer har en afskrækkende effekt på mange, hvorfor en udvikling som denne er afgørende for fremtidens psykedeliske terapi. Perspektiv: Selskabet omtaler selv lægemidlet som en psykedelisk tofu – ala et fleksibelt grundstof der kan kombineres med andre præparater til behandling af angst, fobier og tvangslidelser.
Mobilitet
Elektrisk handelsrute: Med søsætningen af verdens største fuldelektriske transportskib, der kan sejle 500 km på én opladning, og opbygningen af et netværk af industrielle ladestationer er den 6300 km lange Yangtze-flod i Kina ved at blive verdens største elektrificerede handelsrute (tak for tippet til Magnus Petersen-Paaske). Og hvad så? Kinesiske havne, der før håndterede kul og olie, forvandler sig til knudepunkter for vedvarende energi der gør Yangtze-floden til en elektrisk hovedpulsåre for transport, industri og handel. Det markerer ikke bare en teknologisk bedrift, men begyndelsen på en ny æra for flodtransport – der kan blive ledestjerne for andre af verdens ældste handelsruter som Rhinen, Mississippi og Mekong.
Fødevarer
Bæredygtige buffeter: Flere store hotelkæder i Filippinerne, bl.a. Ascott Limited og luksusresortet Okada Manila, har i samarbejde med NGO'en Lever Foundation forpligtet sig til at gøre mindst 30% af deres menuer plantebaserede – fra restauranter og roomservice til store banketter. Og hvad så? Der er kun tale om ca. 30 hoteller i første omgang, men de er blandt landets mest profilerede og turismehovedstaden Cebu går forrest. Håbet er at initiativet kan accelerere den grønne omstilling i hele fødevareindustrien, hvor store hoteller spiller en vigtig rolle i både indkøb og forbrug – alene Okada Manila har 20.000 daglige gæster. Perspektiv: Tiltaget kommer efter en landsdækkende undersøgelse der viser at 83% af den filippinske befolkning ønsker at spise mere plantebaseret kost.
Biokul af skaldyrsrester: Forskere ved University of Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater har udviklet en metode til at omdanne skaldyrsrester til aktivt biokul, der kan blandes i byggematerialer som cement, beton og gips, hvor det både reducerer udledningen fra produktionen og indfanger CO₂ fra atmosfæren. Og hvad så? Innovationen kan gøre alt fra gipsvægge til motorvejsbroer til passive CO₂-sugere – samtidig med at den gør 8 millioner tons årlige skaldyrsrester til en ressource i klimakampen i stedet for et affaldsproblem.
Samfund
Teknologisk arbejdsvækst: I en tid hvor algoritmer aflæser scanninger hurtigere end læger, er efterspørgslen på radiologer i USA vokset, stik imod forventning, og faget er nu det næsthøjest betalte medicinske speciale i landet. Og hvad så? Radiologi har været udpeget som et af de første fag der ville rammes af teknologisk arbejdsløshed, hvor læger må vige deres job for maskiner – for når AI kan aflæse røntgen-, CT- og MR-scanninger hurtigere og billigere end mennesker, hvad skal man så bruge lægerne til? Men indtil videre er det modsatte sket. Perspektiv: Det man ser pt er 1) jo bedre teknologien bliver, desto flere scanninger bestilles der og 2) menneskelæger, står det nu klart, laver mere end at aflæse billeder: De vejleder fx patienter, underviser, træffer etiske valg og bærer ansvaret for behandlingerne.
Mere af det gode
Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!
-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten eller til dit næste arrangement:
Lyt: 1) Podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud, og 2) podcasten 2049 fra Third Ear hvor vi tager på fremtidsrejser med aktivister, ildsjæle og klimaforskere.
Oplev: Jeg har holdt over 200 foredrag for alt mellem 0 og 1500 mennesker. Hvis dit arrangement også har brug for kritisk optimisme – så ræk ud.
Til sidst: Australsk utopi
Millioner af australske husstande får snart adgang til mindst tre timers gratis solenergi om dagen – uanset om de selv har solceller eller ej – og hele Australien er på vej mod 100% vedvarende energi.
Det er et scenarie som virkede utopisk, i ordets sandeste forstand, indtil ca. lige nu.
Australien, der er notorisk berømt for kænguruer og cute koalabjørne, men berygtet for sin eddikesure modvilje mod klimahandling, har været verdens største eksportør af kul i næsten 40 år.
Så sent som 2015 kom 75% af landets strøm fra denne verdens mest forurenende energikilde, og nidkære kulkejsere som fx Gina Rinehart, der ejer over 1% af den australske landmasse og af sin egen far beskrives som en "doven, hævngerrig og kalkuleret elefantunge", har modarbejdet klimahandling med næb og klør.
Men sĂĄ skete der noget.
-Direktøren for landets energistyrelse, Daniel Westerman, sværger at det ikke handler om ideologi – det er kun fordi kulkraftværkerne bliver ved med at bryde sammen og så erstatter man dem med den billigste energi, som tilfældigvis er grøn.
-Det handler altså ikke om at gøre det åbenlyst rigtige og skifte til vedvarende for at overdrage en bæredygtig klode til fremtidige generationer, Amager halshug.
Som sĂĄ mange andre steder i verden sker omstillingen af den australske energisektor pĂĄ trods af manglende politiske initiativ og ikke pĂĄ grund af den.
Det vi ser er en rekordhurtig græsrodsbevægelse med næsten hver tredje husstand i hele landet der selv har sat solceller op på altaner og hustage – og delstaten South Australia, der er 42 gange større end Danmark, producerer allerede mere grøn strøm, end den selv forbruger.
Princeton University spår nu at Australien kan blive 100% vedvarende allerede i 2030'erne. Hvis dét ikke er en solskinshistorie så ved jeg snart ikke.
-Og så lige et frækt svirp med halen: For jeg ved godt at han deler vandene, men jeg tror faktisk at Elon Musk, planeten Jordens selverklærede Chief Everything Officer, er hovedårsagen til dette banebrydende australske kursskifte.
Lad mig forklare...
Tilbage i 2017 var netop delstaten South Australia så plaget af jævnlige strømafbrydelser at den australske iværksætter Mike Cannon-Brookes tryglede verden om hjælp.
Det førte til et legendarisk væddemål på Twitter hvor Elon Musk, med samme infantile besserwisseri der er kommet til at kendetegne ham, proklamerede at Tesla kunne løse delstatens problem ved at bygge verdens største industrielle batteri der ville stabilisere elnettet.
Væddemålet hed: Tesla bygger batteriet på 100 dage – ellers får I det gratis.
INGEN troede det kunne lade sig gøre, men batteriet stod klart efter kun 60 dage og det, tror jeg, blev startskuddet til hele Australiens rejse fra kul til sol.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.
Kæmpe kh
Denis