To nye ord denne uge: Agrivoltaics og elauktion. Det første omhandler en spændende, spirende bevægelse, hvor man kombinerer solcellefarme med landbrug, det andet omhandler en auktion med... el ⚡️ Begge indgår i ugens nyheder, der byder på alverdens fremskridt for vedvarende energi og lidt fokus på sundhed, hvor du bl.a. kan blive klogere på en DIY-bevægelse inden for behandling af diabetes.

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis


Energi & klima 1

IEA opjusterer prognose for vedvarende: Det Internationale Energiagentur vurderer, at der igen i år er blevet tilføjet rekordstor kapacitet af vedvarende energi på ca. 290 GW, svarende til ca. 300 atomkraftværker eller 150 Hoover Dam-dæmninger – til trods for globale forsyningsvanskeligheder. IEA opjusterer derfor endnu en gang sin prognose for den kommende tid med forventninger om eksplosiv vækst. Og hvad så? IEA er grundlagt i 1974 oven på Oliekrisen i 1973 med henblik på at føre statistik over det internationale oliemarked. I 2020 erklærede IEA imidlertid solenergi for den nye konge af elektricitetsmarkederne. Jeg skrev om det nederst i #AN 59 – og synes stadig det burde være breaking news dagligt.

Kinas klimaplan i aktion: Hvordan kan det være at Kina først sigter efter klimaneutralitet i 2060, når Østrig allerede vil være klimaneutral i 2040? En af grundene er størrelse: Kina er ca. 114 gange større end Østrig, så selvom Kina planlægger at have solenergi nok til at dække hundredevis af millioner af hjem allerede i 2030, er det ikke nok til at nå i mål. Tidsskriftet Nature bringer her et indblik i den nuværende ekspansion af klima-videnskabelig infrastruktur i Kina, der bekræfter, at et ubegribelig stort maskineri er sat i værk. Læs også: Den kinesiske præsident Xi Jinping erklærede for nyligt at Kina, verdens absolut største forbruger af kul, vil indstille finansiering af kulkraftværker i udlandet.

Historisk elauktion: Det er aldrig sket før, at staten får penge for at lade et energiselskab opføre en vindmøllepark herhjemme, skriver Berlingske – men nu er det sket. Tyske RWE forventes at betale os 2.8 milliarder DKK for retten til at omdanne vores gode danske vind til elektricitet, og det bør fremskynde antallet af vindmølleparker markant (tak for tippet til August Lund).


Der er så meget energi og klima denne uge, at #ActualNews anbefaler en lille vejrtrækningsøvelse inden videre læsning 💚


Energi & klima 2

Friskeste fremskridt inden for fusion: Blandt fremtidsteknologierne der skal komme os til undsætning i forsøget på at realisere en global løsrivelse fra fossile energier er – fusionsenergi: Miljøvenligt, sikkert og 3-4 gange mere potent end atomenergi. Teknologien har været på tegnebrættet siden 1950'erne, men altid lige udenfor rækkevidde. Som Times Magazine skriver her, sker der imidlertid radikale fremskridt inden for 3D-print, computing og materialevidenskab – lige nu – der gør, at vi nærmer os ægte gennembrud med hastige skridt. Læs også: Hvis du virkelig interesserer dig for emnet, fordi du er en gigantisk kæmpenørd som mig, så bringer Financial Times her en endnu bedre status på fusion med særlig fokus på stigende engagement fra den private sektor. Pro tip: Artikler fra Financial Times har blød paywall – følg linket, kopier artiklens overskrift, Google overskriften og gå ind på artiklen igen, så burde du kunne læse den.

Portugal lukker sidste kulkraftværk: Portugal har som fjerde land i Europa konkluderet sin afhængighed af kulkraftværker – landets allersidste kulkraftværk Pego Power Station er lukket ned, endda 10 dage tidligere end planlagt. Læs også: De kommende regeringspartier i Tyskland har indgået en aftale om at udfase kul helt og holdent inden 2030 – 8 år før hidtil planlagt(!).

Agrivoltaics: Solcellefarme er noget, der typisk sker på bekostning af agerland hvor man kunne have dyrket afgrøder. Men hvad hvis man bare løfter solpanelerne et par meter, og fortsætter med at dyrke jorden nedenunder? Det er præcis, hvad agrivoltaics handler om.

Status på gennemsigtige solceller: Når vi en dag har teknologierne på plads til at beklæde samtlige vinduer og udendørs overflader med gennemsigtige solceller vil energirevolutionen være forestående. Der er et stykke vej endnu, men vi nærmer os med vigtige skridt – her en status på gennemsigtige solceller. Ikke saftigt nok som icebreaker til din julefrokost? Måske er gennemsigtigt træ mere din stil.



Sundhed

Psykedelika mod kroniske smerter: Et studie foretaget ved Imperial College London indikerer, at patienter med kroniske smerter oplever varig reduktion af smerter efter selvmedicinering med psykedelika. Læs også: Hvis emnet interesserer dig er denne artikel om en mand der har kureret sig selv for ulidelige fantomsmerter måske også et kig værd.

Videreudvikling af stetoskopet: Stetoskopet må være blandt de mest ikoniske medicinske devices der findes. Men det har ikke rigtigt ændret form eller funktion siden 60'erne. Nu har forskere ved Aalto University udviklet en funktionel prototype af fremtidens stetoskop, der selvfølgelig har indbygget kunstig intelligens: Devicet lytter ikke bare – det analyserer og rådgiver om mulige diagnoser. Selvfølgelig.

DIY-bevægelse inden for diabetes: Et usædvanligt samarbejde mellem diabetes-professionelle har ført til et historisk studie, der blåstempler patienters anvendelse af hjemmelavede og/eller open source-baserede værktøjer til behandling af type 1-diabetes. Og hvad så? Studiet er godkendt af ni diabetes-organisationer, heriblandt International Diabetes Federation, og forventes at sætte præcedens for international konsensus omkring anvendelse af bruger-baserede teknologier og løsninger.


Har nyhedsbrevet gjort dig klogere, gladere eller mere håbefuld? Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Til sidst: Har jeg brudt loven?

Linus Bille med hustru

DIY (do-it-yourself) og open source-baseret innovation, hvor civilbefolkning står sammen om at udvikle løsninger af brugere for brugere, der overgår eksisterende tilbud på markedet, er et vanvittig spændende emne – ikke mindst inden for sundhed.

Løsningerne udspringer nogle gange af manglende tillid, fx til sundhedsvæsenet eller medicinalindustrien. Andre gange udspringer de fra intuitiv skaberkraft og talentfuld ingeniørkunst, hvor udvikling af billigere og bedre alternativer kommer i naturlig forlængelse af mødet med et problem. Andre gange igen tvinges folk ud i nye løsninger af ren desperation.

Sidstnævnte er netop tilfældet i dette eksempel, der binder sløjfe på ugens nyhedsbrev:

Sagen kort: En mand på LinkedIn har lagt et opslag op med titlen Did I just break the law? Opslaget handler om hans hustru, der lider af cystisk fibrose. Det er den hyppigste arvelige sygdom i Vesteuropa – den påvirker de fleste slimproducerende kirtler i kroppen, og medfører bl.a. tiltagende tab af lungefunktion, kroniske infektioner, tendens til sukkersyge, infertilitet og mave-tarmproblemer.

Hendes helbred er markant forværret siden 2018, og for at holde sygdommen stangen har de brug for det mest fremskredne medicinske device på markedet. Desværre koster devicet $17.000, og selv hvis de havde råd til det, så er det utilgængeligt i Sverige, hvor de bor.

Kattepinen: Linus Bille, som manden hedder, har derfor nærstuderet patenterne og videnskaben bag devicet, og selv genskabt det med gængs elektronik fra butikkerne og en iPhone som interface. Devicet virker perfekt, afviger på ingen måde i effekt eller behandling, og er 100% sikkert. Eneste væsentlige forskel er, at det har kostet ham i underkanten af $50.

Linus Bille har altså hacket systemet og udviklet et vaskeægte DIY-device for at komme sin lidende hustru til undsætning. Det store spørgsmål er bare om han må? Læs selv nogle af de mange spændende svar og find ud af det.

Tusind tak til Maria Pelch for tippet til denne case – og tusind tak til dig for at læse med.

Kæmpe kh
Denis


Det var det for denne gang – husk at dele #ActualNews, fx på Facebook, LinkedIn eller Twitter – og skriv ind på [email protected], hvis du har tips til opløftende verdensudvikling. Tak!


Havnet her tilfældigt? Abonnér på #ActualNews nu :)

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.