🔹🔺🔸 Tidsmaskinebiologi og hjernekirurgi på en ufødt baby
Kirurger i USA har for første gang nogensinde gennemført en vellykket hjerneoperation på en ufødt baby for at forhindre en kommende misdannelse – og så er barren ligesom sat for dette nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på plastikædende svampe, lagringsteknologien pumped hydro og ikke mindst en utrolig opdagelse ved Max Planck Instituttet, hvor molekylære evolutionsbiologer har identificeret ejeren af et 20.000 år gammelt halssmykke.
Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis
Husk at støtte hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel: De 93 jer der pt støtter, er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.
Energi, miljø & klima
Europas grønne kraftværk: Ni europæiske lande, inkl. Danmark, har besluttet sig for at forvandle Nordsøen til 'Europas største grønne kraftværk' ved at ottedoble havvindmøllekapaciteten til 300GW frem mod 2050. Perspektiv: Energi er tricky – hvad er det og hvor meget er en gigawatt? Bliv klogere på det nederst i nyhedsbrevet. Læs også: Det fremgår ingen steder af artiklen, men vi går selvfølgelig ud fra at politikerne i alle ni lande holder nøje øje med Ørsteds aftale med Verdensnaturfonden om at udbrede havvind og styrke biodiversitet samtidigt. Bonusinfo: Har du nogensinde overvejet hvordan man opsætter de gigantilopiske havvindmøller i Nordsøen? Bl.a. ved hjælp af et skib der er højere end Eiffeltårnet... Læs om det nederst i #AN 133.
Plastikædende svampe: Polypropylene er en PP-plast der bruges i alt fra emballage til sportstøj og kofangere – men netop denne polymer er ekstraordinært svær at nedbryde: Selvom den står for ca. 28% af alt plastikforurening i verden genbruges kun 1% af den. Det er derfor en glædelig nyhed at forskere ved University of Sydney har opdaget at to helt almindelige svampearter kan nedbryde netop denne polymer på 140 dage – i stedet for de 500 år det tager i naturen (tak for tippet til Line Falk).
Status fra et plastikposeforbud: Apropos måder at komme af med plastik på er der her en status fra Philadelphia som har sparet 200 millioner plastikposer siden et plastikposeforbud trådte i kraft den 1. juli 2021, så nu er 16 andre kommuner i delstaten ved at implementere lignende forbud. Perspektiv: 200 millioner plastikposer svarer til at fylde Philadelphias rådhus med plastikposer hver ottende måned.
Pumped hydro: Ny forskning fra Global Energy Monitor viser at der er en global transformation i gang blandt vandkraftprojekter, hvor man i stigende grad anvender den miljøvenlige lagringsteknologi pumped hydro i stedet for traditionelle dæmninger (tak for tippet til Jens Larsen). Hvad er det? Teknologien forvandler søer til batterier ved at pumpe vand fra en højtliggende sø ned i en lavtliggende, når efterspørgslen på energi er størst, og fra den lavtliggende tilbage op i den højtliggende når udbuddet af energi topper. Og hvad så? Dæmninger er gode til at generere grøn strøm, men de skaber ofte splid mellem nabolande og de standser flodernes naturlige flow, hvilket ødelægger fisks økosystemer, vandringsruter og yngleområder. Der blev fjernet 239 dæmninger og overløb på tværs af 17 europæiske lande i 2021.
Uoverskuelig udfordring under udvikling: Kina har formået at rette op på den frygtelige luftforurening, der årligt forårsager en million for tidlige dødsfald i landet. Ifølge årtier lange målinger fra NASA peakede luftforureningen i 2013 men er særligt takket være partikelfiltre i skorstene på kulkraftværker nu faldet til det laveste siden slut 90'erne. Og hvad så? Luftforureningen i Kina er stadig langt højere end i fx Europa, bl.a. fordi Kina fortsat er verdens absolut største forbruger af kulkraft. Alligevel er det en god reminder om at uoverskuelige udfordringer er til for at blive tacklet over tid – tænk bare på ozonlaget der er i mirakuløs heling fordi tilstrækkelig mange gik sammen om det tilbage i 1987.
Sundhed
Hjerneoperation på ufødt baby: Kirurger i USA har for første gang nogensinde gennemført en vellykket hjerneoperation på en ufødt baby for at forhindre en kommende misdannelse. Den tager vi lige én gang til: Kirurger i USA har for første gang nogensinde gennemført en vellykket hjerneoperation på en ufødt baby for at forhindre en kommende misdannelse.
Stamceller mod hjertefejl: Et australsk selskab der arbejder på regenerativ medicin har afviklet et klinisk fase 3-forsøg på 537 hjertepatienter, der fik reduceret risikoen for hjerteanfald og blodpropper med 58% efter én indsprøjtning med selskabets stamcellebaserede hjertemedicin. Hvordan? Indsprøjtningen indeholder 150 millioner stamceller der alle har ét mål: Forhindr inflammation i hjertet.
Høj overlevelsesrate med livmoderhalskræft: Forskere ved Tel Aviv University har udviklet en ny RNA-baseret behandling mod livmoderhalskræft, der dræber kræftceller ved at snige RNA-molekyler ind i dem med nanopartikler. Metoden er pt kun testet på dyr, men overlevelsesraten i dyrene er på 80%. Og hvad så? Livmoderhalskræft kan behandles, men der findes endnu ingen kur mod kræftformen. Ca. 315.000 blev diagnosticeret med livmoderhalskræft i 2020.
Samfund
Australien: Det australske institut for kriminologi har konstateret at mordraten i Australien er faldet med 55% siden begyndelsen af 1990'erne. Herudover er røverier faldet med 50% siden 2009, og fysiske overfald er faldet med 39%. Perspektiv: Tendensen har været ret klar globalt (til trods for tilbageskridt under pandemien): Der forekommer langt færre mord nu end i 1990. Hovedårsagen er, at gennemsnitsalderen i verden stiger.
Bangladesh: Der er gået 10 år siden den frygtelige Rana Plaza-tragedie i Bangladesh, hvor 1134 tekstilarbejdere mistede livet da deres arbejdsplads kollapsede grundet graverende misligholdelse. Her 10 år senere er arbejdsforholdene i landets tekstilindustri fortsat dybt kritisable, men som en relativ trøst blev katastrofen et wakeup-call for industrien, hvor 80% af fabrikkerne angiveligt overholder internationale sikkerhedsstandarder nu. Perspektiv: Bangladesh er verdens næststørste eksportør af tøj, kun overgået af Kina.
Holland: Den hollandske by Haag har iværksat et pilotforsøg hvor parkering i indre by og ved byens mest populære destinationer koster €50, ligegyldigt om man holder der i fem minutter eller en hel dag. “We want the primary way of transportation to be your legs, and then the bicycle, public transport, and, last, cars,” udtaler byrådets talsperson Jurriaan Esser. Læs også: Tiltaget leder tankerne hen på den franske lov fra 2022, der foreskriver at alle bilreklamer fremover skal demotivere bilkørsel.
Verden: Baseret på observationer af samspillet mellem mennesker i offentlige rum i otte forskellige kulturer på tværs af fem kontinenter har et international forskerhold konstateret, at individer overalt i verden i gennemsnit beder andre individer om hjælp (inkl. assistance og anerkendelse) hvert andet minut – og at folk i gennemsnit får hjælp syv gange oftere end de bliver afvist, og seks gange oftere end de bliver ignoreret.
Wild science
Tidsmaskinebiologi: Molekylære evolutionsbiologer ved Max Planck Institut for Evolutionær Antropologi har brugt en banebrydende sekventeringsteknik til at analysere DNA-rester fra en hjorteknogle der blev brugt som halssmykke for 20.000 år siden – og derved fundet ud af hvem ejeren af smykket var. Og hvad så? Wow! Forskere har meget længe prøvet at udvinde DNA fra skrøbelige genstande fra oldtiden uden at ødelægge DNA'et eller genstanden, men uden held. Det her lyder som begyndelsen på en helt ny æra i arkæologi – tænk en gang; at kunne optrevle historiske sammenhænge ved at få indblik i hvem der har rørt ved hvad...! Læs også: Jeg er vildt fascineret af denne slags opdagelser, for de tyder på at vores fortid og præhistoriske oprindelse på mange måder er noget der ligger forude og venter os i fremtiden. Tjek mine skriv om den fjerne, mellemfjerne og superfjerne fortid i #AN 50 og delvist opdigtet virkelighed i #AN 34.
Det ældste træ i verden: Hvis du nogle gange undrer dig over hvilket træ i verden der monstro er det absolut ældste i verden, er her lindring til din tvivl: Denne chilenske cypres er med sine 5484 år ved at detronisere det legendariske Methuselah-træ i Californien, der med sine beskedne 4853 år er ved at blive henvist til andenpladsen. Disclaimer: Grundet det chilenske træs skrøbelighed er dateringen af det gjort på utraditionel vis, hvorfor alderens nøjagtighed er 80%.
Til sidst: Hvad fylder 1 GW?
Jeg røg ned i et kaninhul forleden som det tog mig det meste af en dag at komme op af. Blandt mine beskæftigelser arbejder jeg nemlig for tiden på en populær podcast, der hedder Supertrends, hvor fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og investorforfatter Lars Tvede ugentligt diskuterer investeringspotentialet ved forskellige techtrends.
-Og til vores episode om solenergi faldt jeg over et opslag fra seniorforsker ved University of Oxford og forskningschef i Our World In Data, Dr Hannah Ritchie, hvor hun fremlægger en række kæberaslende fakta om energiomstillingen i Kina, fx: 1) Kina forventes at producere næsten lige så meget vedvarende energi i 2023 som hele Indiens totale energiforbrug (alle energityper medregnet), og 2) Kina installerede i alt 87 GW (gigawatt) ny solcellekapacitet i 2022, hvilket er en tredjedel af hele den globale opsætning af nye solpaneler i 2022, og hvilket svarer til at dække et område på 600 fodboldbaner – dagligt, hver dag i 365 dage.
Særligt sidstnævnte befippede mig – et område på størrelse med 600 fodboldbaner HVER dag i et ÅR, are you kidding me!? Det lyder vanvittigt jo, kan det virkelig passe?
Så det satte jeg mig for at komme til bunds i, og sådan havnede jeg i en hvirvelstrøm af timelange korrespondancer med forskere, installatører, arkitekter og, ikke mindst, GPT-4, der alt sammen bekræftede mig i at sandheden her er mildest talt elastisk, for det hele bunder i et virvar af variabler... Men! Man kan sagtens komme med et bundsolidt og konservativt grundbud, og det starter med følgende spørgsmål:
Hvad er 1 GW solenergi og hvor mange km2 fylder det? Uden videre smukkesering er her min daglange tankestrøm – som jeg sideløbende har fået valideret af folk der ved en masse om både solenergi, elektricitet og målestok:
Der går 1000 kilowatts pr megawatt, 1000 megawatts pr gigawatt og 1000 gigawatts pr terawatt (præcis som du kender det fra fx harddisks, bare med watts i stedet for bytes).
1 GW solenergi (ved industristandarden på 50W pr m2) svarer til CIRKA 3 millioner solpaneler, der tilsammen giver strøm nok til CIRKA 800.000 husstande, og sammenlagt fylder CIRKA 1000 hektar, hvilket svarer til 10 km2.
1 GW solenergi fylder altså ca. 10 km2, og hvis Kina installerede 87 GW i alt svarer det derfor til CIRKA 900 km2 i alt.
-Og så til fodboldbanen: En gennemsnitlig fodboldbane fylder 7140 m2, og hvis de skal fordeles over 900 km2, svarende til 900.000.000 m², bliver det til 126.050 fodboldbaner i alt – som, fordelt over 365 dage svarer til 345 fodboldbaner dagligt.
Jeg ved at regnestykket her ikke er kønt, SORRY 😅 Men det skulle nogenlunde passe, og hvis du er uenig vil jeg meget, meget gerne høre fra dig!
Den konservative konklusion er i hvert fald at Kina i 2022 installerede solceller svarende til et område på mindst 345 fodboldbaner dagligt – hver dag i et år. Og det lyder vanvittigt, for i bund og grund har vi mennesker ekstremt svært ved at forholde os til skala: En fodboldbane er jo kæmpestor! Men Aarhus er endnu større, og Danmark er større end dét, mens Kina er næsten lige så stort som hele Europa.
Så her til sidst et bonusregnestykke – for gad vide hvor lang tid det ville tage at plastre Danmark til, hvis man installerede 345 fodboldbaner solcelleanlæg dagligt? En uge?? Et år? Eller en livstid?
Her er svaret: Danmark er 42.951 km², og dividerer man dét med de 900 km2, som de 345 daglige fodboldbaner fylder, får man rundt regnet 48. Det ville altså tage 48 år at plastre Danmark til med solcellefodboldbaner hvis man installerede 345 af dem dagligt.
Og så ved du dét!
-Virkelig vigtigt at understrege her, at jeg bestemt er 100% for energiomstilling, men jeg må også indrømme at tanken om alle disse arealer fyldt med solpaneler giver mig monokulturel åndenød...
Den Grønne Omstilling har været efterspurgt i mange årtier – og nu, meget langt om længe, er den absolut i fuld gang, tillykke med!
Men som denne artikel fra The Atlantic pointerer, er tiden derfor også inde til at skifte fokus: Målet er ikke længere at overbevise verdensledere om behovet for en energiomstilling – det nye mål er at sikre at omstillingen bliver retfærdig og bæredygtig.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
Mange, mange tak fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.
Kæmpe kh
Denis