🔹🔺🔸 Ældre mødre, benzin fra luft og finsk cirkelmotor
Kvinder over 40 føder for første gang flere børn end teenagere, antibiotikaforbrug styrtdykker i europæiske landbrug og finsk innovation overflødiggør hele drivlinjen i fremtidens elbiler. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på det præcise øjeblik hvor piger falder bagud i matematik, musikindustriens arbejde med at gøre natur til medskaber og ikke mindst seks eksempler på en verden i global grøn fremgang.
Hjertelig velkommen til #AN 184
Denis
OBS!
#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter fĂĄr det samme gode produkt.Â
-Men hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at fortælle nyhederne videre, så vi kan blive klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en skærv pr. udgivelse gør en stor forskel.
Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis humøret er med dig :)
TAK til de 189 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.
Energi & klima
Vedvarende verden rundt: 1) Næsten 100% af al ny energi installeret i USA i første kvartal af 2025 var vedvarende. 2) Brasilien installerer i dag samme mængde solenergi hver måned som hele Latinamerika installerede sammenlagt i 2017. 3) Regeringen i Zambia har accelereret behandlingstiden på ansøgninger til solenergiprojekter fra seks måneder til 48 timer. 4) En af verdens hurtigste og mest omfattende udbredelser af solenergi sker pt i Pakistan. 5) Australien har slået sin egen rekord i vedvarende energi og er nu oppe på 43%. 6) Over 40% af elektriciteten på planeten Jorden kommer nu fra vedvarende energi, inkl. atomkraft. Og hvad så? Udviklingen i Pakistan er særligt interessant, da det er stort set ren græsrod med civilsamfund og privat sektor der reagerer på ringe elnet og politisk inkompetence. Herudover er denne rundgang bare en god reminder om at den grønne omstilling ikke er et vestligt fænomen – det er en global bevægelse!
Erhverv kræver klimamĂĄl: 150 europæiske selskaber, inkl. H&M, Velux, Heineken, IKEA og Rockwool, har sendt et ĂĄbent brev til EU-kommissionen hvor de kræver juridisk bindende mĂĄl om 90% CO2-reduktion inden 2040. Alliancen inkluderer ogsĂĄ brancheorganisationer som Dansk Erhverv, og de kræver at de 90% skal ses som minimum, ikke maksimum for mĂĄlet. Og hvad sĂĄ? Selskaberne argumenterer med at et bindende og ambitiøst mĂĄl vil styrke EU's konkurrenceevne, skabe økonomisk vækst og forbedre energisikkerheden. Læs ogsĂĄ: Det britiske klimarĂĄd har for nylig konkluderet at prisen pĂĄ 100% grøn omstilling frem mod 2050 er faldet 73% sammenlignet med den sidste beregning fra 2020.Â
Benzin fra luft: Et startup i New York har demonstreret en funktionel maskine der indfanger CO2 fra atmosfæren og omdanner den til benzin der kan bruges i enhver bil. Maskinen er på størrelse med et stort køleskab, og den producerer ca. 4 liter benzin om dagen baseret på 10 kg indfanget CO2. Og hvad så? Det lugter lidt af en miljøteknologi der forlænger det fossile paradigme... men alligevel interessant med en husholdningsmaskine der både kan støvsuge atmosfæren for CO2 og samtidig fungere som privat tankstation. Snippet fra artikel: “We invested in Aircela because of their innovative approach to production of low-emission fuels based on direct air capture,” udtaler medinvestor og chef for energiomstilling i Mærsk, Morten Bo Christiansen.
Natur & miljø
Antibiotikaforbrug styrtdykker: En ny analyse fra Our World In Data viser at brugen af antibiotika i europæiske landbrug er faldet dramatisk over det seneste årti – mens indtjeningen er forblevet konstant. Konkret: Lande som England, Italien, Frankrig og Holland har sænket deres forbrug op mod 75% siden 2010 takket være politiske reformer og tvungen innovation. Og hvad så? Størstedelen af al antibiotika i verden bruges i dag på dyr, ofte i bevidstløse overmål, og det er med til at fremme multiresistente bakterier. Perspektiv: Denne positive udvikling illustrerer en vanvittigt vigtig pointe: Landbruget kan sagtens blive mere bæredygtigt uden at lide økonomisk nød – lad os give pesticidforbrug og kvælstofudledning samme omgang!
Næsehorn tæt på af-udryddelse: Et internationalt forskerhold har for første gang nogensinde kortlagt hele genomet af verdens mest truede næsehornsart – det nordlige hvide næsehorn. Og hvad så? Der findes kun to levende individer tilbage på planeten, men begge er hunner og udenfor den fødedygtige alder. Heldigvis har man i årevis indsamlet æg- og sædceller i håbet om at bruge de nært beslægtede sydlige hvide næsehorn som rugemødre – og kortlægningen af artens genom fungerer som en genetisk facitliste så man kun satser på de sundeste celler. Den nye teknik kan også anvendes på hundredvis af andre truede arter.
Grib vender hjem: Kap-gribben er vendt tilbage til Eastern Cape-provinsen i Sydafrika for første gang i 30 år, fordi dens oprindelige levested er blevet trygt igen efter årtiers uddannelse af lokalbefolkningen der har lært at beskytte gribben i stedet for at bekæmpe den som skadedyr. Konkret: Bestanden af Kap-gribbe faldt med 70% mellem 1992 og 2007, men den negative udvikling er vendt og der findes i dag op mod 12.800 voksne individer.
Royalties til natur: Naturen har fået sin egen kunstnerprofil på verdens største streamingtjenester, og musikere verden over har det seneste år kunnet kreditere naturen som featuring artist når de bruger naturlyde i deres produktioner. Det har genereret over 100 millioner streams fra over 10 millioner lyttere og indbragt ca. $225.000 til naturbevarelsesprojekter. Konkret: Projektet hedder Sounds Right, og det er udviklet af Museum for United Nations – UN Live i København. Målet er at generere $5 millioner om året inden 2028. Perspektiv: Konceptet er en del af en større global bevægelse, hvor musikindustrien i stigende grad sætter fokus på bl.a. bæredygtighed og mentalt helbred.
Sundhed
Ny kur mod hjertesvigt: Et internationalt forskerhold har identificeret hvordan kolesterol skader hjertets energiproduktion – og udviklet en eksperimentel immunterapi, der kan genoprette energiproduktionen. Og hvad så? Ca. 19 millioner mennesker dør årligt af hjerte-kar-sygdomme. På trods af fremskridt i kolesterolsænkende medicin og behandling af blodtryk kommer videnskaben stadig til kort, når hjertemusklen mister sin evne til at omdanne næring til energi. I stedet for at behandle symptomer som forhøjet kolesterol retter forskerne nu fokus på de molekylære mekanismer bag hjertesvigt.
Lydterapi mod depression: Forskere ved University of Texas har vist at fokuseret ultralyd kan reducere depression, angst og PTSD ved at regulere aktiviteten i amygdala. Og hvad så? Efter tre uger med daglige behandlinger viste deltagerne markante forbedringer på tværs af en række symptomer. Det er første gang at forskere er lykkedes med at påvirke dyb hjerneaktivitet direkte uden invasive indgreb eller medicin.
Implantat mod PTSD: I et småt, men opsigtsvækkende fase 1-forsøg har forskere i USA kureret 100% af deltagerne for behandlingsresistent PTSD via en ny kombination af hjerneimplantat og klassisk traumeterapi. Konkret: Forsøget er foretaget på vegne af DARPA, det amerikanske forsvarsministeriums afdeling for radikal innovation, og samtalerne er sket samtidig med at et lille implantat stimulerede patienternes vagusnerve under sessionerne. Seks måneder efter behandlingsforløbet var alle ni deltagere fortsat symptomfri.
Genetisk talegave: Forskere ved Rockefeller University har identificeret en genetisk variant af proteinet NOVA1, der nu knyttes direkte til menneskets evne til at tale. Konkret: Forskerne fandt frem til opdagelsen ved at CRISPR-modificere en mus og erstatte dens NOVA1-protein med et menneskeligt, hvorefter musen pippede markant anderledes end dens artsfæller, hvilket bekræfter proteinets rolle i taleudvikling. Og hvad så? Forskningsleder Dr. Robert Darnell har studeret dette specifikke protein siden 1990'erne og håber at opdagelsen vil føre til nye behandlingsmuligheder af talerelaterede problemer.
Mobilitet
Farvel til drivlinje: Et finsk startup har lanceret en ny type eldrevet cirkelmotor der sidder direkte inde i hjulet og leverer kraften præcist dér hvor den skal bruges. Motoren vejer 40 kg, men kan levere hele 845 hestekræfter og over 4000 Nm drejningsmoment pr. hjul. Og hvad så? Teknologien er allerede demonstreret på motorcykler, og hvis den også slår igennem her, kan den gøre elbiler endnu billigere, endnu lettere og endnu mere driftssikre ved at eliminere hele drivlinjen. Med færre dele at producere og reparere kan det accelerere elbilers globale gennembrud – og teknologien er tiltænkt både personbiler, lastbiler, scootere og droner. Læs også: Snakken falder oftest på personbiler og tung transport, når man taler Grøn Omstilling. Men denne artikel redegør for, hvorfor olieselskaber med rigtig god grund holder særligt øje med elektrificeringen af de to- og trehjulede.
Samfund
Matematisk kønsforskel afsløret: Forskere i Frankrig har indsamlet data fra næsten tre millioner skolebørn og identificeret det præcise øjeblik, hvor piger falder bagud i matematik: Det sker omkring den fjerde måned af det første skoleår. Og hvad så? Studiet afslører at forskellen opstår efter skolestart og ikke før, hvilket bekræfter det åbenlyse – at den matematiske kønsforskel ikke er medfødt, men skabes af miljøet: De fleste kønsforskelle i matematik er sociale konstruktioner, forstærket af stereotyper og forældet skolepraksis. Det enorme studie åbner nu for en bredere indsats på tværs af lande, da tendensen er uafhængig af regioner og sociale lag.
Flere ældre mødre: Der udspiller sig et tektonisk skifte i den amerikanske demografi lige nu: For første gang siden man begyndte at indsamle fødselsstatistikker i 1933 – og måske for første gang nogensinde – får kvinder over 40 flere børn end teenagere. Konkret: Siden 1990 er fødsler blandt kvinder over 40 steget med 193%, mens teenagegraviditeter er faldet med 73%. Teenagere står nu for kun 4% af alle amerikanske fødsler, ned fra 12,8% i 1990. Og hvad så? Udviklingen ligner et civilt paradigmeskift, hvor moderskab flyttes fra nødvendighed til valg, understøttet af bedre uddannelse, længere levetid, større karrierefrihed, øget emotionel modenhed og ikke mindst enorme medicinske fremskridt.
Mere af det gode
Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!
-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten eller til dit næste arrangement:
Lyt: 1) Podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud, og 2) podcasten 2049 fra Third Ear hvor vi tager på fremtidsrejser med aktivister, ildsjæle og klimaforskere.
Oplev: Jeg har holdt over 190 foredrag for alt mellem 0 og 1500 mennesker. Hvis dit arrangement også har brug for et skud kritisk optimisme – så ræk ud!
Til sidst: Chile
Vi runder dette nyhedsbrev af med en let geografilektion om verdens længste og tyndeste land – Chile.
For hvad har dette geologiske unikum egentlig gang i?
Hvis Chile lå på vores breddegrader ville det strække sig fra Nordnorge til Marokko – eller hele vejen fra London til den irakiske hovedstad Baghdad.
Landet er 4270 kilometer langt, og det har næsten alle tænkelige klimazoner, fra ørken og tempereret regnskov til gletsjere, højland og subtropisk kyst.
Årsagen til landets atypiske geografi er simpel – det er kilet ind på en lang, smal landmasse mellem Andesbjergene og havet. Nowhere to go.
Af samme grund siges chilensk spansk at være den mest afvigende spanske afart i hele den spansktalende verden.
I mere rendyrket #AN-regi kan Chile pt bryste sig af den hurtigste udfasning af kul i Det Globale Syd, og landet får i dag 88% af sin strøm fra vedvarende kilder.
Og så har forskere i Chile for nyligt udviklet en splinterny variant af ris, der gør afgrøden halvt så vandkrævende og derfor langt mere klimavenlig, da ris kræver ca. 1000 liter vand for hvert kilo produceret.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
TAK til Freja Sif Fjeldberg Sørensen for løbende hjælp.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.
Kæmpe kh
Denis