
En flyvende vindmølle på størrelse med en basketballbane, en global aftale mod overfiskeri og verdens største forsøg med 4-dages arbejdsuger (aka. 3-dages weekend-uger). Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på genopretning af dansk natur, vigtige medicinske gennembrud – og ikke mindst seneste nyt fra FN-forhandlingerne om en international skattekonvention, der utroligt nok beskrives som et stort gruppekram.
Hjertelig velkommen til #AN 190
Denis

OBS!
#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter får det samme gode produkt.
-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!
Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her – eller placere en annonce i nyhedsbrevet; bare svar på denne mail og sig hej.
TAK til de 206 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.

Energi & klima
Flyvende vindmøller: En 13 etager høj luftskibslignende vindmølle på størrelse med en basketballbane, designet til at svæve i 1000 meters højde og høste strøm fra kraftige, konstante vinde – det er præcis hvad ingeniører eksperimenterer med i Hami-ørkenen i det vestlige Kina. Konkret: Den flyvende vindmølle rummer 12 turbiner á 100 kW og fungerer som en svævende powerbank til katastrofehjælp, ø-samfund og minedrift i afsides områder. I vanlig kinesisk innovationstempo er den skaleret fra 50 kW til 1 MW på under et år og forventes sat i produktion i 2026. Og hvad så: Traditionelle vindmøller er i årtier blevet billigere, bedre og meget, meget større, men alene fundamentet til de største af dem kræver enorme mængder stål og cement. Det er ikke bæredygtigt i længden og al tænkelig innovation er kærkommen.
Solboom i Afrika: 20 forskellige afrikanske lande har det seneste år hver især slået nationale rekorder i import og installation af solenergi, og analyseinstituttet Ember udråber det til solenergiens gennembrud på kontinentet (tak for tippet til Anders Morgenthaler). Og hvad så? Væksten ser ud til at være en græsrodsbevægelse drevet af decentraliserede installationer, dvs. på tage af huse, butikker, kirker, kontorer osv., og altså ikke en koordineret indsats fra regeringer: Det er industri og civilsamfund der tager sagen i egen hånd – præcis som man har set det i Pakistan de seneste år.
Drikkevand direkte fra luft: Ingeniører ved MIT har udviklet et panel på størrelse med et vindue der kan udtrække rent drikkevand direkte fra luften uden brug af strøm, batterier eller solceller (tak for tippet til Anders M. Knudsen). Og hvad så? Flere end 2 milliarder mennesker mangler stadig adgang til rent drikkevand; alene i USA lever 46 millioner uden stabil forsyning. Innovationer som denne peger mod en fremtid hvor selv ørkenområder kan få en decentral, billig og klimaneutral vandforsyning. Læs også: Et fransk forsyningsselskab har landet kontrakten til at opføre verdens største soldrevne anlæg til desalinering af havvand, der bliver placeret lidt udenfor Dubai.
Natur & miljø
Global aftale mod overfiskeri: Efter næsten 25 års forhandlinger er det lykkedes Verdenshandelsorganisationen (WTO) at indføre sin første juridisk bindende aftale om at stoppe de mest ødelæggende fiskerisubsidier. Konkret: Aftalen trådte i kraft den 15. september 2025 og den forbyder tre typer subsidier, som forbløffende nok har været fuldt lovlige hidtil: 1) Støtte til ulovligt og ureguleret fiskeri, 2) støtte til fartøjer der fisker på allerede overfiskede bestande og 3) støtte til fiskeri på åbent hav uden regulering. Aftalen dækker ikke alt desværre – der aktiveres nu en fireårig nedtælling til næste fase hvor bl.a. brændstofstøtte skal diskuteres.
Genopretning af dansk natur: Den 600 hektar store Søborg Sø syd for Gilleleje har fået lov at blive sø igen, efter at 63 lodsejere har indvilliget i at afgive jord, så pumperne der har holdt søen drænet netop er slukket for første gang i 230 år (tak for tippet til Martin Schøber). Læs også: Sidste år fik Danmark et havreservat, der er større end Bornholm – et område på 84.000 hektar mellem Samsø og Jylland, der skal beskytte og genoprette havmiljøet.
Fra ruin til oase: Et forladt olieraffinaderi ved Themsen har forvandlet sig til et af Storbritanniens mest biodiverse naturområder med over 3200 arter fordelt over 93 hektar asfalt, sand og beton – 12% af dem er klassificeret som sjældne eller truede. Og hvad så? Canvey Wick er en vigtig påmindelse om at naturen kan genvinde selv de mest menneskeskabte ruiner og fejlslagne påfund. Perspektiv: Nogle gange er det bedste mennesket kan gøre for naturen, egentlig bare at træde tilbage og give den ro, som fx ud for Californiens kyst hvor femten forladte boreplatforme er rewilded helt af sig selv.

REKLAME
Leder du efter et oplæg der kan tænde gnisten hos dine kollegaer? Jeg elsker at fortælle om alverdens fremskridt, og bringer god energi og vigtig viden til dit næste arrangement: Ræk ud lige nu – så finder vi et format der passer dig!
Hakon Mosbech fra Zetland: Denis Rivin er nok Danmarks førende ekspert på området for menneskehedens fremskridt.


Sundhed
AI forudser sygdomme: Et internationalt forskerhold med deltagelse fra Københavns Universitet har udviklet et banebrydende AI-værktøj, Delphi-2M, der kan forudsige hvilke sygdomme en patient sandsynligvis vil få – helt op til 20 år frem i tiden (tak for tippet til Lobber Levin). Konkret: Modellen er trænet på sundhedsdata fra 400.000 briter og kan med høj sandsynlighed forudsige over 1000 forskellige diagnoser; fra hjerteanfald til visse kræftformer og blodforgiftning. Og hvad så? Værktøjet kan blive en medicinsk gamechanger for fremtidens folkesundhed – hvor indgreb sættes ind meget tidligere, forløb bliver mere målrettede og den globale sundhedsøkonomi generelt bevæger sig fra behandlinger til systematisk forebyggelse.
AI afslører skjult bevidsthed: Andetsteds har et andet forskerhold ved Stony Brook University i New York udviklet et andet AI-værktøj – dette registrerer selv de mindste ansigtsbevægelser hos komapatienter og opdager på den måde skjulte tegn på bevidsthed fire til otte dage før menneskelige læger bemærker det. Og hvad så? En patients bevidsthedsstadie er afgørende for lægernes prognoser og valg af medicin – jo tidligere man kan se tegn på opvågning desto hurtigere kan man iværksætte målrettet behandling og give pårørende et præcist billede af situationen.
Mobilitet
Elboom i Tyrkiet: Andelen af elbiler blandt nye solgte biler i Tyrkiet er steget fra 1% i 2022 til 18% i år. Det er en utrolig acceleration, der bl.a. sker fordi nationale bilproducenter har taget kampen op mod fx BYD og Tesla, så 44% af alle solgte elbiler i Tyrkiet nu er tyrkiske. Perspektiv: Nogle tror at elbiler er et vestligt fænomen, med særligt rige samfund der har overskud til den nye teknologi – men den grønne omstilling er en massiv, global bevægelse: 70% af alle nye personbiler og minibusser der sælges i Nepal er elektriske.
Ny hastighedsrekord: En elbil har for første gang nogensinde indtaget pladsen som verdens hurtigste serieproducerede bil: Kinesiske Yangwang U9 Xtreme fra BYD kom op på 496,22 km/t og detroniserede dermed den benzindrevne Bugatti der havde været rekordindehaver siden 2020. Og hvad så? Rekorden blev kun slået med 6 km/t, men det interessante er 1) at man indtil for nyligt troede det ville være teknisk umuligt for elektriske biler at nå den slags hastigheder og 2) at Yangwang U9 Xtreme koster ca. 15 gange mindre end Bugatti Chiron Super Sport 300+. Se video: Du kan se rekorden blive slået her.
Samfund
4-dages arbejdsuger: Verdens største eksperiment med 4-dages arbejdsuger blev for nyligt afsluttet: Knap 3000 ansatte fordelt over 140 virksomheder i USA, Australien, Canada, Irland, New Zealand og Storbritannien gik fra 40 til 32 timer om ugen – uden at gå ned i løn. Resultat: Markant lavere stress og udbrændthed, øget produktivitet og vækst i omsætning. Forsøget stod på i seks måneder og 9 ud af 10 selskaber har valgt at beholde ordningen. Snippet fra artikel: “Perhaps the most surprising finding so far is that there is no surprise," udtaler medforfatter på studiet, sociolog Wen Fan. Læs også: I 2023 afsluttede 61 selskaber i Storbritannien et lignende forsøg – 15% af deltagerne ville ikke tilbage på en 5-dages arbejdsuge for nogen tænkelig lønforhøjelse, 54% oplevede bedre work-life-balance, der var 66% færre sygedage og 92% af selskaberne besluttede sig for at forlænge ordningen.
Rekord i tryghed: Gallup har interviewet 145.000 mennesker fra 144 lande i årets Global Safety Report og konkluderer at 73% af alle voksne føler sig trygge ved at gå alene om aftenen; det højeste antal siden man begyndte at måle i 2006. Og hvad så? At en rekordstor del af verdensbefolkningen oplever øget tryghed i hverdagen kan virke kontraintuitivt, når nyhederne flyder over af frygtindgydende stof. Men tallene viser at tryghed ikke alene afhænger af konfliktniveauet i verden. Rapporten viser dog samtidigt en markant kønsforskel: I over 100 lande føler kvinder sig betydeligt mindre trygge end mænd. Perspektiv: Vold, indbrud og biltyveri i UK er næsten 90% lavere i dag end i 1990'erne, men 78% af befolkningen tror kriminaliteten er stigende.
Til sidst: Skatteforhandlinger

Her til sidst får du lige en anbefaling til et overraskende glædeligt interview om et ellers knastørt emne: Skatteforhandlinger.
-Og ikke bare skatteforhandlinger, men multilaterale FN-forhandlinger om en international skattekonvention med overskriften: First Session of the Intergovernmental Negotiating Committee on the UN Framework Convention on International Tax Cooperation.
*Smiley der mærker livskraften forlade sin ellers gladgule krop bare ved synet af overskriften…
Jeg ved ikke om idéen om at følge skatteforhandlinger trigger mig mest fordi 1) jeg er en kreativ iværksætter med minimal tålmodighed for det skattetekniske – eller fordi 2) jeg faktisk værdsætter den skattefinansierede velfærdsstat så meget at tanken om stenrige selskaber der modarbejder skatteforhandlinger for at undgå at betale deres fair share gør mig relativt rasende, lynhurtigt.
I alle tilfælde er skatteforhandlinger ikke lige noget for mig, hvorfor jeg er lykkelig for at Knud Anker Iversen gjorde mig opmærksom på netop dette interview med Tove Ryding fra NGO-netværket European Network on Debt and Development (Eurodad).
Tove fortæller nemlig at der lige nu sker det største gennembrud inden for skatteforhandlinger i årtier – og hun forklarer hvorfor det faktisk er en rigtig god ting at USA har forladt forhandlingerne.
Tove fortæller også hvordan Afrika står sammen på en hidtil uset måde – og hvordan EU omvendt og for første gang i årtier ikke forhandler som en samlet blok, hvilket også er en rigtig god ting da de europæiske skattely (Luxembourg, Irland og Holland) normalt ødelægger alt indefra.
Ifølge Tove Ryding er der et unikt momentum lige nu, fordi en lang række sektorer har indset at de alle står med det samme problem: De mangler penge.
Om det er klima, sundhed, menneskerettigheder eller cybersikkerhed – alle mangler midler til at handle på deres ambition, inkl. FN selv.
-Den gode nyhed er dog at pengene er der. De er blot gemt af vejen i lumske skattely, og alle har set igennem fingre med det i generationer, men snart er festen slut! Måske.
Der er i hvert fald nye boller på skattesuppen – i så høj en grad at Tove Ryding sammenligner forhandlingerne med noget så radikalt u-skatteforhandlings-agtigt som et gruppekram... Alene dét er grund nok til at høre hendes beretning.
Hvis aftalen falder på plads kan det ændre spillereglerne for global økonomi; ligesom Paris-aftalen satte en ny standard for klima kan denne skatteaftale sætte standarden for økonomisk retfærdighed i verden – og ifølge Tove, der om nogen har fulgt processen tæt, er der god grund til optimisme.
TAK til Knud Anker for at sende linket til mig, tak til Tove for det gode arbejde og tak til alle jer der har læst heeeele vejen her til slut.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.
Kæmpe kh
Denis