
Malta tilbyder gratis fitness til unge og op mod €5000 om året i fem år til dem der vælger ikke at få kørekort, klimaaktivister vinder storsejr over Energistyrelsen og FN forudser for første gang et fald i verdens drivhusgasser. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en højteknologisk kur mod forhøjet kolesterol, et drastisk prisfald på tuberkulosemedicin og et splinternyt studie om håbs betydning for trivsel.
Hjertelig velkommen til #AN 194
Denis

OBS!
#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter får det samme gode produkt.
-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!
TAK til de 212 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.
Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis lysten er med dig!

Energi, miljø & klima
Storsejr over Hejre: En dansk olietilladelse er for første gang nogensinde blevet kendt ulovlig, og Energiklagenævnet har ophævet statens godkendelse til at genstarte Hejre-feltet i Nordsøen. Hvorfor? Fordi ansøgeren, britiske INEOS, kun havde redegjort for udledning fra egen operation og ikke den fulde miljøpåvirkning fra al fremtidig udvinding fra feltet, inkl. den samlede udledning fra leverandører og fremtidige forbrugere. Og hvad så? Afgørelsen skaber præcedens: Ingen nye felter kan fremover godkendes uden fuld dokumentation for de samlede klimakonsekvenser. Og vigtigst: Den viser at aktivisme virker! Stort tillykke til Greenpeace, Fossilfri Fremtid og alle involverede organisationer der har kæmpet for dette. Perspektiv: Den danske afgørelse ligger i direkte forlængelse af lignende domme i Storbritannien og Norge.
Gratis energi: Ca. halvdelen af alle australske husstande, 14 millioner i alt, får snart adgang til mindst tre timers gratis solenergi om dagen – uanset om de selv har solceller eller ej (tak for tippet til Martin Schøber). Hvorfor? Fordi grøn omstilling, du – it's happening! Der er på kort tid smækket ca. fire millioner solcelleanlæg op på private hustage – og der flyder nu så meget ren, grøn strøm, og så billigt, at staten vil flytte forbruget væk fra aftentimerne, hvor elnettet er presset, til middagstimerne, hvor der er overskud. Perspektiv: Denne nyhed blev nævnt i sidste uge, men den tåler gentagelse: Læs mere om Australiens usandsynlige kurs mod 100% grøn strøm nederst i #AN 193.
Historisk vendepunkt: FN forudser at verdens samlede udledning af drivhusgasser vil falde med 10% inden 2035. Perspektiv: Det er en grel maveplasker sidestillet med de 60% som klimaforskere siger vi skal reducere for at holde opvarmningen under 1,5°C. MEN.... Det er første gang nogensinde at FN faktisk forudser et reelt fald. Og hvad så? Fremskridtet rækker ikke til målet om 1,5°C, men det markerer et vendepunkt hvor FN anerkender at udviklingen går den rigtige vej – og dét er et positivt tipping point!
Sundhed
CRISPR mod kolesterol: 15 patienter med forhøjet kolesterol har som de første i verden fået deaktiveret genet ANGPTL3 med genterapien CRISPR, hvorefter deres LDL-kolesterol og blodfedt styrtdykkede til det halve, uden alvorlige bivirkninger. Og hvad så? Op mod en fjerdedel af verdensbefolkningen har forhøjet kolesterol, men mange glemmer eller opgiver at tage medicin inden for et år: Engangsbehandlinger som denne kan sænke risikoen for sygdom og aflaste sundhedssystemet markant. Forsøget viser også at genterapi ikke længere er forbeholdt sjældne sygdomme, men nu også dækker almindelige folkesygdomme. Bonusinfo: Ca. 1 ud af 300 mennesker har allerede en naturlig mutation hvor dette gen er slukket, og de nyder livslang beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme.
Prisfald på tuberkulosemedicin: Prisen på en fuld behandling mod multiresistent tuberkulose er faldet 89% på få år takket være prisforhandlinger mellem FN og globale medicinalfirmaer. Og hvad så? Prisen på et fuldt behandlingsforløb er krympet fra $2900 til nu $284, så langt flere patienter får adgang til de livsvigtige lægemidler. Læs også: Etiopien var det mest tuberkulose-plagede land i verden tilbage i 1980, men har i dag reduceret dødsraten til en sjettedel.
Selvstændig robotkirurgi: En robot ved Johns Hopkins University har som den første nogensinde gennemført en selvstændig operation uden menneskelig styring; nærmere betegnet en galdeblæreoperation (på et svinekadaver). Konkret: Systemet, kaldet SRT-H, er trænet på videooptagelser af rigtige operationer, og det lærer gennem sprog og observation ligesom en menneskelig kirurg under oplæring. Robotten udførte opgaven med samme præcision som en erfaren kirurg og uden fejl, selv under realistiske forstyrrelser som ændret synsfelt og varierende anatomi. Og hvad så? Vi er på vej mod en nær fremtid hvor robotter ikke bare er værktøjer på operationsstuen, men samarbejdspartnere der kan aflaste afdelinger, mindske fejl, øge tilgængeligheden til avanceret kirurgi og gøre behandlinger både sikrere og billigere.
Mobilitet
Rederier holder klimakurs: Tre af verdens førende rederier, Odfjell, HMM og Berge Bulk, fastholder deres mål om klimaneutralitet selvom FN’s søfartsorganisation for nyligt opgav en global klimaaftale efter pres fra USA og Saudi-Arabien (tak for tippet til Knud Anker Iversen). Og hvad så? Rederiernes logik bunder ikke bare i rendyrket kærlighed til kloden, men også åbenlys økonomi: Alene i 2023 sparede industrien $60 milliarder i udgifter til brændsel ved at 1) sejle langsommere, 2) bygge mere bæredygtige skibe og 3) optimere ruteplanlægningen. Bonusinfo: Tørlastrederiet Berge Bulk har en ambition om at blive klimaneutral allerede i 2025.
Solkrav på p-pladser: Den sydkoreanske regering har besluttet at alle offentlige parkeringspladser over 1000 m² – og al privat udendørsparkering med over 80 pladser – skal installere solceller relativt omgående. Det gælder ikke kun nybyggeri, men også eksisterende anlæg, fra hospitaler til stadioner og indkøbscentre. Læs også: Ingeniører ved General Motors har slået verdensrekord i en elbils rækkevidde på én enkelt opladning – 1704,6 km.
El-korridor åbnet: Brasilien har åbnet e-Dutra-korridoren, landets første store elektriske fragtrute, mellem Rio de Janeiro og São Paulo. Den første fuldelektriske godstransport er gennemført og projektet er designet til at kunne kopieres og skaleres nationalt. Målet er 1.000 el-lastbiler i daglig drift i 2030 og en ladeinfrastruktur der følger hele korridoren. Og hvad så? Der bor millioner af mennesker direkte ud til den 402 km lange rute, og de kan se frem til lavere støj og bedre luftkvalitet. Perspektiv: Den elektriske korridor drives af et offentlig-privat partnerskab med globale logistikselskaber som Mærsk, Amazon og Scania, hvilket gør projektet robust over for politisk vægelsind. Læs også: Den 6300 km lange Yangtze-flod i Kina er ved at blive verdens største elektrificerede handelsrute.
Samfund
Gratis fitness: Alle maltesere mellem 16 og 21 år får fremover seks måneders gratis medlemskab i et valgfrit fitnesscenter. Ikke nok med det: Tiltaget kommer som del af en større pakke i årets finanslov med forhøjede studiestipendier, øget boligstøtte, støtte til digitale læringsmidler og op mod €5000 om året i fem år til unge op til 30 år der vælger ikke at få kørekort. Perspektiv: Maltas premierminister, Robert Abela, er tidligere bodybuilder, tjek, og landet lider under luftforurening med flest biler pr. indbygger i hele EU, tjek og tjek. Tiltagene giver sindssygt god mening, men er så snusfornuftige at det føles helt fishy... Skulle de ikke ringe til Dansk Erhverv og få et rigtigt råd om folkesundhed?
Østrig afskaffer Offentlighedslov: Også Østrig gør det stik modsatte af Danmark: Regeringen har afskaffet den østrigske version af Offentlighedsloven, den såkaldte Amtsgeheimnis, der i knapt 100 år har pålagt embedsfolk tavshed om statens anliggender. Og hvad så? Fra nu af får alle borgere en grundlovssikret ret til at spørge staten om næsten hvad som helst. Kun hensynet til national sikkerhed, diplomati og privatliv giver mulighed for undtagelser. Perspektiv: Den danske Offentlighedslov, udtænkt af Lars Løkke og Anders Fogh, vedtaget under Helle Thorning og lystigt strammet af de fleste siden, giver embedsværket ret til at afvise aktindsigt med næsten ubegrundet lethed.
Uruguays forvandling: Den uruguayanske fysiker og tidligere energiminister Ramón Méndez Galain har vundet verdens største individuelle klimapris, Climate Breakthrough Award 2025. Hvorfor? Han modtager prisen for at have udtænkt en reform af Uruguays energisektor – så landet gik fra at være afhængig af import af gas og olie til at få 98% strøm fra sol, vind og bæredygtig biomasse, på bare fem år. Hans reform skabte 50.000 nye job, halverede elpriserne og gjorde Uruguay til eksportør af vedvarende energi. Og hvad så? Ramón Méndez Galain har vist at systemændringer kan ske hurtigt, billigt og retfærdigt, og han vil bruge de $4 millioner, der følger med prisen, på at hjælpe mindst 50 lande i gang med en lignende energiomstilling. Se hans inspirerende TED-talk her.

Mere af det gode
Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!
-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten: Tjek podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud, og podcasten 2049 fra Third Ear hvor vi tager på fremtidsrejser med aktivister, ildsjæle og klimaforskere.

Til sidst: Håb!

Forskere ved Brookings Institute har fulgt 25.000 australiere over 14 år for at undersøge en af de vigtigste, men samtidigt mindst undersøgte, dimensioner af menneskelig trivsel: Håb.
Studiet viser for det første at håb kan læres, næres og trænes hele livet igennem, i modsætning til fx intelligens som er mere statisk. For det andet viser det at folk med høje niveauer af håb generelt klarer sig markant bedre i livet end andre.
De er sundere, gladere og lever længere, og selv når de rammes af tragedier og livskriser som skilsmisse, sygdom eller økonomisk ruin, så vender de hurtigere tilbage til en høj livskvalitet fordi de ryster modgangen hurtigere af sig.
Samtidigt viser forskning fra Harvard og Columbia at optimisme heller ikke bare føles godt, men faktisk kan måles direkte i blodet med lavere inflammation, stærkere immunforsvar, bedre søvn og op mod 35% lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme.
Håb og optimisme er altså ikke naivt – det er dokumenteret sundt.
For mig personligt handler det først og fremmest om mentalt helbred: Jeg søger optimismen for ikke at blive sindssyg af en nyhedsstrøm der kører i uendelige variationer over tre temaer: Historier om mennesker der lyver, historier om mennesker der dør og historier om ting der går i stykker.
Vi må ikke ignorere disse ting.
Men verden er meget – meget – mere end dét!
-Og det er egentlig ikke for at gøre det her til en salgstale... men det er nu en gang tilfældigvis lige netop dét jeg taler om i mine foredrag: Kritisk optimisme.
Jeg elsker det, det føles helt vildt meningsfuldt, og jeg har allerede holdt lidt over 200 foredrag, Men jeg vil rigtig, rigtig gerne ud til mange flere!
Tjek denne 1-pager, videresend den til relevante mennesker i dit netværk, og skriv til mig – så finder vi et format og en pris der passer lige præcis til dit arrangement.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
TAK til Amanda Kragh-Jacobsen for 1-pager.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.
Kæmpe kh
Denis