Gasforbruget i Pakistan falder drastisk, kulforbruget i Polen er i en strukturel dødsspiral, og USA har fået sit allerførste fuldelektriske akuthospital. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på AI der hjælper landbrug med at forudsige vejret, en genterapi til behandling af Hunters syndrom og måske en af de vildeste dokumentarfilm der nogensinde er lavet.

Hjertelig velkommen til #AN 195
Denis

OBS!

#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter får det samme gode produkt. 

-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!

TAK til de 214 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.

Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis lysten er med dig!

Energi, miljø & klima

Demand destruction: Gasforbruget i Pakistan er så drastisk faldende at regeringen har anmodet Qatar om at omdirigere 24 planlagte fragtskibe, der skulle have leveret LNG-gas i 2026. Emiratet har allernådigst efterkommet ønsket, mod en sandsynlig heftig ekstraregning. Samtidigt har Pakistan annulleret stort set alle planlagte fremtidige leverancer fra Italien. Og hvad så? Pakistanske embedsfolk omtaler udviklingen som demand destruction – et permanent fald i efterspørgslen, da gas bliver erstattet af billigere alternativer. Perspektiv: En af verdens hurtigste og mest omfattende udbredelser af solenergi sker pt i Pakistan.

Dødsspiral for polsk kul: Polske politikere har godkendt et lovforslag der baner vejen for flere nedlukninger af kulminer, sikrer fratrædelsesordninger på $40.000 til alle minearbejdere og sikrer grønne investeringer i nedlagte mineområder. Og hvad så? Polen fik 93% af sin energi fra kul så sent som i 2004, og udfasning af denne verdens mest forurenende energikilde var utænkelig indtil for meget nylig. Men pludselig går det rigtig stærkt, og den nye lov skal sikre at overgangen sker socialt ansvarligt og med respekt for de lokalsamfund der i generationer har været afhængige af kul. Perspektiv: Den polske kulindustri, som så mange andre steder i verden, befinder sig i en strukturel dødsspiral grundet 1) aldrende kulkraftværker, 2) urentabel minedrift, 3) progressiv klimapolitik og 4) balstyrisk konkurrence fra vedvarende energi.

Sol og vind vinder: Ifølge analyseinstituttet Ember er væksten i sol- og vindenergi steget så kraftigt foreløbigt i år at den for første gang nogensinde dækker al ny efterspørgsel på elektricitet, og mere til: Sol- og vindenergi er nu oppe på 17,6% af verdens elmix, kul er faldet globalt fra 34% til 33,1%, mens Kina og Indien har sænket deres fossile elproduktion med hhv. 1,1% og 3,3%. Og hvad så? At planeten Jorden bevæger sig ind i et år med 0% øget fossilt strømforbrug, samtidigt med stigende efterspørgsel, er en seriøs indikator på at den globale energiomstilling accelererer.

COP-status: Klimatopmødet COP30 er slut, og den forkromede velvilje til at opgive fremtidsfjendtlige fossilforretninger udeblev, igen, som frygtet. Men: Holland og Colombia har, med støtte fra 85 lande, indkaldt til verdens første Global Fossil Fuel Phase-Out Conference i april 2026: En hel konference, uden vetoret, dedikeret udelukkende til den skrappeste af helligbrøderne – en faktisk køreplan til udfasning af olie, kul og gas. Læs også: Danmark hævede ambitionsniveauet til COP30 til stor ros fra udlandet, men klimaforkæmpere kalder udspillet for en gennemhullet schweizerost. Perspektiv: Hvis diplomatisk langsommelighed giver dig optimistisk åndenød så husk at den grønne omstilling skrider frem uagtet politisk sniksnak 👇


Sundhed

Fuldelektrisk akuthospital: Som perfekt segway fra energi til sundhed er her nyheden om det første fuldelektriske akuthospital i USA, der kører 100% på vedvarende energi fra sol og vind. Konkret: Irvine Campus Medical Complex har 144 sengepladser fordelt over syv etager, det har kostet $1,2 milliarder og taget fem år at opføre. Og hvad så? Sundhedssektoren står for en betydelig del af verdens CO2-udledninger (8,5% i USA), men hospitaler har i praksis været undtaget fra klimahandling, da de har været alt for komplekse og driftkritiske til at elektrificere. Indtil nu. Bonusinfo: Irvine Campus Medical Complex får også et innovativt system hvor alarmer fra hospitalsudstyr sendes direkte og individuelt til det relevante sundhedspersonale i stedet for at gale ud over gangene.

Antibiotisk fremskridt: Forskere ved University of Warwick og Monash University har opdaget et nyt antibiotikum der er op mod 100 gange mere effektivt mod multiresistente bakterier som MRSA og VRE end eksisterende præparater. Og hvad så? Hvor man hidtil har ledt efter helt nye molekyler til udvikling af ny antibiotika er dette gennembrud opnået ved at undersøge ukendte mellemled i en ellers velkendt bakteries biosyntese. Det kan ifølge forskerne ændre hele strategien for hvordan man finder nye antibiotika i fremtiden. Læs også: Forskere ved Weizmann Institute of Science har opdaget en hidtil ukendt del af menneskets immunforsvar, der kan vise sig at være en guldmine af potentielle nye antibiotika. 

Hunters syndrom stoppet: En tre-årig dreng i England er som den første i verden blevet behandlet med en genterapi, der både når krop og hjerne, mod Hunters syndrom; en arvelig stofskiftesygdom der ofte fører til død i teenageårene. Drengen fremstår symptomfri ni måneder efter behandlingen, hvilket er uden fortilfælde for sygdommen. Og hvad så? Hidtidige behandlinger har krævet ugentlige infusioner og kostet millioner af kroner årligt – uden at stoppe patientens mentale tilbagegang. Læs også: En 13-årig pige i England med uhelbredelig leukæmi blev i 2022 helbredt ved hjælp af såkaldt base editing, der er en genterapeutisk videreudvikling af CRISPR.


Mobilitet

Tung aha-rekord: En 36-tons elektrisk lastbil har, til industriens overraskelse, slået en tilsvarende diesellastbil på en 480 km t/r-rute hvor de dystede på leveringshastighed: Den elektriske kæmpelastbil vandt en 20-minutters tidsgevinst hver vej fordi den kunne holde en stabil hastighed på 98 km/t op ad bakke, mens dieselbilen, gispende efter vejret, måtte ned på 85 km/t (tak for tippet til Magnus Petersen-Paaske). Og hvad så? Elektrificering af tung transport har været ren science fiction indtil for nylig, men de nye modeller slår de gamle på alt fra hastighed og driftssikkerhed til støj og udledning – og det er sådan, et paradigmeskift starter — stille, og pludselig med raketfart op ad bakke.

Britisk elboom: Andelen af elbiler, inkl. hybrid, udgjorde i september måned 50% af det britiske marked for nye solgte biler – mens salget af brugte elbiler har nået en ny milepæl i tredje kvartal af 2025 med 80.000 solgte. Og hvad så? Én ting er den voksende tillid til elbiler generelt, men det egentlige fremskridt sker netop i den sekundære del af bilmarkedet, hvor endnu flere købere får adgang til grøn køreglæde: Det er her, hvor familiebudgetter rækker, at masseudbredelsen tager virkelig fart. Perspektiv: Min kollega fra Carbon Brief, Simon Evans, hev forleden bukserne ned på The Times, der med klassisk negativ nyhedsdækning fremlægger salg af elbiler i Europa som stagneret – når det i virkeligheden er steget mindst 25% 👇


Industriel innovation

Vækst i vejrudsigt: Et af årets største gennembrud for kunstig intelligens kommer måske fra de indiske marker, hvor Indiens landbrugsministerium i samarbejde med amerikanske universiteter, har testet en ny AI-drevet vejrudsigt. Systemet forudså monsunens ankomst og dens usædvanlige 20-dages pause fire uger i forvejen. Konkret: Prognosen blev tilbudt til 38 millioner bønder i 13 delstater, og ca. 25% af dem valgte at tilpasse deres afgrødevalg og timing for såning. Og hvad så? Uligheden mellem rige og fattige lande findes selv i vejrudsigter; nogle får en uges varsel, andre får en dag: At forudsige vejrskift med en måneds varsel kan sikre levebrødet for hundreder af millioner af mennesker – og netop AI kan udbrede dette fremsyn til mange flere.

Pigment erstatter olie: Forskere ved UC San Diego har udviklet en metode til at tusinddoble produktionen af xanthommatin, det naturlige pigment der giver blæksprutter deres evne til lynhurtig camouflage, og som bruges i alt fra farveskiftende materialer, solcremer og farvestoffer til elektronik. Hvordan? De har designet et system hvor bakterier, der producerer pigmentet, kun kan overleve hvis de producerer mere af det. Og hvad så? Pigmentet har indtil videre været fremstillet med fossilbaseret kemi, men kan nu produceres biologisk og bæredygtigt direkte i levende celler. Forskerne håber at metoden kan overføres til andre kemisk tunge processer, hvor den også kan erstatte fossile råstoffer og samtidigt booste produktionen. Bonusinfo: Studiet er gennemført i samarbejde med Novo Nordisk Fonden.


Wild science

Ny UFO-doku: Jeg kommer til at skrive meget mere om denne dokumentar i et af de kommende nyhedsbreve, men hvis du er bare den mindste smule nysgerrig på virkelighedens natur, og på menneskehedens mulige fremtider, skal du ikke snyde dig selv for Age of Disclosure. Konkret: Filmen fik premiere den 21. november, og den har samlet et hidtil uset persongalleri af 34 højtstående forskere, militærpersonel og embedsfolk, inkl. USA's nuværende udenrigsminister, Marco Rubio, der i løbet af to timer gentager et aldeles utvetydigt budskab: Vi – er – ikke – alene! Perspektiv: Liv i rummet er et deliciously radikalt emne. Hvis du er gået glip af mine skriv om udviklingen inden for UFO-fænomenet kan du med fordel læse nederst her, her eller her.

Disclaimer: UFO'er et åbenlyst tricky emne; ualmindeligt stigmatiseret, tabubelagt og latterliggjort i en menneskealder. Det er ikke for alle, men min personlige overbevisning er at noget stort og nyt og spændende er ved at udspille sig. Hvis man er nysgerrig på universet – eller bare interesserer sig for radikal innovation – er det værd at følge udviklingen.

Mere af det gode

Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!

-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten eller til dit næste arrangement:

Oplev: Jeg har holdt over 200 foredrag for alt mellem 0 og 1500 mennesker. Hvis dit arrangement også har brug for inspirerende optimisme – så ræk ud.

Lyt: Podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud – udkommer hver mandag.

Til sidst: Yndlingsafsnit

Illustration: Miriam Nielsen, Third Ear

Der er nu gået præcis et år siden at vi udgav podcastserien 2049, der handler om forestillingsevne, kritisk optimisme og grøn omstilling i bred forstand.

Folk skriver stadig til mig for at sige tak, fortælle hvad serien har sat i gang hos dem eller udfordre nogle af idéerne. Det er vildt rørende at vide at den stadig lever derude.

Forleden dag blev jeg spurgt direkte hvilket af de 25 afsnit jeg egentlig selv var gladest for.

Der er mange gode at vælge imellem, men fordi vi lige har overstået et kommunalvalg, og min personlige politikerlede er helt friskpisket, så kom svaret til mig ret prompte:

Det er afsnit 2 i sæson 1 med Theresa Scavenius – og det er der tre grunde til:

  • For det første tilbyder dette afsnit enorm forløsning, da Theresa sætter ord på det, mange ænser, men selv har svært ved at sætte ord på: Hvad der i hede hule julehelvede går galt på Christiansborg, gang på gang, når løfter bliver til leverpostej.
  • For det andet fungerer afsnittet som løftestang til resten af serien, da det understreger en vigtig pointe, som også går igen i #ActualNews: Klimahandling og grøn omstilling sker uanset hvor skandaløst performativt politik ofte er.
  • For det tredje blev dette afsnit censureret af Third Ear's samarbejdspartner: Af alle afsnit nægtede de pure at sende dette som det eneste, så det findes kun i Third Ear's eget feed – og dét giver det unægteligt en spicy bonuskant.

For jo, Theresa Scavenius deler vandene.

Nogle opfatter hende som en usamarbejdsvillig og respektløs plageånd, andre ser hende som en klimahelt og en modig demokratiforkæmper.

Helt konkret har hun en ph.d. i statskundskab, og som løsgænger gør hun noget de færreste politikere kan eller vil eller tør: Hun forsker i politisk dysfunktionalitet – og kalder systemet ud indefra.

Hvis du, som jeg, oplever politik som et surrealistisk og svigefuldt cirkus, er det nærmest terapeutisk at høre nogen italesætte, hvorfor det egentlig forholder sig sådan – og hun bruger tre præcise ord:

-Afpolitisering, forligskredse og offentlighedslov.

Lyt eller genlyt afsnittet, se om du kan genkende kommunalvalgets kaos i skæret af Theresas demokratiske diagnose – og lun dig ved afsnittets positive perspektiver!

-Derefter, hvis du har lyst, kan du overveje at give hende en vælgererklæring så hun kan genopstille ved næste valg. Det er hverken en stemme eller en støtteerklæring, kun mulighed for at stille op.

Hvor genstridig hun end måtte forekomme, ville Christiansborg kun blive endnu åndsfattigere uden hendes irriterende forsøg på at afsløre ubelejlige sandheder.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Kunsthistoriker, iværksætter og fremtidsforsker. Ukrainsk flygtning anno 1991. TED-speaker, forfatter til Folkes Fremtidsrejser, vært på 2049 ved Third Ear og medvært på Okay! Hør Her!

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.