En multipille der halverer risikoen for hjertekarsygdomme og det hidtil største grønne tiltag i shipping-industrien er blandt nyhederne denne uge, hvor du også kan blive klogere på alt fra eldrevet kortlægning af havbunden til jagten på æggets perfekte form.

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis

PS. Dette er den 96. udgave af #ActualNews – om bare 4 uger fylder nyhedsbrevet 100, og dét skal fejres 🥳 Men... hvordan? Hvordan fejrer vi bedst muligt mediet, på en måde der engagerer publikum, og hylder den tilbagelagte indsats? Har du idéer eller forslag så ræk endelig ud på [email protected], TAK!


Sundhed

Mirakuløs multipille: Et globalt studie med over 18.000 deltagere fra 26 lande har bekræftet et nyt kombinations-medikaments evne til at reducere risikoen for hjertekarsygdomme med over 50%. Præparatet kommer i en såkaldt polypille bestående af aspirin, kolesterolsænkende medicin og to typer blodtryksmedicin. Og hvad så? Omkring 19 millioner mennesker dør årligt af hjertekarsygdomme, mens ca. dobbelt så mange oplever hjerteanfald og blodpropper – ledende forskere udtaler at dette præparat potentielt vil kunne forhindre mellem 5 og 10 millioner af disse tilfælde og at man sandsynligvis vil kunne få effektiviteten op på 65-70% i fremtiden.

Ny strategi mod højt blodtryk: Et andet friskt studie lidt i samme boldgade viser, at en kombination af fire medikamenter i en fjerdedel af deres normale dosering er langt mere effektivt mod forhøjet blodtryk, end hvis man tager medikamenterne en af gangen hver for sig. Og hvad så? Forhøjet blodtryk er ledende årsag til hjertekarsygdommene nævnt ovenover 👆

Elektrode genopretter følesans: Forskere ved The Feinstein Institutes for Medical Research er lykkedes med at udvikle et hjerneimplantat der kan genoprette følesansen på hænder og fødder for millioner af mennesker der i dag lever med føleforstyrelse, følelsesløshed eller andre skader i det sensoriske og motoriske nervesystem.


Biodynamisk, naturlig, økologisk: Sjælefred leveret lige til din dør

Energi & klima

CO2-neutrale containerskibe: Verdens største containerrederi A.P. Møller-Mærsk har købt 8 CO2-neutrale containerskibe for $1.4 milliarder, der skal sejle på grøn metanol og forventes leveret fra 2024. Og hvad så? Industrien er ansvarlig for næsten 3% af verdens drivhusgasser – Mærsks investering ses både som 1) industriens hidtil største, enkeltstående grønne tiltag, 2) et vigtigt signal til energiselskaber om stigende efterspørgsel på grønne brændstoffer og – måske vigtigst – 3) at efterspørgsel på CO2-neutrale produkter fra forbrugere har en totalt mærkbar effekt med genklang gennem hele forsyningskæden.

Status på fossilfri flyvning: Svenske Heart Aerospace arbejder på et konkurrencedygtigt, eldrevet kortdistancefly der skal kunne fragte 19 mennesker 400 km i 2026. Sommerens ordre på 200 elfly til United Airlines understreger selskabets fremgang og markedets potentiale, fint overblik på fossilfri flyvning her fra Ingeniøren (tak for tippet til Steffen Elberg).

Rekordsalg af elbiler i Danmark: 19% af alle nye personbiler solgt i Danmark i august 2021 var eldrevet. Det svarer til 3.050 ud af i alt 15.844, og er en hidtidig rekord.

Eldrevet havforskning: At vi allerede lever i fremtiden er nogle gange tydeligere end andre - som fx når eldrevne ubåde kortlægger havbunde for at gøre plads til vindmøller. Interessant kig her på Bedrock der vil være verdenshavenes SpaceX. Læs også: Denne 3D-printede robotpingvin giver forskerne komplet ny indsigt i havstrømme.

Soldrevet vaccinedistribution: Har du overvejet hvordan man distribuerer temperaturfølsomme vacciner mod Covid-19 under varmere himmelstrøg? I soldrevne frysere, selvfølgelig.


Bæredygtig lysdesign omtalt i alt fra Børsen til Wallpaper

Utrolige udregninger

Smuk dansk formel: Albert Sneppen, en 22-årig kandidatstuderende ved Niels Bohr Institutet, har udviklet en præcis matematisk formulering der løser en 40 år gammel gåde om hvordan lys reflekteres tæt på sorte huller. "Jeg har beskæftiget mig med fysik og astronomi siden 1995, og jeg kan ikke umiddelbart mindes noget tilsvarende", udtaler lektor og seniorforsker Thomas R. Greve om bedriften.

Model til individualiseret træning: Forskere ved University of Cambridge har knækket nødden til en matematisk model for opbygning af muskler i menneskekroppen, et felt hvor praktisk erfaring indtil videre åbenbart har overstrålet videnskabelig indsigt. Forskerne håber, at modellen bl.a. vil kunne medføre mere præcise træningsprogrammer til kvinder da hidtidige modeller har primært har været baseret på mandlige atleter.

Jagten på æggets perfekte form: Vi mennesker tager måske et ægs form lidt for givet, men for de 10.500 dyrearter der starter livet i et æg er dets form et evolutionært underværk: Stort nok til at huse et foster, småt nok til at komme ud af kroppen, stærkt nok til at modstå vægt og lige ovalt nok til ikke at trille væk. Nu har forskere for første gang nogensinde udregnet en universel formel der kan beskrive samtlige æg i den naturlige verden, og den nye indsigt er mere nyttig for os mennesker end man lige skulle tro.


Til sidst: Totalitær omsorg

Jeg skriver næsten aldrig om Kina, for det er et meget, meget svært emne at gøre sig klog på. Men der er sket to tankevækkende ting den sidste uge, som er værd at studse over:

  1. Online gaming er blevet erklæret for spirituel opium med negativ indvirkning på både fysisk og mental trivsel, hvorfor mindreårige med øjeblikkelig virkning er blevet begrænset til maksimalt 3 timers online gaming om ugen, kun i weekender og på helligdage og kun mellem kl. 20 og 21 om aften.
  2. Den kinesiske centraladministration for cyberspace er kommet med et radikalt udspil til ny regulering af tech-selskabers anvendelse af personfikserede anbefalingsalgoritmer samt algoritmer i det hele taget der, for eksempel, 1) manipulerer handelsvilkår, søgeresultater eller offentlig debat, 2) spreder falske likes og kommentarer, 3) profilerer mindreårige, 4) opfordrer til uhæmmet overforbrug, 5) fremmer overdrevent fokus på sladder, vold og vulgært indhold. Fremragende opsummering i denne Twitter-tråd.

Uden at være ekspert på Kina virker det tilforladeligt at antage, at denne type tiltag har noget at gøre med vedligehold af kontrol, censur og overvågning – man ønsker både hånd i hanke med befolkningens indtag af information og viden, men også at folk bruger deres tid på aktiviteter i overensstemmelse med styrets kerneværdier.

På den anden side står vi alle i en situation, hvor vi ved, at tech-selskaberne efterhånden har raffineret deres digitale alkymi i så høj en grad, at de anvender et sammenkog af algoritmer, big data og kunstig intelligens til at bøje vores digitale adfærd til deres vilje, på måder der forårsager afhængighed og mistrivsel. Det er bevist og veldokumenteret.

Derfor minder de kinesiske tiltag ikke bare om jernhård styring, men på en måde også om en slags totalitær omsorg – et forsøg på at skærme folk fra den rovdrift der drives på vores opmærksomhed og de algoritmer der soder vores kollektive bevidsthed til. Og det synes jeg bare, er virkelig interessant, for nogle gange kunne jeg måske godt savne voksne der tager ægte ansvar her i Vesten, og viser vejen til en mellemting mellem totalitær omsorg og vores grænseløse frihed til at lade individet opløse i et syrebad af anbefalingsalgoritmer.

Hvad synes du?

Kæmpe kh
Denis

Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.