Spanien overvejer permanent borgerløn, internettet er blevet et hyggeligere sted og Patagonia har indledt et partnerskab der skal uddanne forbrugere i at reparere deres tøj. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, der også byder på en rapport fra Board of Innovation med tankevækkende udsyn til verden anno 2022.

OBS: #ActualNews har brug for flere læsere, og flere læsere har brug for #ActualNews. Hjælp mig med at sprede de gode budskaber: Opfordr mindst én anden person til at skrive sig op - gerne lige NU 🙏 Tak 😘

Velkommen til #31 - og rigtig god læselyst

Denis

Fremsyn | Foredrag | TEDx | Børnebog | Video


Annonce

Selvom pandemien raser har børn og raketnørder stadig fødselsdag 🥳 SpaceX Fanstore er første annoncør i #ActualNews, og du får både rabat ved checkout + gratis fragt, hvis du køber en af deres 3D-printede (überseje) raketlamper gennem dette link.

[caption align="alignnone" width="980"]

[/caption] [caption align="alignnone" width="980"]

[/caption]

Global udvikling

Spanien overvejer borgerløn

Der gisnes tiltagende om at Spanien vil udrulle borgerløn som økonomisk stimulus under pandemien. Finansminister Nadia Calvino udtaler, at planen i så fald vil være at implementere løsningen permanent.

🔹🔺🔸 Selv Financial Times bløder for tiden op over for idéen om borgerløn.

New York kickstarter grøn omstilling

Verdens 11. største økonomi, New York State, har hastegodkendt Accelerated Renewable Energy Growth and Community Benefit Act med henblik på at udnytte nuværende økonomiske vakuum til at kickstarte ægte grøn omstilling 💚 (spottet af @rasmusbieolsen).

Arbejdstagere kræver klimafokus

Der opstod et globalt momentum af bevægelse og samhørighed i 2019, hvor klima langt om længe vandt indpas i den kollektive bevidsthed. I en ny, global undersøgelse fra Peakon står det klart, at arbejdstagere forventer klimafokus fra deres arbejdsplads.

Patagonia vil lære dig at reparere tøj

Et nyt partnerskab mellem tøjmærket Patagonia og den superseje reparationsside iFixit vil uddanne forbrugere i at reparere deres tøj (spottet af @knudankeriversen).

🔹🔺🔸 Det passer som fod i hose med EUs planer om at introducere såkaldt right to repair på tøj og elektronik (spottet af @dariarivin).

Pandemien fremmer digitale fællesskaber

Crowdsourcing stortrives disse dage hvor verdensbefolkningen udveksler alt fra playlister til surdejsopskrifter og koder til 3D-printet medicinaludstyr.

[caption align="alignnone" width="980"]

[/caption]

Teknologi & videnskab

Blodprøve påviser kræft før symptomer

En ny metode udviklet ved Harvard Medical School påviser med 99% nøjagtighed over 50 forskellige kræftformer i en enkelt dråbe blod - og ofte før patienten overhovedet udviser symptomer.

Coronarobot reducerer smittefare

En professor ved Tsinghua University har udviklet en mobil coronarobot der kan udføre en række opgaver på sundhedspersonalets vegne, så de undgår unødig smittefare. Ekstragodt med danske briller er, at den avancerede robotarm er fra Universal Robots.

Maskine oversætter hjernebølger til tekst

Forskere ved University of California har udviklet et brain-machine-interface, der er i stand til at oversætte hjernebølger til tekst med op mod 97% nøjagtighed. Det er et muligt gennembrud af dimensioner for mennesker der hverken kan tale eller skrive.

Computerchip med lugtesans

Forskere ved Intel har udviklet en ny type computerchip med en form for lugtesans, der potentielt vil kunne opsnuse alt fra bomber til gasudslip.

[caption align="alignnone" width="980"]

[/caption]

Til sidst: Low Touch Economy

Jeg har længe været fascineret af ordet disruption, for det er et af de her ord vi bare har taget ind fra engelsk, og som der er lige så mange tolkninger af som der er mennesker. Disruption var ikke til at komme udenom i 2010’erne, og folk brugte begrebet til at beskrive alt fra Nokias dramatiske detronisering fra teleindustriens tronstol til deres åh så geniale app, der langt om længe ville oversætte babygråd til engelsk.


Men hvad er disruption egentlig? Den mest relaterbare måde jeg har kunnet forklare det på, apropos babygråd, er gennem spektret af forældreskab: Jeg tror min førstefødte var omkring 5-6 uger gammel, da jeg med ét og hver enkel fiber i min krop virkelig ægte forstod, at alt var forandret og intet nogensinde ville blive det samme igen. Dét var disruption. Disruption kan nemlig forekomme på mange forskellige planer – personligt, industrielt, åndeligt; som teknologi, opdagelse, naturkraft. Eller... som pandemi.


Når disruption indtræffer, er det som at træde over en tærskel der aldrig kan trædes tilbage over igen: Det er en irreversibel, vedvarende forandring af virkeligheden, der afkræver adfærdsændring for at navigere den nye realitet – og selvom det måske er helt øjensynligt kan selve erkendelsen tage tid: Nokias medarbejdere fremviste glædeligt deres iPhones til hinanden før ledelsen led en brat opvågning fra deres innovative skønhedssøvn.


På samme måde er det med pandemien: Vi oplever lige nu et globalt udviklingsbrud, der på godt og ondt får vedvarende konsekvenser for alt fra internationale relationer til økonomi, lovgivning og kultur. Af mange grunde er jeg personligt af den overbevisning, at denne disruption sagtens kan blive positivt udslagsgivende for menneskehedens fremskridt. Men det er ikke desto mindre en dybt uforudsigelig og uoverskuelig situation, som det vil tage tid for os at acceptere og forstå.


Noget af det bedste jeg indtil videre er stødt på til at fremskynde min forståelse, er denne overskuelige rapport fra Board of Innovation, som min dygtige kollega Maria Pelch har gjort mig opmærksom på. Rapporten hedder Low Touch Economy, og den antager at pandemiens direkte efterdønninger vil vare op mod 2 år, og at det selvsagt vil udmønte sig i nye (kontaktløse) vaner og forretningsmodeller der varer ved længe efter dét.


Det er ikke lutter lagkage at bladre i rapporten, selvom den også byder på solstrejf i ny og næ. Men hvad enten du er privat eller business kan jeg virkelig anbefale at tjekke den ud for at kalibrere din navigationssans og søge inspiration.


There is a crack in everything, that's how the light gets in ~ Leonard Cohen


Kæmpe kh

Denis


Fremsyn | Foredrag | TEDx | Børnebog | Video

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.