Verdens første, eldrevne pickup-truck og verdens første, batteridrevne godstog er blandt nyhederne denne uge, hvor du også kan blive klogere på kyllingefri kylling og en konkret 12-trins plan til reduktion af udledning i storbyer, inden du til sidst kan lune dig ved et helt uprovokeret men berettiget jab mod fænomenet banksvindel.

–Giv meget gerne et klik til ugens sponsorer, Greenify og Søtofte Gårdmejeri, det er gode folk med gode produkter. Overvej også at medvirke til udbredelsen af positive nyheder ved selv at støtte nyhedsbrevet med en frivillig donation. Pt støtter i alt 46 læsere - TAK til jer!

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis


Transport

Verdens første, eldrevne pickup-truck: Bilproducenten Rivian er kommet først til markedet med den første eldrevne pickup-truck nogensinde, der netop er rullet af samlebåndet i byen Normal, Illonois. Og hvad så? Den mest solgte biltype i USA er pickup-trucken Ford F-150, og sådan har det været hvert eneste år siden Ronald Reagan blev præsident i 1981. The Atlantic giver her 7 grunde til hvorfor eldrevne pickups er et decideret vendepunkt på hjul.

Batteridrevet godstog: Amerikanske Wabtec Corporation har arbejdet med godstog i over 150 år. Nu har selskabet løftet sløret for verdens første, batteridrevne godstogslokomotiv. Læs også: Batteridrevne lokomotiver er god tegn på hvor hurtigt batteriteknologier generelt udvikler sig disse år.

Kæmpe investering fra Toyota: Selvom Toyota har været blandt de første til at gøre hybridbiler megapopulære med modellen Prius, har producenten været overraskende sløv med satsning på ægte elektrificering. Det vil man nu gøre om på med en investering på $13.6 milliarder i batteriteknologi over de næste 10 år.

Ubegrænset rejsekort for salg af bil: Bystyret i Barcelona giver borgere der vil sælge bilen gratis ubegrænset offentlig transport i 3 år. Siden projektet startede i 2017 er der kommet 10.613 færre biler og 1.735 færre motorcykler på vejene.


Tjek Greenifys plantepakker – fx den der optimerer indeklima

Fremtidens fødevarer

Status på produktion af æg: Vi er endnu langt fra mål, når det kommer til dyrevelfærd i landbrug og fødevareproduktion, men vi må fejre de sejre der er. Takket være stigende efterspørgsel og forbrugerpres består majoriteten af solgte æg i EU, Australien og Storbritannien ikke længere af buræg. Og hvad så? Det er lidt et stenkast fra emnet, men bæredygtighed vinder generelt frem i verden jo mere du og jeg efterspørger det. Bæredygtighed og grøn omstilling er en kædereaktion, der ofte starter med forbrugeren – ligesom når Mærsk investerer i CO2-neutrale skibe, fordi Unilever og andre kræver en CO2-neutral forsyningskæde, fordi deres kunder efterspørger bæredygtige produkter.

Kylling fra bioreaktor: Verdens første kommercielle produktionsfacilitet til cellekultiveret, kyllingefri kylling er indviet i Singapore. Og hvad så? Engang i den relativt nære fremtid vil man kunne sidde og nyde en kyllingeburger med kyllingekød fra en kylling, der løber rundt i levende live lige foran én, tjek video. Det er lidt et mind-fuck med kyllinger der bliver spist uden selv at vide det... Måske er plantebaserede alternativer bare vejen frem?

3D-printet Wagyu: Forskere i Japan er lykkedes med at genskabe den stærkt eftertragtede marmorering i Waguy-kød ved brug af en 3D-printer (tak for tippet til Morten D. Laursen). Læs også: 3D-printede fødevarer er et futuristisk emne, tjek mit skriv om udsigten til 3D-printet sushi nederst i tema-udgivelsen om fremtidens fødevarer.


Det bliver ikke mere bæredygtigt – lad os støtte de visionære landbrug vi har

Energi & klima

Vigtig udmelding fra Kina: Den kinesiske præsident Xi Jinping har i sin tale ved FNs generalforsamling erklæret at Kina vil indstille finansiering af kulkraftværker i udlandet. Og hvad så? Kina er selv massivt afhængig af indenrigsproduceret kulkraft, men vil altså ikke længere udbrede kulkraft internationalt. Beslutningen kommer i kølvandet på lignende udmeldinger fra Sydkorea og Japan tidligere i år.

Grøn energi i Centralasien: Usbekistan vil investere $6.5 milliarder i vedvarende energi over de næste 5 år og har netop indviet landets første solcelleanlæg, det første ud af i alt 19 planlagte projekter. "To get into the ranks of upper-middle income countries, we need some leapfrogging. And we see a chance to leap in the green economy,” udtaler vicepremierminister, Jamshid Kuchkarov.

Vejen til en renere by: Er du tilfældigvis borgmester for en udledningstung storby? Drømmer du om at revitalisere infrastrukturen, modernisere ældre byggeri og reducere byens CO2-udslip i kampen for komplet CO2-neutralitet? Så kig ej længere for WEF har din ryg: Her er 12 konkrete trin til at reducere byers udledning.

Forventet boost for vindmøller: Det hører sig ikke helt hjemme at fejre fugle på taget, når man burde stå med dem i hånden for at undvige klimakatastrofe... Men det værende sagt er det glædeligt, at den internationale brancheorganisation for vindmøllesektoren selv forudser eksplosiv vækst den kommende tid.


Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Til sidst: Banksvindel

Billede af Mohamed Hassan, Pixabay 

Hvad er banksvindel?

Jeg røg ned i et kaninhul denne uge efter jeg så en video om banksvindel – altså fænomenet hvor banker svindler sig til overskud. Jeg søgte på ordet for at finde historiske eksempler på økonomisk kriminalitet begået af banker, og det gik op for mig at ordet banksvindel i overvejende grad bruges om folk der svindler banker og ikke omvendt. Ordet bonner heller ikke ud på gængse sprogsider som sproget.dk eller Den Danske Ordbog – man kan søge banksvindel men det optræder uden betydningsangivelse.

Så jeg ringede til Dansk Sprognævn i håbet om at opklare sagen, der i øvrigt har en Spørgetelefon med fint generøse åbningstider(!) – undskyld hvad betyder ordet BANKSVINDEL egentlig? Jamen... det kan betyde begge dele, at nogle svindler banken eller at banken svindler nogle, sagde den venlige person i røret, og så havde vi en fornøjelig samtale om andre dobbelttydige ord.

Videre i min research blev det dog hurtigt meget tydeligt, at når man taler om banksvindel og økonomisk kriminalitet i det hele taget, så handler det i langt de fleste tilfælde om kriminelle der prøver at snøre medborgere eller systemet, og om hvordan pengeinstitutter i samarbejde med myndigheder prøver at stoppe alt fra hvidvask til bedrageri og phishing – og dét er rigtig godt.

Men det er også lidt problematisk... For vi taler slet, slet ikke nok om, når det går den anden vej: Når det er finansinstitutterne, som hele samfundet tiltror sine investeringer og opsparinger, der begår nogle af de aller-allergroveste forbrydelser. Og det tror jeg bare er vigtigt, at vi gør, så vi sammen udvikler sprog til at sige fra over for åbenlyse systemfejl, der slet ikke hører hjemme i en bæredygtig fremtid.

Hvis du vil have ben at gnave på er her 1) en kort video om hvordan banker og finansfolk for nyligt plyndrede europæiske statskasser for over 400 milliarder, 2) en frisk sag hvor USAs fjerdestørste bank åbnede 3.5 millioner kundekonti uden samtykke, 3) et udpluk af Nordeas sager omkring hvidvask, 4) JP Morgans globale manipulation af guld- og sølvmarkeder, og det er bare eksempler fra 10'erne – tjek også denne fremragende dokumentar om hovedårsagerne bag 00'ernes finanskrise.


–Men hov, var det her ikke et optimistisk nyhedsbrev om menneskehedens fremskridt? Det kan du bande på 💚 Noget af det bedste ved eksempler på hvor anderledes og meget bedre fremtiden kan blive er bare, synes jeg, deres evne til at belyse hvordan samtiden kommer os til kort – og at der er råd for det.


Og hvis det ikke er nok med ren og skær banksvindel så husk på at 60 af verdens største (og derfor mest pålidelige?) banker har postet omkring $3.8 trillioner direkte i fossile brændsler alene i årene efter Parisaftalen. Så kan man købe økologisk og køre elbil nok så sømmeligt... det nytter bare ikke, når pengeinstitutter bruger hele éns løn og opsparing på at underminere den fremtid, man sparer op til.

Det bedste ved det hele

Til gengæld nytter det, tror jeg, at vi bliver bedre til at minde hinanden på at bæredygtighed er en kraftfuld kædereaktion, der starter med dig og mig, der siger fra. Både når det gælder buræg og banker. Og alene i ugens nyhedsbrev virker det tydeligt, synes jeg, at selvom vi er langt fra mål, så er vi rigtig, rigtig fint på vej.

Kæmpe kh
Denis


Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.