Velkommen til en helt igennem grøn udgave denne uge hvor vi samler op på det solstrålende fokus fra sidst 💚 Vi kommer vidt omkring i dag med historier om alt fra stålværker der skifter fra kul til solpanel, stigende elektrificering af verdens bilpark og kødindustriens fejlslagne forsøg på at bremse grønnere alternativer. Du kan også læse om en skole i Arkansas der veksler solenergi til lønforhøjelse og ikke mindst hvad direktøren for verdens tredjestørste energiselskab, BP, for tiden bruger sin tid på.

Velkommen til #60 - og rigtig god læselyst
Denis


Solenergi

Flere har adgang til elektricitet: Jeg omtalte årets spektakulære energirapport fra IEA sidste uge (must-read), og her ugen efter kan du læse endnu en god ting derfra: Antallet af mennesker uden adgang til elektricitet faldt nemlig fra 860 millioner i 2018 til 770 millioner i 2019. Det er mange mennesker! Rapporten konkluderer samtidigt, at pandemien desværre bremser den positive udvikling - men hey! 90 millioner mennesker har lige fået adgang til en eksistentiel fornødenhed, de ikke havde før ❤️ Er det ikke værd at fejre? Læs også: Solenergi er officielt den billigste energiform i historien. Dette burde være breaking news dagligt.

Tung industri skifter til vedvarende: I det der kan betegnes som endnu et sviende nederlag til kulindustrien investerer førende stålværk i USA $250 millioner i en gigantisk solfarm der skal mætte 90% af værkets energibehov. Læs også: Kina fyrede for nyligt op for landets største, og verdens næststørste, solkraftværk - panelerne dækker et område på 100 km2.

Solpaneler giver lønforhøjelse: En kløgtig rektor på Batesville High School i Arkansas, USA, har vendt hele skolens økonomi ved at installere solpaneler og sætte energieffektivitet på skoleskemaet. Institutionen bruger nu 1.6 million kilowattime mindre om året, og besparelserne bruges bl.a. på tiltrængte lønforhøjelser til lærerne. Læs også: Her hvor første generation af solpaneler er ved at nå slutningen af deres cyklus viser First Solar vejen frem med nye teknologier, der genbruger 90% af gamle paneler i produktionen af de nye (tak til @knudankeriversen for tip).

Støt #ActualNews

Du elsker at modtage #ActualNews hver eneste tirsdag kl. 10 i 60 uger nu, men aner ikke hvordan du skal udtrykke din begejstring? Search no more 😘

  • Støt med automatisk donation, - pt støtter 12 mennesker med mellem 5 og 25 kr om ugen (TAK til jer!!)
  • Book mig til et foredrag
  • Prøv et skræddersyet nyhedsbrev til din virksomhed
  • Køb min børnebog om teknologisk arbejdsløshed
  • Prøv Zetland i 2 måneder for 50 kr, så giver de 200 kr. til mig

Miljø & klima

El-Hummer i 2021: Der er udelukkende bagageplads under kølehjelmen på den nye Hummer - en ikonisk muskelbil med militære aner, grotesk benzinforbrug og legendarisk douche-faktor. Og når selv en Hummer rammer markedet i elversion, må man sige at en revolutionerende elektrificering af hele verdens bilpark er i gang! Læs også: Honda vil udfase salget af benzin- og dieselbiler i Europa og elektrificere sine mest populære modeller 3 år før tid, i 2022 frem for 2025. Tjek også den nye Volcon Grunt, hvis du er mere til de tohjulede.

En plantebøf er bøf: I helt egen douchebag-liga har vi konventionelle kødproducenter der, med inspiration i andre udledningstunge industrier som tobak og olie, har forsøgt at stikke en kæp i hjulet på langt grønnere alternativer ved at nægte dem at kalde en plantebøf for bøf. Det har EU heldigvis bedt dem om at skyde en hvid pil efter. Læs også: EU har planer om en klimatold, der fra 2021 kan påføre alvorlig straf på varer fra lande uden tilstrækkelig klimapolitik.

Japan sætter klimamål: Japans nye premiereminister Yoshihide Suga har udtalt at klimahandling ikke længere er modstridigt med økonomisk vækst, hvorfor Japan med verdens tredjestørste økonomi føler sig klar til at sætte et mål om klimaneutralitet i 2050. Læs også: Udmeldingen kommer blot en måned efter verdens andenstørste økonomi, Kina, også satte mål om klimaneutralitet - dog først i 2060.

Ny teknologi tæller træer: Et internationalt forskerhold med Københavns Universitet og NASA i spidsen har udviklet en ny teknologi til optælling af træer, så algoritmer på nogle timer udretter det der ville tage tusindvis af mennesker flere år at udrette. Målet er at lave en global database over alle træer, der vokser udenfor skovområder.

Restaurering af havbund virker: Der er plantet 70 millioner ålegræsfrø på 200 hektar havbund ud for Virginia, USA, i det der er blevet verdens største restaureringsprojekt af sin art. Som følge af indsatsen de sidste 20 år er kystens økosystem forvandlet fra et livsforladt ørkenlandskab til frodig havbund så langt øjet rækker, mens græsset oven i købet larger CO2.

Til sidst: Hvad har Looney gang i?

Den irske forretningsmand Bernard Looney, 49, indtog posten som administrerende direktør i verdens tredjestørste energiselskab BP i februar 2020 – efter 28 års ansættelse i selvsamme virksomhed. Looney brugte tid på at undersøge BPs image inden tiltrædelsen og mødtes med alt fra journalister, investorer og klimaaktivister. Han åbnede en Instagram-konto hvor han opfordrede til åben dialog, fik sig en tyveårig, omvendt mentor og talte åbent om alt fra klima til fokus på mentalt helbred.

Sidenhen er der kommet en række bemærkelsesværdige udmeldinger fra virksomheden, der har produceret olie og gas i over 111 år.

Til at begynde med erklærede BP i august måned at selskabet vil skære sit fossile output med 40% inden 2030. Komplet radikal udmelding. Den nye plan er, udtalte Looney, at investere op mod $5 milliarder årligt i vedvarende energi i håbet om at køre sig i stilling som frontløber på femtidens energimarked. Eksperter vurderer, at planen er industriens mest aggressive strategiske skifte fra fossil til vedvarende.

Og en måned senere skete der noget vildere endnu: BP kom med en historisk og for industrien ellers utænkelig udmelding om at den globale efterspørgsel på olie sandsynligvis allerede har peaket.

Dén bemærkning kan ikke være faldet i god jord ved OPEC, det globale kartel af oliemagter hvis primære beskæftigelse synes at være benægtelse af enhver form for tilnærmelse til tanken om dalende efterspørgsel. Organisationen benægtede igen for ganske nyligt og påstod hårdnakket at efterspørgslen vil stige langt ind i 30’erne – en holdning BP selv delte i februar i år, men altså ikke deler længere, hvilket virker logisk: En global og ekstremt disruptiv pandemi har trods alt indtruffet i mellemtiden, og Looney anerkender pandemien som åbenlys motivationsfaktor til kursskifte.

Det er lidt et stort brød at slå op det her – særligt for en komplet lægmand som mig. Men wow hvor er det altså spændende. Det er enten Den Grønne Omstilling in the making eller et ekstraordinært spektakulært og ubegribeligt udspekuleret forsøg på greenwashing. Sagen er bare, at jeg virkelig ikke tror det er greenwashing. Jeg tror vi ser en ekstremt indflydelsesrig vendekåbe i aktion og at det kan få en masse dominobrikker til at vælte, der fremskynder omstillingen.

Selvfølgelig gør BP det ikke af kærlighed til kloden – selskabet er historisk storforbruger af lobbyisme og notorisk kendt for aktiv sabotage af enhver klimadagsorden. Men med IEA der har erklæret solenergi for markedernes nye konge, med olieprisen der var nede at skrabe MINUS $38 tilbage i april, med WEF der presser på for en Grøn Genstart og med luftfart stadig nede med over 80% i europæiske knudepunkter som London, Paris og Frankfurt, virker det bare ret klart, at udsigten til indtjeningsmuligheder i fossile brændsler har nået et historisk lavpunkt.

AXIOS har for nyligt interviewet Looney – hvis du kan komme til det så tjek det ud på HBO. Han er poleret, likeable og klar i spyttet: "We are pivoting BP from being an international oil company that we've been for 111 years to becoming an integrated energy company [...] We are a public company, and it's very important, as you might imagine, that when we say we're going to do something that we do it".

Looney ligner en der har lugtet luntet. Det eneste der blower min mind dagligt, er, at typer som Mette, Dan og Donald ikke har 🤯 Eller at de har men uden at handle, jeg ved snart ikke hvad der er værst.

Bladr lidt i nogle af de mange links her i skrivet, og i ugens nyhedsbrev i øvrigt, og føl selv efter om dette er Den Grønne Omstilling? Hvad betyder det alt sammen? Hvor hurtigt vil en eventuel omstilling ske, og hvilke konsekvenser får overgangen for din hverdag eller virksomhed?

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.