Fertilitetsbehandling betalt af arbejdspladsen for at fastholde talent, 224 splinternye dyre- og plantearter samt ladebøjer til ankerliggende skibe i tomgang er blandt nyhederne denne uge, hvor du også kan blive klogere på medicinpriser i USA, utilsigtet bifangst på verdenshavene og antallet af klimaretssager ude i den store verden.

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis


Energi & klima

Climate justice overalt: Der er nu over 1550 aktive retssager fordelt over 38 lande i verden, hvor miljøgrupper og civilbefolkning bruger domstole til at gennemtvinge klimahandling i erhverv og politik. Det kaldes Climate Justice og det batter! Læs også: Blandt de bedste eksempler på faktiske domsafsigelser fra 2021 tæller bl.a. da en hollandsk domstol vurderede Shells forretningsmodel i strid med menneskers ret til liv og da tysk højesteret vurderede tyske politikeres nølen som forfatningsstridig.

Slut med osende skibstomgang: Mærsk udviser fremsyn med verdens første offshore-ladeservice, der vil gøre skibe af alle størrelser i stand til at lade op eller slukke for motoren, når de ligger i tomgang ved særlige ladebøjer. Servicen er udviklet i samarbejde med Ørsted og skal testes af senere i år. Læs også: Udledning fra international skibsfragt steg med 4,9% i 2021.


Good business

Ladere trumfer pumper på profit: Verdens tredjestørste energiselskab, BP, udtaler, at hurtigladning af elbiler er lige på grænsen til at udkonkurrere deres traditionelle tankstationspumper, når det kommer til profitabilitet. Læs også: Jeg skrev lidt om administrerende direktør i BP, Bernard Looney, nederst i #AN 60. Tilsyneladende blæser der nye vinde, også her.

Betalt fertilitetsbehandling: Graviditet og barsel kan være et ømt samtaleemne på en arbejdsplads, selv den dag i dag. Men i jagten på talent og forsøg på fastholdelse tilbyder et stigende antal virksomheder ikke bare barsel, de dækker også fertilitetsbehandling og nedfrysning af æg. Visse virksomheder hjælper endda til med adoption. Og hvad så? Jeg ser det som endnu et stærkt og positivt tegn på, hvordan virksomheder er begyndt at sidestille medarbejderes trivsel med profit. Læs også: Volvo var sidste år blandt de første i verden til at tilbyde samtlige 40.000 ansatte ret til 24 ugers barsel med 80% løn, ligegyldigt hvor i verden de arbejder, hvilket køn de er eller hvilken stilling de besætter.

Opgør med medicinpriser: Et nyt e-apotek har sat sig for at disrupte markedet for generisk medicin i USA. Planen er simpel: Omgå mellemhandlere og forsikringsselskaber, og fastsæt pris til: Omkostning + 15% + gebyr på $3. Og hvad så? Der må være formuer at spare her for visse befolkningsgrupper. Amerikanske sundhedsforsikringer og det amerikanske sundhedsvæsen i det hele taget kan virke mildest talt absurd, når man står med det gode gamle sygesikringskort i hånden. Foruden eksempler på spektakulær grådighed og brudte lægeløfter ser det især ud til at skyldes manglende regulering af priser på medicin.

4-dages arbejdsuge i UK: Omkring 30 virksomheder på tværs af Storbritannien er ved at opstarte forsøg med 4-dages arbejdsuger, hvor ansatte fortsat får 100% løn. Den britiske afdeling af elektronikgiganten Canon er blandt deltagerne, og forsøget vil blive tæt fulgt af forskere ved Oxford University, Boston College og Cambridge University. Læs også: Panasonic i Japan er også begyndt at tilbyde 4-dages arbejdsuger til sine ansatte.

Løngennemsigtighed i USA: En ny lov i New York City vil fra maj 2022 kræve løngennemsigtighed fra arbejdsgivere, der søger ny arbejdskraft. Loven omtales som en gamechanger, der vil skabe momentum omkring yderligere ligestilling på arbejdspladsen.

Drastisk reduktion af bifangst: Som en segway fra good business til natur kan vi lige tage dette friske studie med, hvor et internationalt forskerhold har konkluderet, at erhvervsfiskere kan reducere utilsigtet bifangst med 63% ved at montere grønne lysdioder på deres fiskenet. Og hvad så? Der fanges over 90 millioner tons fisk hvert år, men op mod 40% af dem kasseres som utilsigtet bifangst. Det er grotesk. Interessant win-win ved løsningen er, at fiskerne kan håndtere fangsten 57% hurtigere uden hajer og andre skarpe ting i nettet.


Natur

224 nye arter opdaget: Man hører meget om udsigten til masseudryddelse og nedbrydning af biodiversitet, berettiget. Men tænk en gang – selv her i 2020'erne sket det omvendte også: Der kommer nye arter til! En ny rapport fra Mekong i Sydøstasien beretter om hele 224 nye dyrearter, bl.a. en abe, adskillige reptiler, frø og fisk samt 155 nye planter, inkl. verdens første bambussukkulent.

Girafoprejsning: Der er 20% flere giraffer i Afrika nu, end der var i 2015. Læs også: Stigningen skyldes bevarelsesprogrammer, bedre overvågningsdata og måske også det faktum at der for første gang nogensinde kom regulering på girafhandel i 2019.


Har nyhedsbrevet gjort dig klogere, gladere eller mere håbefuld? Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Til sidst: HiP CT

Jeg har kigget på denne animation utallige gange, mens jeg har ladet mig forundre over bioteknologiens forbløffende bedrift.

Det du ser her, er en scanning af en rask menneskelunge i hidtil uset detaljegrad ved brug af den banebrydende HiP CT-teknologi. Forkortelsen står for Hierarchical Phase-Contrast Tomography, og teknologien er en videreudvikling af røntgenteknologier som CT og MRI.

Hvor CT og MRI har været i stand til at afbilde menneskeorganer ned til omkring 1 millimeters opløsning, kan HiP CT afbilde hele organet ned til størrelsen på et menneskehår – hvorefter teknologien kan zoome ind på et afgrænset område ned til 1/10 af et menneskehår og til sidst igen zoome yderligere ned i et afgrænset område dér på niveauet af individuelle celler.

Det er.... utroligt.

Du kan læse mere om HiP CT på denne side, der også linker til animerede scanninger af en COVID-beskadiget lunge og en menneskehjerne. Alt sammen i en videokvalitet der gør ovenstående gif til gevaldig skamme.

Videoerne er delt af projektet Human Organ Atlas, der er startet på initiativ af University College London. Navnet virker mere end passende, når man lader sig fordybe i denne fascinerende evolution af rejseformer til det indre rum.

Tusind tak fordi du læser med – og kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.