Overvældende positive resultater fra et nyt kræftstudie, slut med breaking news på CNN og en tornadosmadret by i Midtvesten der viskede tavlen ren for at gå 100% all-in på grøn genopbygning. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på 100:80:100-modellen, en bombet solfarm i Østukraine og et historisk fremskridt inden for bioteknologisk tissue engineering.

Hjertelig velkommen til #AN 127
Denis

-Husk at støtte hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel: De 71 af jer der pt støtter, er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK. Og husk at du kan booke mine foredrag her.

Energi & klima

Tesla Master Plan Part 3: Elon Musk har indtil videre udgivet to officielle masterplaner, part 1 i 2006 og part 2 i 2016, med strategiske retningslinjer til realisering af Teslas erklærede mission: at accelerere hele verdens overgang til vedvarende energi. Begge tekster har fået kultstatus som litterære nyklassikere, der giver et unikt indblik i Musks ekstraordinært visionære tankevirksomhed – og nu er de første detaljer fra den længe ventede part 3 afsløret. Sagen kort: "That’s what Master Plan Part 3 is: how do you get to enough scale to actually shift the entire energy infrastructure of Earth." Læs også: Jeg dykker ned i Musks megalomani med mellemrum, senest nederst i #AN 122.

Grøn og sort lobbyisme: Houston Chronicle tager her bestik af det politiske klima i Washington, hvor lobbyister for vedvarende energi for første gang har lige så stor gennemslagskraft som lobbyister fra fossile industrier – pudsigt nok fordi begge lejre står over for nogenlunde samme udfordringer, og i stigende grad danner fælles front. Læs også: Franske Total blev sidste år det første store energiselskab til at træde ud af den mægtige lobbyorganisation American Petroleum Institute – fordi organisationen simpelthen var blevet for sort for selv Total, en af verdens største klimasyndere.

Friske græske ambitioner: Den græske regering har for første gang vedtaget en ny national klimalovgivning og hævet barren for landets klimaambitioner: 100% udfasning af kul inden 2028, 70% af energiforbrug kommer fra vedvarende inden 2030 og generelt reduktion af CO2-udledning med 55% inden 2030 og 80% inden 2040. Læs også: Tyskland fremskrev tidligere i år sin ambition om 100% energiforbrug fra vedvarende til 2035. Reminder: 2035 er om 17 år. Overvej hvor vanvittig meget mentalitetsskifte og klimahandling der trods alt har været de sidste syv år bare siden Parisaftalen i 2015 – eller bare siden februar i år for den sags skyld – og forestil dig så hvor meget vi reelt kan nå at udrette frem mod 2035.


Sundhed

Banebrydende kræftstudie: Et mindre klinisk forsøg med immunterapeutisk medicin mod tarmkræft har for første gang nogensinde helbredt samtlige patienter i forsøget, uden at nogle af patienterne oplevede alvorlige bivirkninger. Det drejer sig 'kun' om 12 mennesker, og forsøget skal nu gentages på en langt større patientgruppe, men: "I believe this is the first time this has happened in the history of cancer," udtaler studiets ledende forsker, Luis A. Diaz Jr. Og hvad så? WOW! Læs også: Et længerevarende studie ved University of Pennsylvania udgivet tidligere i år peger på, at der langt om længe kan være fundet en decideret kur mod leukæmi.

3D-printet menneskeøre: Læger ved Microtia-Congenital Ear Deformity Institute i Texas er for første gang lykkedes med at transplantere et 3D-printet menneskeøre til en kvindelig patient med en sjælden fødselsdefekt. Og hvad så? Det 3D-printede øre blev bioprintet med kvindens egne celler og bedriften omtales som et væsentlig fremskridt inden for såkaldt tissue engineering. Læs også: Australske forskere udviklede sidste år en hidtil utænkelig teknik inden for samme forskningsfelt. Teknikken gør det muligt at 3D-printe biokompatible støbeforme der kan implanteres i menneskekroppen for at booste kroppens naturlige evne til at regenerere sig selv efter fx knoglebrud eller tumorer.

Transkønnet forældreskab: Forskere ved University of Edinburgh har som de første i verden udviklet en metode til at fertilisere æg fra transkønnede mænd, som har været igennem testosteronbehandlinger men fortsat har aktive æggestokke. Læs også: Amerikanske statsborgere har fra april 2022 fået mulighed for at vælge X under køn i deres pas og sygesikringskort.


Mobilitet

Fossilfri jorddumper: Volvo har i samarbejde med stålgiganten SSAB produceret og leveret verdens første byggemaskine, en knækstyret dumper, der er baseret på 100% fossilfrit stål. Læs også: Stålproduktion står for sammenlagt 7% af den globale CO2-udledning. I Sverige står SSAB for 10% af hele landets udledning, men der sker massive futuristiske fremskridt inden for produktion af brintbaseret CO2-neutral fremtidsstål, og selvom Sverige har sat målet for fossilfrit stål i 2045, satser SSAB selv nu på slut 2020'ere.

Permanent salgsnedgang: En rapport fra Bloomberg New Energy Finance konkluderer, at det globale salg af fossildrevne køretøjer sandsynligvis peakede i 2017 og at det nu befinder sig i en tilstand af permanent nedgang.

Sundhedsdrone i Danmark: Der er officielt introduceret en sundhedsdrone i Danmark som skal fragte blodprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem Ærø og Fyn. Bonusinfo: Dronen har et vingespænd på 2,8 m. Den er batteridrevet og udstyret med en faldskærm i tilfælde af mistet kommunikation og/eller styring. Ligegyldigt hvor i landet dronerne skal flyve vil de blive styret fra et kontrolrum på Nørrebro i København. Læs også: Hvis medicinal droneteknologi ikke imponerer dig, gør ambulancereddere i jetpacks det måske? Dem skrev jeg om i sidste nyhedsbrev, hvis det skulle være fløjet over dit hoved.


Good business

Bye bye breaking news: Den nye direktør på den amerikanske nyhedskanal CNN har som noget af det første adresseret kanalens meningsløse ødslen af breaking news-bjælker, hvis funktion for længst er udhulet grundet et årelangt misbrug. Læs også: CNN har i årevis været under hård beskydning for lav moral og polariserende formidling – her en lille analyse fra mine kollegaer i Breaking Points af det nylige kollaps af kanalens spektakulære fejlsatsning, CNN+.

100:80:100: Så sker det – 70 selskaber i Storbritannien starter verdens største eksperiment med 4-dages arbejdsuger: 3300 ansatte vil frem mod januar 2023 blive genstand for 100:80:100-modellen og modtage 100% løn for 80% arbejde og 100% engagement. Læs også: En rapport fra sidste år konkluderede, at en 4-dages arbejdsuge både ville have positiv effekt på folks mentale helbred og reducere briternes CO2-udledning med 20%. Det svarer nogenlunde til hvis man fjernede hele den private bilpark fra vejene.

Arbejdsglæde medfører fortjeneste: En håndfuld solskinshistorier her fra restaurationsbranchen, hvor restaurantejere deler deres erfaringer fra den udfordrende tid siden pandemien, om hvordan kontraintuitive bonusinvesteringer i deres ansatte – i en tid hvor alle andre skærer ned på udgifterne – løftede arbejdsglæden i så høj en grad at fortjenesten fulgte efter.

The Great Reshuffle: Interessante tal her fra det amerikanske arbejdsmarked, hvor hele 99% af alle stillinger i den private sektor men kun 58% i den offentlige sektor er genbesat efter de seneste års arbejdsløshed og rekalibrering af prioriteter i folks privatliv. Hvad betyder det? Arbejdsstyrken er nogenlunde vendt tilbage i kølvandet på The Great Resignation – men slet ikke nødvendigvis til de samme gamle jobs. Nøgleordet lyder til at være fleksibilitet, og det er derfor, udviklingen i stigende grad omtales som The Great Reshuffle.


The Ukraine migraine

Jeg er kommet ind på min ukrainske baggrund i #AN 115 og #AN 116. Dette afsnit byder på observationer, både opløftende og nedslående, der tydeliggør krigens tidsspecifikke natur og kommende konsekvenser.

Bombede solceller: En solfarm på 10MW beliggende i byen Merefa udenfor Kharkiv i Østukraine er blevet ramt af et russisk Iskander-missil. Ingen mennesker kom noget til, men billederne er mildest talt spektakulære, og gør et kæmpe indtryk: Selvom de symboliserer destruktion og tragisk verdensudvikling, illustrerer de nemlig også en styrke ved distribueret vedvarende energi, der står i skærende kontrast til store dyre fossilkræftværker. Hvorfor? Ifølge dette LinkedIn-opslag, hvor en ukrainsk energiekspert udtaler sig, gik der ikke ild i anlægget og selvom eksplosionen var omfattende var skaden begrænset til de ca. 200 solpaneler der var direkte berørt. Anlægget var tilbage i drift relativt hurtigt efter angrebet.

Lydløse krigsmotorcykler: Jeg har tidligere skrevet om hvordan Ukraine er blevet et ufrivilligt testcenter for en lang række nye teknologier som fx medicinske droner – men det her er virkelig i en futuristisk kategori for sig: Den lydløse eldrevne motorcykel. Se og hør videoen i artiklen, den er et must. Og hvad så? Motorcyklerne udvikles af to ukrainske producenter, Delfast og ELEEK, og bruges til alt fra ekspeditioner bag fjendens linjer til ubemærket positionering og affyring af antitank-våben.


Til sidst: Greensburg

Satellitbilleder af Greensburg fra april og maj 2007

Greensburg er en lille ærkerepublikansk by i den amerikanske delstat Kansas, hvor vedvarende energi og klimahensyn aldrig rigtigt har ligget i kortene som en politisk prioritet. Men natten til den 4. maj 2007 blev byen fuldkommen pulveriseret af en 2,7 km bred tornado i den kraftigste og mest alvorlige kategori F5.

12 af byens ca. 800 indbyggere mistede livet og kun to af byens bygninger stod tilbage.

Folk stod over for et kolossalt oprydningsarbejde og svære beslutninger om retningen for genopbygningen. Men så kom den gyldne idé på et møde i forsamlingshuset: Hvad med at forvandle den negative naturkatastrofe til et positivt vendepunkt for Greensburg – hvad med at gøre Greensburg landskendt som den grønneste by i hele USA?

Det var en radikal tanke tilbage i 2007, og byens borgere var primært motiverede af økonomi og markedsføring. Men her 15 år senere kan du læse om en by der er fuld af energieffektive bygninger, geotermisk energi til opvarmning, gader oplyst af LED-lys og vandingsanlæg der kører på regnvand.

Fascinerende fortælling her om Greensburg – byen der nu markedsfører sig som det perfekte pitstop for gennemrejsende som vil oplade deres elbil, og byen der er det levende bevis på, at bæredygtighed slet ikke behøver at bunde i ideologi.

Tusind tak fordi du læser med og kæmpe kh
Denis

-Endnu en venlig reminder om at støtte hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør vitterligt en stor forskel. Og overvej at booke mig til dit næste arrangement; jeg har et gigantisk bagkatalog af information og viden fra 127 nyhedsbreve til at skræddersy det perfekte inspirationsforedrag for dit publikum! Book her.

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.