3D-printere og kæmpestøbeforme driver en teknologisk forvandling af bilindustrien lige nu, der gør, at vi snart får bedre, sikrere og billigere elbiler end nogensinde før. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på kvanteterapi mod hjernekræft, tandlæger der screener for depression og ikke mindst en totalt aktuel sprogrevolution, der forandrer verden for vores øjne (og ører) – gå ikke glip af videoen nederst!

Hjertelig velkommen til #AN 146
Denis

Foredrag & fællesskål: Konceptet er simpelt: Hver gang du hører noget opløftende eller overraskende, så skåler du 🍺 Jeg inviterer hermed jer allesammen til #AN-hygge med oplæg den 9. november kl. 19 – på Bobuska ved Nørreport i København. Eventet er særligt målrettet #AN-læsere, men alle er selvfølgelig velkommen så tag bare venner med (begrænset plads). Skriv dig op HER.

Energi, miljø & klima

Håb for halvanden grad: Chancen for at holde den globale opvarmning under 1,5˚C stiger, ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA). Snippet fra artikel: "The prospects of the world staying within the 1.5C limit on global heating have brightened owing to the “staggering” growth of renewable energy and green investment in the past two years [...] Despite the scale of the challenges, I feel more optimistic than I felt two years ago", udtaler direktøren for IEA, Fatih Birol. Alt ok nu så? Nej... Vi er langt fra mål, men det er altså et vildt opløftende statement fra en af verdens førende energiøkonomer. Birol kommer med de tre følgende anbefalinger, hvis håbet om at nå reelt i mål skal overleve.

Acceleration 1: Et af de største olie- og gasselskaber i Kina, Sinopec, har fremskrevet deres forventniger til peak gasoline, den højeste efterspørgsel på benzin og diesel som Kina nogensinde kommer til at opleve, med to år: Fra 2025 til 2023 (altså.... I ÅR!). Hvorfor? Fordi elbiler. Og hvad så? Acceleration af grøn omstilling og fremrykning af klima-ambitioner er blandt de vigtigste og mest oversete tendenser i vores tid: Bevæggrunden til klimahandling er kort sagt ved at skifte fra skyld til FOMO, og udviklingen overhaler på godt og ondt vores fatteevne. Perspektiv: Jeg opremsede en opløftende håndfuld eksempler på fremrykning af klima-ambitioner øverst i #AN 131.

Kulkatastrofe afværget: Husker du dengang sidste år, hvor der var udbredt berettiget frygt for at EU ville genantænde den globale kulkatastrofe ved at kompensere for manglende gasimport fra Rusland med kulimport? Den gode nyhed er, at EU i virkeligheden endte med at bruge 11% mindre kul sammenlignet med vinteren inden. Perspektiv: Europæiske forbrugere har angiveligt sparet €100 milliarder mellem 2021 og 2023 grundet ny sol- og vindkapacitet.

Acceleration 2: Apropos kul er der også gode nyheder fra Polen, det mest kulforurenende land i Europa: Selvom 70% af landets elektricitet kommer fra kul, og klimahandling virker som et politisk skældsord, er overgangen til vedvarende energi ved at accelerere. Snippet fra artikel: "The end of coal in Poland is happening, whether the government likes it or not," udtaler senioranalytiker ved tænketanken Ember, Paweł Czyżak. Super artikel fra S&P Global. Og hvad så? Kul er fortsat den største klimaskurk i verden; ansvarlig for ca. 40% af den årlige globale CO2-udledning.


Sundhed

Kvanteterapi mod hjernekræft: Forskere ved University of Nottingham har udviklet en banebrydende 'kvanteterapeutisk' metode til at kurere den aggressive og hyppige type hjernetumor kaldet glioblastom. Kvanteterapi? Ja... forskerne her påstår, at deres metode dræber cancerceller ved at ændre i cellernes biologi helt nede på kvanteniveau. Og hvad så? Kvantemekanik modstrider vores gængse opfattelse af hvad der er fysisk muligt (fx gennem superposition og sammenfiltring), hvorfor enhver ny indsigt i kvantestadier kan åbne døre til radikalt nye muligheder inden for både videnskab og erhverv.

Molekyle mod plak og huller: Et internationalt forskerhold fra Israel, Kina og Singapore har opdaget at det naturligt forekommende molekyle kaldet bisindole kan reducere plak og huller med 90%. Hvordan? Bakterier stortrives i mundens fugtige og sukkerholdige miljø, og nogle af dem (særligt slynglen Streptococcus mutans) danner biofilm på tænderne. Biofilmen fører til plakopbygning, emaljeerosion og i sidste ende hulrum – men molekylet bisindole modvirker biofilmen hvorved bakterien forhindres i at sprede sig.

Plak og huller mod depression: Sundhedscentre på tværs af USA er begyndt at kombinere tandlægetjek med screeninger af patienternes mentale helbred – et af centrene har henvist hele 7% af klienterne videre til psykolog. Og hvad så? Dels er der en tankevækkende vekselvirkning mellem mundhygiejne og mentalt helbred – og dels, fordi mental mistrivsel er så udbredt, er det en interessant idé at prøve at hjælpe folk hvor de ikke lige forventer det. Perspektiv: Et nyt årtierlangt studie fra Københavns Universitet har for nylig konkluderet at hele 82% af alle rammes af psykisk sygdom i løbet af et livsforløb.


Tech & menneske

Lydtøj til hørehæmmede: Operahuset Lyric i Chicago tilbyder som det første i verden teknologien SoundShirt til døve og hørehæmmede, så de får mere ud af operahusets opsætninger. Hvordan? SoundShirt er en teknologisk skjorte med 28 integrerede motorer, der fortolker musikken gennem haptisk feedback som fordeles over skuldre, underarme og ryggen. Lyt også: Vi havde Andreas Hemmeth aka. DJ Encore forbi Supertrends forleden, hvor han havde en vildt spændende samtale med Liselotte Lyngsø og Lars Tvede om fremtidens musik.

Hjernebølger konverteret til musik: Forskere ved University of California er lykkedes med at genskabe en Pink Floyd-sang ved at aflæse publikums hjernebølger. Hvadbehager? Ja, der er flere ting at fordøje her... Humlen er at forskerne lod 29 epilepsipatienter lytte til 90% af en Pink Floyd-sang, skannede deres hjernebølger og lod algoritmerne genskabe de sidste 10% af sangen baserede på deres hjernebølger. Og hvad så? Forskerne håber at gennembruddet vil bane vejen for nye måder at genvinde talefærdigheder på for patienter der har været ramt af lammelse, slagtilfælde og anden sygdom.


Mobilitet

Gigacasting af elbiler: Der foregår en række teknologiske gennembrud i bilindustrien lige nu, hvor Tesla med vanlig innovativ egenrådighed fortsat presser produktionslinjernes guldstandarder – nu med 3D-print og modulær gigacasting af hele karosseridele. Og hvad så? Tesla er angiveligt blevet i stand til at støbe næsten hele undervognen i ét stykke – i modsætning til de ca. 400 delkomponenter det krævede tidligere. Det er den slags innovationsbrud som man læser om i historiebøgerne, og som gør, at fremtidens elbil bliver bedre og billigere end noget tænkeligt fossildrevet alternativ. Perspektiv: Der er en stor håndfuld grunde til at Tesla er en atypisk business case; visionær og inspirerende i en liga helt for sig. Én af grundene er at selskabets mission statement fra begyndelsen har været mere transformationsdrevet end produktorienteret: Accelerate the world's transition to sustainable energy.

Acceleration 3: Når Oslo sætter yderligere 137 nye elbusser i drift til december kan byen bryste sig af en 100% udledningsfri buspark – hele fire år tidligere end det egentlig var planen (tak for tippet til Nikolaj Møller). Læs også: Indien har øremærket $7 milliarder til indkøb af 10.000 eldrevne busser der skal fordeles på 169 forskellige byer frem mod 2037. Målet er at indkøbe 50.000 elbusser i alt.

Slut med diesel: Volvo vil være klimaneutral fra 2040 og udelukkende sælge elbiler fra 2030. Al produktion af tilbageværende dieselmodeller indstilles allerede fra 2024 (tak for tippet til Liselotte Lyngsø). Læs også: Den japanske bilproducent Nissan følger trenden og har nu udmeldt at de ligeledes udelukkende vil sælge elbiler til det europæiske marked fra 2030.

Batterifri elcykel: En fransk ingeniør har opfundet verdens første batterifrie elcykel der bruger en superkondensator til at lagre og frigive energi løbende. Læs også: Snakken falder oftest på personbiler og tung transport, når man taler Grøn Omstilling. Men denne artikel redegør for, hvorfor olieselskaber med rigtig god grund holder særligt øje med elektrificeringen af de to- og trehjulede.

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 109 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Til sidst: Sprogrevolution

Invitation og eksperiment 🇬🇧🇵🇱🇯🇵🇮🇹

Jeg taler hverken polsk, japansk eller italiensk... men pludselig gør jeg. Videoen ovenover er en invitation til mit arrangement den 9. november, som jeg har pakket ind i en hurtigt sammenbikset magtdemonstration af en banebrydende sprogteknologi der oversætter éns video til et valgfrit af pt 12 forskellige sprog.

Det er.... mildest talt mind-blowing.

Værktøjet jeg har brugt hedder HeyGen og det kan, blandt mange imponerende ting, fx oversætte en engelsk video til portugisisk, kinesisk, indisk eller japansk. Dansk er ikke på menuen lige nu – men kommer tid kommer dansk, for udviklingens hastighed er forbløffende.

-Bemærk i videoen hvordan læbernes bevægelser er synkroniseret med de forskellige sprog, det er ret utroligt. Men det der virkelig, virkelig slår mig, er stemmekloningen. Det er nemlig ikke bare en slags dubbet video: Det er mig, der taler, og det lyder totalt overbevisende, synes jeg selv.

Og hvad så? Ja... og hvad så? Fagre nye verden.

Som du måske ved, så fremgår det af Bibelen, at sprogene var noget Gud opfandt som straf til mennesket for at bygge Babelstårnet: Hvis vi forsøgte at nå himlen med vores fjollede pygmæ-arkitektur, så var her værsgo en straf der gjorde det umuligt for os at forså hinanden fremover: Held og lykke med at prøve at samarbejde om alt for høje bygningsværker nogensinde igen...

Vi har afsonet straffen i omtrent årtusinder, med rigtig nok et ubegribelig stort hav af konsekvensfyldte misforståelser til følge. Men nu står vi her – med hyperpotente hjemmestrikkede værktøjer til at endeligt at udjævne sprog.

-Dette radikale fremskridt er ikke opstået ud af den blå luft, det kommer i kølvandet på årtiers udvikling af kunstig intelligens og de seneste års acceleration af ekstremt potente transformerteknologier som Bard og ChatGPT – tjek bl.a. mit skriv AI med IQ på 12.000 nederst i #AN 137.

For nej, generativ kunstig intelligens og avancerede sprogteknologier eer ikke bare en chatbot... Det er en global disruption – en gamechanger der på godt og ondt forandrer verden for vores øjne (og ører).

OpenAI, der står bag ChatGPT (og som Microsoft pt ejer 49% af), har for meget nylig indgået et samarbejde med Spotify om at bruge en lignende teknologi til at oversætte og stemmeklone platformens fremtidige podcastproduktioner, så enhver podcast fremover kan høres på et valgfrit sprog med værternes og gæsternes egne stemmer.

-Vi er altså med øjeblikkelig virkning på vej mod en meget nær fremtid, hvor sprogbarrierer smuldrer og hvor alt kan kommunikeres med minimalt meningstab.

Hvad betyder det for vores måde at være i verden på?

Snart vil du kunne afholde Zoom-møde med hvem som helst i verden og få oversat samtalen begge veje i realtime. Du vil kunne løsrive dig fra Danglish og andre tåkrummende accenter og samarbejde gnidningsfrit.

Du vil kunne udgive en podcast og få den lyttet af totalt tilfældige publikummer i alt fra Kina til Kroatien og Zimbabwe. Du vil kunne sprede dine idéer og tanker globalt med hidtil uset virkning – og ligeledes selv blive eksponeret for andres tanker på helt ny vis.

Men hvad sker der når en Joe Rogan pludselig får en centraliseret lytterskare på 2 milliarder eller når al-Qaeda lytter med på Det Vi Taler Om?

Hvad sker der med vores begrænsede opmærksomhed, som der i forvejen drives rovdrift på?

Og hvad sker der, hvis vi reelt får mulighed for at udviske misforståelser omkring vores fælles fremtid og få samme sprog for de eksistentielle udfordringer vi sammen hver for sig står over for?

Det vil tiden vise... For nu skal du bare lige vide at det her altså sker, lige nu og her. Prøv det, leg med det og fordøj udviklingen med venner og familie.

Disclaimer: HeyGen er et splinternyt værktøj (mange tak for tippet til Anders Hvid). Der bliver sikkert lanceret et mylder af lignende redskaber fremover – men husk, husk, husk at sikre dig mod misbrug af dine data hvis du bruger dem. As the saying goes – if it's free, you are the product.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Petersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
TAK til Barbara Christensen for at hjælpe med markedsføring.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.