Paradigmeskift inden for immunterapi, behandling mod graviditetstab og en global evidensbank til samfundsløsninger. Det er blandt nyhederne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en strålende solcellerekord, en acceleration af grøn omstilling i det Globale Syd og det første billede fra det største forsøg på at kortlægge det kendte univers.

Hjertelig velkommen til #AN 168
Denis

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel: De 148 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

-Som noget helt nyt kan du nu også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis du er i stemning til det.

Energi, miljø & klima

Strålende solcellerekord: Verden er på vej mod en ny solcellerekord i 2024, hvor solenergi igen forventes at sprænge alle tænkelige forventninger. Ifølge tænketanken Ember vil der blive tilføjet yderligere 593 GW ny solcellekapacitet i år. Og hvad så? Dels siger det noget om energiomstillingens omfang, og dels siger det noget om udviklingens acceleration, for det er knapt 200 GW mere end Det Internationale Energiagentur selv troede var muligt i begyndelsen af året. Tendens: 2023 var også et rekordår for solenergi med ca. 413 GW ny solcellekapacitet installeret i verden i alt. Det var 58% mere end i 2022 hvor der blev installeret 260 GW, som i sig selv var en stigning på 42% fra 2021 hvor der blev installeret 183 GW. Perspektiv: Hvor meget fylder 1 GW solenergi egentlig? Det satte jeg mig for at undersøge nederst i #AN 140. Tror du bliver lige så overrasket som jeg!

Acceleration i det Globale Syd: Ifølge en ny rapport fra analyseinstituttet RMI accelererer den grønne omstilling i det Globale Syd (Latinamerika, Afrika, Sydasien og Sydøstasien) hurtigere end i det Globale Nord. Nyheden i tal: 1) En femtedel af landene i det Globale Syd har allerede overhalet landene i det Globale Nord hvad angår sol- og vindenergi. 2) 87% af alle de penge der investeres i ny strømproduktion går til vedvarende energi. 3) Mængden af sol- og vindenergi i det Globale Syd er vokset med 23% årligt de sidste fem år. 4) Landene i det Globale Syd huser 60% af verdens befolkning og kun 20% af verdens fossile brændstofreserver.

Stort klimasamarbejde: Australien og Storbritannien har indgået en klimapagt om at opnå deres klimamål for 2050 i fællesskab. Og hvad så? Grøn omstilling hænger i stigende grad sammen med sikkerhedspolitik, da afhængighed af fossile brændsler i stigende grad ses som en åbenlys sikkerhedspolitisk brist. Aftalen er som forventet relativt fluffy, men den signalerer dels styrket internationalt klimasamarbejde og dels en acceleration af overgangen til vedvarende energi. Perspektiv: Blandt andre lignende klimapagter finder man EU-Japan og Indien-Frankrig.

Blue Whale Blue Sky: Hvalers risiko for fatale sammenstød med skibe er faldet med 58% ud for Californiens kyst takket være en usædvanlig konkurrence, hvor fragtskibe dyster om at sejle langsomt gennem hvalfyldte områder. Konkret: Et rekordstort antal rederier (33) deltager nu i konkurrencen Protecting Blue Whales and Blue Skies, hvor de så vidt muligt forpligter sig til at sejle max 10 knob gennem zonerne. Det gør det lettere for migrerende hvaler at undvige og genererer samtidig mindre støj og færre drivhusgasser.


Sundhed

Masseproduktion af immunterapi: Tre patienter med autoimmune sygdomme som sklerose og myopati har opnået remission efter en behandling med CRISPR-modificerede CAR-T-celler fra donorer. Den banebrydende behandling er sket ved Naval Medical University i Shanghai. Og hvad så? Det er første gang nogensinde at man har behandlet autoimmune sygdomme med immunceller fra donorer frem for patientens egne celler. Det viser potentiale for masseproduktion, da én donors celler potentielt kan behandle over 100 andre patienter, hvorfor det ifølge forskerne tyder på et muligt paradigmeskift inden for immunterapi. Læs også: Forskere ved University of Chicago har udviklet en ny type vaccine – en 'omvendt vaccine' – der bremser autoimmune sygdomme som multipel sklerose, type 1-diabetes og leddegigt.

Behandling mod graviditetstab: Forskere ved Kobe Universitet i Japan har opdaget en ny behandling til kvinder der oplever gentagne graviditetstab. En femtedel af disse kvinder har et særligt antistof, viser det sig, der angriber deres egen krop under graviditet. Forskerne har fundet en kombination af to lægemidler som øger chancen for en vellykket fødsel fra 50% til 87% – og reducerer risikoen for komplikationer under graviditeten fra 50% til 6%. Behandlingen kan potentielt være effektiv mod flere tilstande, bl.a. infertilitet og arteriel trombose.


Mobilitet

Europæisk salgsforbud: EU fastholder sit forbud mod salg af nye benzinbiler fra 2035, trods massivt pres fra lobbyister og bilindustri. Perspektiv: Ifølge en rapport fra InfluenceMap bruger de fleste bilproducenter stadig enorme ressourcer på at modarbejde grøn omstilling – de japanske er åbenbart værst. Det er skørt at se hvordan bilindustrien har den ene fod solidt plantet i elektrificering og selvransagelse, men aktivt bruger den anden som en fodslæbende klods om sit eget ben. Der er 11 år til at forbuddet træder i kraft; det er rigelig tid for industrien til at innovere og omstille sig – fedt at EU holder kursen! Og nej, elbilsalget er ikke kuldsejlet, som mange medier påstår.


Samfund

Evidensbank til samfundsløsninger: En række private fonde og det britiske forskningsråd stiller sammenlagt £54 millioner til rådighed over de næste fem år til at udvikle en globalt tilgængelig 'evidensbank' for samfundsvidenskabelige politikker, der faktisk fungerer. Tjek fx denne pulje på hele £11,5 millioner. Og hvad så? Forestil dig kliniske forsøg i medicinalindustrien. Når først forskningen er gjort, bliver resultaterne publiceret i videnskabelige tidsskrifter og gjort tilgængelige for omverdenen. Andre kan trække på erfaringerne og danne sig et overblik over kausaliteten. Sådan er det – langt fra – når det kommer til løsninger på samfundsproblemer. Her er der ingen uomtvistelig evidens, men til gengæld mange slangetunger, så politikerne ender med at sjusse sig frem eller famle i blinde – og derfor er denne evidensbank en virkelig spændende idé. Pro tip: Artikler fra Financial Times har en blød paywall – følg linket, kopier artiklens overskrift ind i Google og gå ind på artiklen igen, så burde du kunne læse den.

Næsten gratis transport: Portugal introducerer et månedligt togkort til €20, der giver adgang til stort set alle togtjenester i landet. Portugal bliver hermed en del af en større europæisk trend mod næsten gratis offentlig transport. Perspektiv: Den franske befolkning fik tidligere i år adgang til hele det nationale tognet for €49 om måneden – og begge landes tiltag er inspireret af Tysklands überpopulære Deutschlandticket, der er blevet udrullet på baggrund af et eksperiment i 2022 hvis klimagavnlige effekt var indiskutabelt.

Boligbyggeri inspireret af hvepse: FN's Udviklingsprogram UNDP har anskaffet sig en 3D-printer der kan bygge bæredygtige boliger eller hele landsbyer ud af lokalt tilgængelige materialer som mudder, ler og endda landbrugsaffald. Konkret: Printeren hedder Crane WASP, og den er designet med inspiration fra pottemagerhvepsen, der bygger reder ud af ler og mudder. FN vurderer at printeren kan bygge et helt hus for ca. $1000, og vil anvende teknologien i Colombia, hvor op mod en fjerdedel af alle husstande er i strukturelt forfald.

Er du klogere, gladere eller mere håbefuld nu end for fem minutter siden? Så husk at støtte, hvis du kan – eller kast lidt drikkepenge i nyhedsbrevets retning! TAK.

Til sidst: Palle alene?

1% af nattehimlen = 14 millioner galakser

Det Europæiske Rumagenturs rumteleskop Euclid blev opsendt den 1. juli 2023 med det formål at skabe et kosmisk atlas bestående af to forskellige kort over universet: Et der viser fordelingen af mørkt stof og et andet der viser universets accelererende udvidelse.

Nu har astronomerne offentliggjort den første sammenhængende mosaik, der består af 260 enkeltbilleder.

Mosaikken dækker et samlet område af nattehimlen svarende til ca. 500 gange fuldmånens størrelse – og forskerne anslår at der er flere end 14 millioner GALAKSER her.

Til sammenligning er der op mod 400 milliarder stjerner i vores egen galakse, Mælkevejen, hvoraf vores Sol er én af dem.

-Men vil du høre det vildeste af det hele? Billedet her repræsenterer kun 1% af det endelige kort!

Altså: Der er 14 millioner galakser her, men vi mangler at kortlægge 99% af kortet.

Verdensrummet er skørt og vidunderligt fascinerende og totalt kontra-intuitivt. Og så er det evigt afvisende over for vores forståelse af fysikkens love.

-DTU Space har fx lige opdaget en neutronstjerne, der spinner rundt om sig selv med en hastighed på 716 omdrejninger i sekundet (det tager vores planet 24 timer at dreje én gang rundt).

Hvis du vil vide mere om Euclid-teleskopets mission, kan du se rumagenturets supergode video-explainer – og hvis du nogensinde spekulerer over hvorvidt vi er palle alene i universet eller om der er liv andetsteds, så tjek mit seneste skriv om den seneste udvikling på UFO-området nederst i #AN 164.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.