Danmark ratificerer FN's havtraktat, Florida prioriterer parker over profit, og verdens tyrefægtningshovedstad forbyder voldelig tyrefægtning. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på Waldrappteam der bruger mikrofly til at lære fugle at flyve, forsøg med 3D-print af væv in vivo og ikke mindst et håbefuldt, men ubelejligt klimalederskab anno 2025.

Hjertelig velkommen til #AN 183
Denis

OBS!

#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3000 abonnenter får det samme gode produkt. 

-Men hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at fortælle nyhederne videre, så vi kan blive klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en skærv pr. udgivelse gør en stor forskel.

Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis humøret er med dig :)

TAK til de 188 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.

Energi & klima

DK vil havet: Danmark har ratificeret FN's globale havtraktat, der arbejder for at beskytte 30% al alt åbent hav. Vi tilslutter os officielt aftalen som det 22. land i verden og kun det tredje i EU, næst efter Frankrig og Spanien. Og hvad så? Flere end 100 FN-lande vedtog denne High Seas Treaty i 2023 – efter 19 års forhandlinger(!). Men 60 lande skal underskrive endeligt før aftalen kan træde i kraft. Perspektiv: Det er pt kun 1,2% af det åbne verdenshav der er under beskyttelse, hvilket bl.a. har medført at op mod 10% af alle havdyr er udryddelsestruede. At Danmark nu tilslutter sig traktaten er skønt at se – og tankevækkende i lyset af den indenrigspolitiske vanrøgt af egne farvande.

Seriøst vendepunkt: Kinas CO₂-udledning falder for første gang nogensinde – på trods af fortsat stigende elforbrug: Et fald på 1,6% i første kvartal af 2025 og 1% i de seneste 12 måneder. Og hvad så? Dette er en vaskeægte milepæl i kampen mod klimaforandringer, ærlig talt. Som verdens største udleder af drivhusgasser betyder selv et beskedent fald i Kinas udledninger helt vildt meget for den globale klimaindsats – og det er et stærkt signal til omverdenen om at den grønne omstilling er både mulig og økonomisk fornuftig. Læs også: Kinas kulforbrug er faldet 4% i første kvartal af 2025.

Ubelejligt lederskab: Apropos stærke signaler – mens USA udviser en svulmende potpourri af klimahensynløshed, udviser Kina tiltagende klimalederskab: Xi Jinping står ikke bare fast trods økonomiske udfordringer og amerikansk bakgear – han lover øgede klimamål senere i år, der omfatter samtlige sektorer af hele økonomien som dækker alle typer drivhusgasser. Dilemma: Der er mange svære valg i livet. Et af dem kunne være dette: Hvad ville du helst – leve i et demokratisk Disneyland hvor kvartalsregnskaber er helligere end den luft dine børn skal indånde – eller leve i et futuristisk klimadiktatur hvor bæredygtighed er obligatorisk, men systemkritik er strafbart?

Dødsspiral for kul i Polen: Polen, der er et af verdens mest kulafhængige lande, står også midt i en opsigtsvækkende energiomstilling – og en 100-dobling af solenergi siden 2015. Konkret: Polen fik 93% af sin energi fra kul i 2004, 77% i 2018 og 'kun' 53,5% i dag. Udviklingen går så stærkt at en 100% udfasning af kul nu anses som realistisk inden 2035. Perspektiv: Den polske kulindustri, som så mange andre steder i verden, befinder sig i en strukturel dødsspiral grundet 1) aldrende kulkraftværker, 2) urentabel minedrift, 3) progressiv klimapolitik og 4) balstyrisk konkurrence fra vedvarende energi.


Natur & miljø

Parker over profit: Florida er ved at vedtage en historisk miljølov, der forbyder fremtidigt hotelbyggeri og nye golfbaner i alle statens naturparker. Loven er vedtaget enstemmigt og venter kun den endelige underskrift. Og hvad så? Den nye State Park Preservation Act, som loven hedder, er et direkte svar på massiv folkelig vrede udløst af afsløringen af lækkede planer om at udlicitere dele af Floridas parker til god gammeldags økonomisk udnyttelse. Heldigvis er der få ting som massiv folkelig vrede der kan facilitere et solidt politisk kursskifte.

Voldsfri tyrefægtning: Mexico City har vedtaget en dyrevelfærdsreform der forbyder tyrefægtning hvor dyret lider fysisk nød. Forestillinger begrænses til 30 minutter og der er forbud mod sværd og spidse genstande. Og hvad så? Mexico City betragtes som verdenshovedstaden for tyrefægtning. Den mexicanske tyrefægtningsindustri beskæftiger ca. 120.000 mennesker, så beslutningen har stor symbolværdi, og dyrevelfærdsaktivister håber at denne reform i hovedstaden vil inspirere til lignende tiltag i resten af landet. Læs også: Mexico blev for nyligt det første land i verden til at vedtage en omfattende grundlovsændring, der sikrer velfærd og beskyttelse af alle dyr – inklusive landbrugsdyr. 

Fra ruin til regnskov: Den indiske hovedstad, New Dehli, er blevet hjemsted for syv biodiversitetsparker, hvor nedbrudt land er transformeret til frodige byskove og specialiserede reservater til hjemmehørende flora og fauna, herunder truede arter. Eksempel: Aravalli Biodiversitetspark var for 20 år siden et ødelagt område med forladte minegrave fyldt med affald og invasive planter. I dag er det 280 hektar frodigt skovområde – svarende til 524 fodboldbaner – der fungerer som uddannelsescenter samt habitat for talrige arter. Perspektiv: Lokale eksperter påpeger at disse parker ikke bare skal ses som lokale områdeløft, men som essentiel grøn infrastruktur, der bidrager til Indiens klimarobusthed og forpligtelser i forhold til Paris-aftalen.


Sundhed

Omvendt vaccine: Forskere ved hhv. Northwestern University og University of Chicago har gennemført vellykkede kliniske forsøg med en ny type vaccine – en 'omvendt vaccine' – der bremser autoimmune sygdomme som multipel sklerose, type 1-diabetes og leddegigt. Hvordan? Traditionelle vacciner oplærer immunsystemet til at genkende og bekæmpe fremmede trusler, mens denne lærer immunsystemet ikke at bekæmpe specifikke stoffer – som fx ved autoimmune sygdomme, hvor immunsystemet fejlagtigt angriber kroppens egne celler. Perspektiv: Sidst jeg skrev om denne behandlingsform, var i #AN 145 fra september 2023. Det er sejt at følge forskningen rykke fra mus til menneske og måske en markedsmodning i nær fremtid. Det er også sejt at læse hvad der ellers skete dér i september 2023 – jeg tør vædde på at der er 2-3 af nyhederne der stadig ville overraske de fleste!

Første blæretransplantation: Kirurger ved UCLA har foretaget verdens første blæretransplantation på et menneske. Operationen blev gennemført på en kræftpatient som tidligere havde fået fjernet det meste af sin blære, og nu fik både en ny nyre og en ny blære i en kompleks operation, der varede ca. otte timer. Perspektiv: Operationen er resultatet af over fire års forberedelser, og kirurgerne havde udviklet en særlig teknik til proceduren, der tidligere ansås som umulig pga. den komplicerede vaskulære struktur i bækkenområdet.

CRISPR redder baby: Læger ved Children's Hospital of Philadelphia har for første gang nogensinde behandlet en patient for en sjælden metabolisk sygdom ved hjælp af en CRISPR-baseret genterapi. Konkret: Bedriften markerer det første tilfælde af en skræddersyet genetisk behandling designet til en enkelt patients unikke mutation af en sygdom. Læs også: En 13-årig pige i England med uhelbredelig leukæmi blev i 2022 helbredt ved hjælp af såkaldt base editing, der er en genterapeutisk videreudvikling af CRISPR: Hvor CRISPR klipper DNA-strenge, flytter man med base editing 'blot' rundt på baserne (ACGT).


Mobilitet

Elfærgerekord: Verdens største fuldelektriske færge er blevet søsat i Australien, hvorfra den tøffer mod Sydamerika for at servicere en rute mellem Argentina og Uruguay (tak for tippet til Magnus Petersen-Paaske). Konkret: Færgen har plads til 2100 passagerer og 225 biler, den er 130 meter langt og batterierne ombord vejer 250 tons. Hjemlig stolthed: Danmark var blandt de allerførste lande i verden til at få sig en fuldelektrisk bilfærge i 2019: Ellen, som den hedder, har plads til 200 passagerer, 31 biler og sejler til dagligt i det sydfynske øhav (og den nye færge er altså en størrelsesmæssig tidobling på bare seks år).

Sundere pendling: Regionaltogssystemet på den amerikanske vestkyst, Caltrain, har udskiftet samtlige diesellokomotiver med elektriske tog i sensommeren 2024 – det har ført til mere støjsvage og driftssikre tog, men herudover: En ny undersøgelse fra UC Berkeley konkluderer at luftforureningen på stationerne og inde i togene er faldet med 89%, og at det forventes at forhindre op mod 51 kræfttilfælde pr. million blandt passagerer og 330 kræfttilfælde per million blandt togpersonale. Perspektiv: Den amerikanske miljøstyrelse betragter ét ekstra kræfttilfælde pr. million som den grænse, hvor sundhedsrisikoen bliver uacceptabel. Læs også: DSB kører pt et rekordhøjt antal passagerer over Storebælt – det højeste antal i 25 år (tak til Magnus Petersen-Paaske for denne også).


Wild science

3D-print med ultralyd: Forskere ved California Institute of Technology har udviklet en science fiction-agtig måde at 3D-printe væv direkte inde i kroppen – så læger i fremtiden kan indsætte behandlinger uden kirurgiske indgreb. Hvordan? Metoden kaldes Deep tissue In vivo Sound Printing, og man anvender ultralyd til at omdanne flydende bioblæk til solide strukturer inde i levende væv. Teknikken er så præcis at den pt kan printe små figurer inde i muskelvæv – med en opløsning svarende til bredden på et menneskehår. Ved behov kan det printede væv opløses igen med en kemisk opløsning. Og hvad så? Banebrydende bioteknologi som denne kan føre til radikalt nye former for kræftbehandling, regenerativ medicin og skræddersyede implantater – uden snit, ar og måske endda bedøvelse.

Første billeder af frie atomer: Forskere ved MIT har for første gang fotograferet individuelle atomer, der interagerer frit i rummet. Og hvad så? Opdagelsen gør det muligt at visualisere kvantefænomener, som tidligere kun eksisterede i teoretiske modeller, så forskere nu kan verificere om deres teoretiske idéer om eksotiske kvantetilstande faktisk er virkelige.

Mere af det gode

Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!

-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten eller til dit næste arrangement:

Lyt1) Podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud, og 2) podcasten 2049 fra Third Ear hvor vi tager på fremtidsrejser med aktivister, ildsjæle og klimaforskere.

Oplev: Jeg har holdt 190 foredrag for alt mellem 0 og 1500 mennesker. Hvis dit arrangement også har brug for radikal innovation, klimafremskridt og kritisk optimisme – så ræk ud.

Til sidst: Fly oplærer fugle

Foto: Waldrappteam Naturschutz & Forschung

Østrigeren Johannes Fritz sætter sig hvert år op i et mikrofly med en stor gul refleksvinge for at begive sig ud på en farefuld rejse mellem Bayern og Sydspanien. Det har han gjort i 20 år.

Den 2700 km lange tur går over bjergrige områder og kan tage op mod 51 dage.

Men Johannes er ikke bare en vilter vovehals.

Han er biolog, og han leder en utrolig mission: I et desperat, men håbefuldt forsøg på at genoprette den næsten uddøde træk-kultur hos den nordlige skaldede ibis har han i over 20 år fløjet sit mikrofly foran fugleflokke for at lære dem at migrere.

Fuglene opfostres fra klækning af Barbara Steininger og Helena Wehner, to plejemødre der synger for dem, spytter i deres mad og lærer dem at følge Fritz' mikrofly.

Nogle gange virker menneskehedens kamp for at rette op på ødelagt natur næsten som en parodi på sig selv: En mand i en flyvemaskine der lærer fugle at flyve... det lyder jo absurd.

Men det er præcis det, virkeligheden kræver i 2025: Et stort mix af vedvarende vedholdenhed og vanvid.

-Og hvor er det bare fantastisk at der findes mennesker – overalt i verden og langt fra mediernes sensationelle søgelys – der vælger at bruge deres liv på det.

Læs eller lyt til historien om Johannes', Barbaras og Helenas stålsatte arbejde her i The New Yorker eller tjek projektets officielle hjemmeside.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
TAK til Freja Sif Fjeldberg Sørensen for løbende hjælp.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Kunsthistoriker, iværksætter og fremtidsforsker. Ukrainsk flygtning anno 1991. TED-speaker, forfatter til Folkes Fremtidsrejser, vært på 2049 ved Third Ear og medvært på Okay! Hør Her!

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.