
Vietnam dropper enormt LNG-kraftværk, Kina detroniserer USA i den globale energiøkonomi, og Rødby-Puttgarden får en splinterny, eldrevet hvalfærge. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på et unikt køretøj fra Volvo, helbredt døvhed og beskidte finske børn.
Hjertelig velkommen til #AN 203
Denis

OBS!
#ActualNews udkommer uregelmæssigt, men helhjertet. Det er et gratis nyhedsbrev, og alle 3100 abonnenter får det samme gode produkt.
-Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af de positive perspektiver, så husk at dele nyhederne, så vi bliver klogere, gladere og mere håbefulde sammen – og overvej at støtte hvis du kan: Bare en 10'er pr. udgivelse gør en stor forskel!
TAK til de 198 af jer der allerede støtter – I er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse.
Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis gejsten er med dig!

Energi & klima
Fossil tabersag: Det politiske morads mellem USA, Israel og Iran er som en Bermuda-trekant for sund fornuft, hvor hvem, hvad og særligt hvorfor forsvinder mellem hænderne på én. Men her er et tankevækkende faktum: Der er sket et historisk magtskifte i den globale energiøkonomi hvor Kina er begyndt at tjene mere på eksport af hardware til vedvarende energi end USA tjener på salg af fossile brændsler. Bonusinfo: Vedvarende energi har for første gang nogensinde slået naturgas i USA – og udgjorde for tredje gang på et år over halvdelen af hele landets elektricitet.
Den lille krig der ku': Angrebet på Iran har gjort det som ingen klimaaftale har været i stand til: At tvinge importører af fossile brændsler til at skrue ned for deres fossile forbrug – og Kina tegner sig som den klare vinder: Kinas eksport af solteknologi er fordoblet fra februar til marts 2026. Nyheden i vilde tal: 1) Alene i marts 2026 eksporterede Kina solteknologi svarende til hele Spaniens installerede solkapacitet. 2) 50 forskellige lande har sat rekord i import af solteknologi fra Kina. 3) Import af kinesisk solteknologi på det afrikanske kontinent voksede med 176% – herunder 519% i Nigeria, 391% i Etiopien og 207% i Kenya – og samtidig voksede importen til Malaysia og Indien med hhv 384% og 141% i Asien.

Vedvarende vinder verden: Analyseinstituttet Ember har udgivet sit årlige Global Electricity Review og de konstaterer at 2025 har markeret et historisk vendepunkt: 1) Mens det globale strømforbrug steg 2,8% i 2025, blev 100% af den nye efterspørgsel dækket af vedvarende energi. 2) Vedvarende energi har overhalet kulkraft på verdensplan, og kul leverer for første gang nogensinde under en tredjedel af verdens elproduktion. 3) Solenergi har overhalet vindkraft på verdensplan og er officielt genstand for eksponentiel vækst da den er tidoblet på 10 år. 4) Prisen på batterier faldt med 45% i 2025. 5) Kina og Indien skruede begge ned for fossile brændsler i 2025: Det er første gang i det 21. århundrede at det sker i begge lande samtidigt. Læs også:
CO2 flader ud: Det Internationale Energiagentur stemmer i med egne fakta, her kort opridset af den gode Simon Evans fra Carbon Brief: 1) Indiens CO2-udledning var flad for første gang siden 1970'erne. 2) Den globale CO2-udledning voksede fortsat – men! – i 2025 gik væksten næsten helt i stå med en stigning på 0,4%. Nedgangen de seneste år har været konsekvent: 1,3% i 2022, 1,1% i 2023 og 0,8% i 2024. 3) Solenergi, vindkraft, atomkraft, elbiler og varmepumper har i 2025 sparet verden for 3 milliarder tons CO2.
Vingroup dropper LNG-gas: Det største selskab i Vietnam, Vingroup, har opgivet det igangværende byggeri af landets største LNG-kraftværk og foreslår i stedet at investere et 5x højere beløb i konstruktion af vedvarende energi. Skiftet begrundes med ønsket om at reducere landets afhængighed af LNG-gas. Perspektiv: Vietnam indførte i januar 2026 en ny lov hvor staten betaler ejere af industrielle batterier allerede når anlægget står klar – og ikke først ved løbende drift. Det gør det langt mere attraktivt at bygge og finansiere store batterianlæg.
Natur & miljø
Skotland rewilder: Forskere har målt effekten af målrettet naturgenopretning på 11 skotske landejendomme — og resultatet er vildt: De konstaterer at der siden 2021 er kommet 261% flere fuglearter, planter der er rige på nektar er steget med 250%, og antallet af yngleområder er steget med 546%. Humlebier og sommerfugle er mere end tidoblet i antal, mens rødlistede arter som grå fluesnapper, gøg og skovsneppe klarer sig markant bedre end landsgennemsnittet. Konkret: Stikprøverne er foretaget på genoprettede arealer og tilstødende konventionelle områder i Northwoods Rewilding Network; et projekt med over 100 landsteder. Bonusinfo: Et af landstederne rapporterer at de samtidig er blevet destination for økoturisme med 50.000 årlige besøgende, mens jorden fortsat bruges til kødkvæg – noget mange konventionelle landbrug tror er uforeneligt.
Bævernyt: Forskere fra University of Birmingham har for første gang undersøgt hvad bævere egentlig bidrager til et lands klimaregnskab, og de konkluderer at områder med bæveraktivitet lagrer præcis 10 gange mere CO2 end lignende vandløb uden bævere. Undersøgelsen er foretaget i Schweiz, og man havde frygtet at disse vådområder til gengæld udledte meget mere metan end normalt, men det var ikke tilfældet. Perspektiv: Bæverbestanden i Schweiz er vokset så kraftigt at myndighederne i Zürich har etableret verdens første bæverhotline til bekymrede borgere der føler sig bæverbelemret – fordi politikere anerkender at bævere udfører så meget gratis flod- og naturgenopretning i landet at det bedre kan betale sig at kompensere borgere end at regulere bestanden.
Sundhed
Døvhed helbredt: Forskere fra Karolinska Institutet og fem hospitaler i Kina har behandlet ti patienter i alderen 1-24 år for genetisk døvhed. De gav dem en enkelt injektion med OTOF-genterapi og samtlige patienter fik forbedret hørelse. Konkret: De fleste patienter begyndte at genvinde hørelse inden for én måned, og efter et halvt år faldt alles lydtærskel i gennemsnit fra 106 til 52 decibel – til sammenligning er det lyden af en boremaskine tæt på øret kontra lyden af en normal samtale. Snippet fra artikel: "This is a huge step forward in the genetic treatment of deafness, one that can be life-changing for children and adults," siger lektor og overlæge ved Karolinska Institutet, Maoli Duan.
Laboratoriefremstillet spiserør: Forskere ved Great Ormond Street Hospital og University College London har udviklet en ny type laboratoriefremstillet spiserørssegment der har genskabt normal synkefunktion hos grise uden brug af immunhæmmende medicin. Alle otte grise i forsøget overlevede, og efter seks måneder fungerede alle muskler, nerver og blodkar i transplantatet. Og hvad så? Børn, der fødes med en del af spiserøret manglende, skal igennem komplekse operationer med betydelig risiko for komplikationer for at overleve. Den nye metode antyder en fremtid hvor spiserør kan fremdyrkes på barnets egne celler – uden behov for livslang medicin og uden risiko for afstødning. Professor Paolo De Coppi, der ledede studiet, forventer klinisk anvendelse inden for fem år.
Mobilitet
Cambodia sløjfer told: Den cambodianske regering har sænket tolden på elbiler fra 35% til 0% som direkte reaktion på krigen i Iran. Bonusinfo: I samme ombæring har man også fjernet al told på solanlæg, lithiumbatterier, elektriske komfurer, EV-opladere, elektriske riskogere og sollamper. Læs også: Den siamesiske krokodille i Cambodja er blandt verdens sjældneste reptiler, og den har været et knurhår fra udryddelse, men takket være årtiers forsøg på at redde arten er den på vej tilbage.
Elbusser stormer frem: Ifølge en ny opgørelse fra Transport & Environment var 60% af alle nye bybusser i EU emissionsfrie i 2025, det er en stigning fra 12% i 2019. Fem EU-lande var særligt flittige og købte 100% af deres nye bybusser som emissionsfrie i 2025 – og det var Bulgarien, Estland, Letland, Slovenien og Danmark. Og hvad så? Elektrificering af store tunge fartøjer der kører mange kilometer om dagen er præcis den slags ting folk spåede komplet umuligt indtil for meget nyligt. Men nu kan det lade sig gøre.
Knækstyret eldumper: Apropos tunge maskiner man aldrig troede ville kunne køre på el – Volvo har officielt startet en serieproduktion af knækstyrede dumpere der kører på 100% strøm. Og hvad så? Det er en milepæl i den grønne omstilling at teknologi, infrastruktur og økonomi er på plads til at starte en decideret serieproduktion og ikke bare et pilotprojekt. Historiehapser: En ung selvlært mekaniker med det mægtige navn – Wiking Björn – opfandt designet til den første knækstyrede dumper i 1966, for at komme bedre rundt i svingene på snævert terræn. Han gav Volvo lov til at bygge dem, og præcis 60 år senere kommer nu fremtidsmodellen der ikke bruger 150 liter diesel om dagen.
Baltisk Hval er søklar: Scandlines har søsat en af verdens største eldrevne fragtfærger – The Baltic Whale – på ruten mellem Rødby og Puttgarden. Og hvad så? Færgen har et af verdens største batterisystemer ombord. Den har plads til 66 lastbiler, sejler de 18,5 km lige så hurtigt som andre færger – og efter 12 minutters opladning er den klar igen. Der kommer nul røg eller CO2 fra skorstenen og den larmer meget lidt, til stor glæde for livet i havet. Læs også: Selskabet bag Molslinjen har bestilt to batteridrevne kæmpekatamaraner til ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde med forventet levering fra 2027.
Samfund
Faldende fattigdom: Fattigdom i Paraguay er faldet fra 50% til 16% siden 2005, og den fortsætter med at falde. Den positive udvikling begrundes bl.a. med et nationalt fokus på produktivitet og arbejdspladser frem for rendyrket vækst, et skolemadsprogram der brødføder en million elever med mad indkøbt fra lokale landbrug, og stabil billig energi fra landets vandkraftværker. Læs også: Der er for første gang nogensinde flere mexicanere i middelklasse end i fattigdom. Her begrundes den positive udvikling med en tredobling af mindstelønnen, nye velfærdsprogrammer og en bevidst strategi om at sætte de fattigste først – hvilket ifølge uafhængige eksperter ikke bare har reduceret fattigdom, men trukket hele økonomien med op.
Permanent rygeforbud: Storbritannien har som det andet land i verden. næst efter New Zealand, indført et permanent forbud mod salg af tobaksprodukter til alle der er født efter 2008. Konkret: Loven er progressiv, dvs. at den lovlige minimumsalder automatisk stiger med ét år fremover indtil der ikke længere findes mennesker som er gamle nok til at købe. Loven udvider også det eksisterende rygeforbud på offentlige steder til legepladser, skoler og hospitaler.

Mere af det gode
Jeg får desværre ikke altid læst #ActualNews, men det er det eneste nyhedsbrev jeg ALTID gemmer!
-Sådan lyder det fra mange læsere, og jeg tager det som en kæmpe kompliment! Heldigvis fås de positive perspektiver på flere måder, hvis læsetiden er knap – fx på farten eller til dit næste arrangement:
Lyt: 1) Podcasten Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han ikke brænder ud, 2) podcasten KLUB 2027 hvor to medværter og jeg taler om UFO'er, 3) podcasten 2049 fra Third Ear hvor vi tager på fremtidsrejser med aktivister, ildsjæle og klimaforskere.
Oplev: Jeg har holdt over 200 foredrag for alt mellem 0 og 1500 mennesker. Hvis dit arrangement også har brug for kritisk optimisme – så ræk ud.

Til sidst: Quick & dirty

Fire vuggestuer i Finland lagde skovbund bestående af jord, mos og planter ud på legepladserne i stedet for grus og fliser – og efter 28 dage kunne man måle på børnene at deres hudflora, tarmflora og immunsystem var styrket.
Faktisk lignede tarmfloraen hos de børn, der legede i den nye skovbund, den man finder hos børn der er ude i skoven hver eneste dag.
Ingen magi her, blot svampe, mikrober og sunde bakterier som menneskeheden evolutionært har udviklet sig med, men som gummi, fliser og cement i stigende grad isolerer mange bymennesker fra.
Det er et sublimt billede på hvordan mange af de løsninger som moderne samfund desperat leder efter hverken er dyre eller komplicerede, men billige og helt, helt lige til.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan – fast pr. udgivet nyhedsbrev eller med et engangsbeløb lige nu og her.
Kæmpe kh
Denis