Måder at konvertere CO2 til nye produkter, en bionisk protese med følesans og en 3D-printet selvmordskapsel. Det er blandt emnerne i årets sidste nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på intelligente toiletter, historiens 500 bedste sange og en rekordflyvning på biobrændstof.

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis


Energi & klima

Rekordflyvning på biobrændstof: United Airlines har som de første i verden gennemført en flyvning med et kommercielt passagerfly der fløj med 100% biobrændstof på den ene af flyets to motorer. Flyet fløj mellem Chicago og Washington DC, og udledte ifølge selskabet 75% mindre CO2 end normalt (tak for tippet til Mark Rees-Andersen). Læs også: United Airlines kan vise sig at være spændende at følge, samme luftfartsselskab lagde tidligere i år en forhåndsordre på 200 elfly fra svenske Heart Aerospace med forventet levering i 2026.

Dansk atom-startup med stort gennembrud: Seaborg Technologies har i flere år arbejdet med udvikling af modulære atomreaktorer, der i fremtiden skal gøre atomkraft billigere, bedre og (endnu) mere sikkert. Men i forsøget på at løse ét problem står de pludselig med en mulig løsning til et andet. Læs også: Atomkraft er en af de mest kontroversielle energiformer i verden – men interessant nok også blandt de absolut sikreste og reneste. Tjek mit skriv om verdens første nuclear influencer, den brasilianske model Isabelle Boemeke, nederst i #AN 85 – og hør S2E2 af Burde Være Breaking, hvor Emil Nørlund og jeg taler fremtidens atomkraft med ELOQ.

Ny sejr til klimaaktivister: Royal Dutch Shell har erklæret at selskabet opgiver udvinding af gas og olie i Cambo-feltet ud for Shetlandsøerne. Det nye standpunkt tilskrives vedholdende pres fra klimaaktivister. Læs også: En hollandsk domstol vurderede tidligere i år Shells forretningsmodel som værende i strid med menneskets ret til liv. Domstolen krævede, at oliegiganten reducerer sin CO2-udledning med 45% inden 2030, hvilket står i skærende kontrast til Shells intention om at gøre det i 2035.


Good Business

CCUS til $$$$: Der findes to måder at indfange CO2 på – direkte ved kilden, fx med et filter på en skorsten, eller ved at støvsuge atmosfæren for CO2 der allerede er udledt. Blandt det stigende antal incitamenter til at gøre det er, at der hele tiden kommer nye teknologier til at konvertere den indfangede CO2 til nye produkter, der kan tjenes penge på. Men hvad kan CO2 egentlig blive til? Alt fra vodka til jetbrændstof og diamanter. Download: Paraplybegrebet for teknologier til at indfange CO2 kaldes carbon capture, storage and utilization (CCUS). Jeg skrev en minirapport om emnet tilbage i 2019, som du frit kan downloade her.

Patagonias Black Friday: Nogle virksomheder bruger Black Friday til at profitere på uhæmmet forbrugerisme, andre smyger sig udenom store rabatter under påskud om at ville skåne planeten. Outdoor-mærket Patagonia er gået egen mellemvej – de har tjent $10 millioner på Black Friday, og donerer hele beløbet til miljøorganisationer.


Har nyhedsbrevet gjort dig klogere, gladere eller mere håbefuld? Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews! Hjertelig TAK til de 49 af jer der allerede støtter 😘

Global udvikling

Flere folk online: Procentdelen af verdensbefolkningen der har adgang til internettet steg ifølge FN fra 54% i 2019 til 63% i 2021. Det betyder, at hundredvis af millioner af mennesker har tilsluttet sig det digitale fællesskab under pandemien: Hundredvis af millioner af nye stemmer, tanker og potentielle løsningsforslag til alverdens udfordringer. Se også: To af mine store inspirationskilder til kritisk optimisme er denne TED-talk og dette citat. De omhandler begge potentialet ved massesamarbejde – en handlekraftig tsunami af mange bække små – og der har næppe nogensinde været en mere effektiv katalysator for massesamarbejde end internettet. Af samme grund synes jeg, at bestræbelser på at indskrænke digital bevægelsesfrihed bør bekæmpes med næb og klør.

The kids are alright: En global undersøgelse foretaget af Unicef viser, at 15 til 24-årige på tværs af 21 forskellige lande er mestendels positive i deres syn på fremtiden, til trods for udfordret mentalt helbred, udsigt til klimakatastrofe, mistillid til politikere og stigende social ulighed: 57% af alle tror på, at verden fortsat bliver bedre for hver generation, 39% ser sig som verdensborgere, kun 17% stoler på viden på sociale medier, mens særligt unge i fattige lande glædes ved udsigten til økonomisk opblomstring. Læs også: Når det er sagt bør man ikke underkende, at unge verden over også er udfordret i stigende grad. Hør også: De fleste har hørt udtrykket, the kids are alright, men ved du, hvor det stammer fra? Åbenbart fra denne sang.


Tech & menneske

Selvmordsmaskinen Sarco: Nogle mener, at retten til en værdig og selvvalgt død er blandt kernekomponenterne i en bæredygtig fremtid. Blandt disse er den australske læge Philip Nitschke – han har udviklet en 3D-printet, kistelignende kapsel der kan transporteres til et valgfrit sted og begave brugeren med smertefri død inden for 10 minutter. Kapslen er netop vurderet i fuld overensstemmelse med schweizisk lovgivning. Læs også: Schweiz lovliggjorde aktiv dødshjælp i 1942 – omkring 1300 mennesker gjorde brug af tilbuddet i 2020. Siden 2015 har variationer af aktiv dødshjælp også været lovlige i Belgien, Luxemburg, Canada, New Zealand, Spanien, Holland, Colombia, Portugal og adskillige amerikanske samt australske stater. The Economist bringer her en interessant status på den selvvalgte exit.

Bionisk hånd med følesans: Virksomheden Psyonic har lanceret verdens mest agile bioniske håndprotese, der samtidigt er den eneste på markedet med en slags følesans i form af haptisk feedback. Se også: Bioniske proteser er the shit. Tjek skuespillerinde Angel Giuffria forklare sin arm i dette korte indslag fra SXSW – og bemærk, at den demonstrerede teknologi allerede er knapt 4 år gammel.

Intelligente toiletter: Jeg har talt om dem i årevis til mine foredrag, men altid som noget der nærmer sig i en nær fremtid – og nu er de vist tættere på end nogensinde før: Det intelligente toilet der bruger bimmelim og bummelum til at monitorere dit helbred. Og hvad så? Artiklen her er lidt overfladisk, men potentialet er enormt – bare forestil dig et toilet der spotter sygdomssymptomer længe før en læge kan, eller måske bare giver konkrete kostråd baseret på faktisk indsigt i din kost. Hvem der ellers får adgang til vores data skal vi være påpasselige med, men i al sin enkelthed kan løbede analyse af urin og afføring optimere folkesundheden gevaldigt.


Har nyhedsbrevet gjort dig klogere, gladere eller mere håbefuld? Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews! Hjertelig TAK til de 49 af jer der allerede støtter 😘

Til sidst: Historiens 500 bedste sange

Illustration af Sean McCabe

Vi slutter denne uge med noget let og rekreativt, som enhver kan pryde julemåneden med: Det amerikanske magasin Rolling Stone har nemlig opdateret deres liste over historiens 500 bedste sange for første gang siden 2004.

Der er klart noget for enhver smag på listen, hvor kun én ny sang er kommet i Top-20 siden sidst. Hvis du gætter hvilken, giver jeg en juleøl – og hvis du er mere til contemporary toner er her deres Top-50 fra i år.


#ActualNews holder ferie den næste måneds tid. Her vil jeg i stedet bruge tiden på at designe et nyt foredrag til 2022, der skal handle om psykedelisk terapi og investeringslandskabet omkring forskningsfeltet (1, 2, 3). Hvis emnet interesserer dig, så kast en snøre ud allerede nu og læg billet ind på det første foredrag.


Glædelig jul, godt nytår, tusind tak for at læse med – og kæmpe kh
Denis


Havnet her tilfældigt? Abonnér på #ActualNews nu :)

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.