En pixelmanipulerende AR-brille der ikke retter synet, men tilpasser det man ser på, en hormonfri behandling af hedeture og en FDA-godkendt sundhedstest af menstruationsblod. Det er blandt emnerne i årets første nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på et sensationelt klimafremskridt i Tyskland, en ny vindmølleteknologi og et objektivfrit kamera.

-Fik du taget min overraskende, opløftende optursnytårsquiz? Hvis ikke skal du vide at den også sagtens duer i januar.

Hjertelig velkommen til #AN 151
Denis

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 113 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Energi, miljø & klima

Laveste udledning i 70 år: Tyskland udledte 73 millioner tons CO2 mindre i 2023 end i 2022 – og kom sammenlagt ned på den laveste CO2-udledning siden 1950'erne (tak for tippet til Nicolas Kristoffersen). Hvorfor? Hovedårsagen er et fald i kulproduktion, hvilket er fantastisk og præcis hvad vi gerne vil se (kul er fortsat den største klimaskurk i verden). Men eksperter påpeger at faldet også skyldes en midlertidig lav aktivitet i tungindustrien, så udledningen risikerer at stige igen i år. Perspektiv: Ifølge Carbon Brief er Kinas CO2-udledning til gengæld på vej mod en permanent nedadgående spiral – et solidt incitament for Tyskland til at klemme ballerne sammen og fortsætte egen positive udvikling.

Rekordår for solenergi: Der blev installeret i alt ca. 413 GW ny solcellekapacitet i verden i 2023 – det er 58% mere end i 2022 hvor der blev installeret 260 GW, som i sig selv var en stigning på 42% fra 2021 hvor der blev installeret 183 GW. Og hvad så? Hele 58% af alle nye solceller i 2023 blev opført i Kina – hvilket er blandt grundene til at kæmpelandets CO2-udledning topper ca. lige NU, seks år tidligere end forventet. Hvor meget fylder 1 GW? Meget... Ca. 10 km2! Jeg lavede et imponerende rejehop af et regnestykke nederst i #AN 140.

Innovation i vindkraft: Det amerikanske startup Airloom har fået vind i sejlene med en helt ny idé til fremtidens vindmølle: En oval der kører rundt om sig selv. Og hvad så? Vindenergi er i årtier blevet billigere og billigere, fordi møllerne hele tiden bliver bedre og større – den største er pt på højde med en 50-etagers bygning. Spørgsmålet er om udviklingen er bæredygtig, når alene fundamentet til sådan en mølle kræver 40 lastbillæs beton. Læs også: Jeg skrev om vindmølleskibet Voltaire nederst i #AN 133 – det er højere end Eiffeltårnet og skal bistå med opførelsen af verdens største havvindmøllepark et sted mellem England og Danmark.


Sundhed

Sundhedstest af menstruationsblod: Amerikanske Qvin har modtaget den første FDA-godkendelse nogensinde til sundhedstestning af menstruationsblod med deres innovative Q-Pad; et almindeligt bind med en aftagelig strimmel der kan sendes til medicinsk analyse, herunder diabeteskontrol. Bonusinfo: Selskabet er stiftet og ført til lægemiddelgodkendelse af danske Dr. Sara Naseri og Søren Therkelsen – well done og kæmpe tillykke!

Afhængighedstest: Lægemiddelstyrelsen i USA har også netop godkendt den første gentest nogensinde der viser hvorvidt man har anlæg for afhængighed af opioider. Kontekst: Testen er særligt tiltænkt operationspatienter der forventer at skulle medicineres mod smerter i mellem fire og 30 dage.

Ny medicin mod hedeture: Den første hormonfri behandling mod hedeture for kvinder i overgangsalderen er blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur og ventes at komme på det danske marked i slutningen af januar 2024.

AR mod synstab: Det amerikanske startup Ocutrx er på vej med en pixelmanipulerende AR-brille, der kompenserer for det centrale synstab som forårsages af aldersrelateret makuladegeneration (AMD) – den mest almindelige årsag til aldersrelateret synstab. Hvordan? Brillen omplacerer visuelle informationer fra det beskadigede centrale synsfelt til de perifere områder af nethinden, hvor synet stadig er intakt. Og hvad så? Når der ikke findes en behandling til at genoprette det man ser med, er det en interessant tilgang at tilpasse det man ser på i stedet.


Mobilitet

Dansk elbilrekord: Salget af elbiler er kommet i omdrejninger i Danmark, og der blev i november 2023 for første gang nogensinde solgt flere elbiler herhjemme end benzin-, diesel- og hybridbiler tilsammen. Snippet fra artikel: ”Elbilerne er blevet billigere og bedre, og et flertal af bilkøberne ser elbilen som det naturlige valg. I dag skal man jo ikke forklare naboen, hvorfor man har købt en elbil, men man skal forklare og forsvare, hvorfor man har købt en dieselbil,” udtaler direktør i Dansk e-Mobilitet, John Dyrby Paulsen.

Fremtidens LFP: BMW har løftet sløret for deres nye satsning til elbilproduktionen fra 2025 og frem – LFP-batterier der forventes at booste rækkevidden med 30%, sænke opladningstiden med 30% og gøre batteriet 40% billigere. LF-hvabehar? De fleste elbilbatterier i dag er baseret på lithium-ion. LFP-batterier er baseret på lithium-jernfosfat. Læs om forskellen her.

El-Jeeps: Den ikoniske amerikanske bilproducent Jeep er hoppet med på vognen og vil nu også elektrificere nogle af sine mest folkekære (og mest forurenende) modeller som Wrangler, Wagoneer og Grand Wagoneer. Perspektiv: Amerikanerne elsker inderligt deres gigantilopiske slæder. Vidste du fx at Ford F-150 har været det bedst sælgende køretøj i landet – hvert eneste år siden Ronald Reagan blev præsident i 1981? Look it up.


Samfund

Rekordår for valg og afstemning: Ca. 4,2 milliarder mennesker på tværs af 78 lande skal til stemmeurnerne i 2024 – det største valgår i menneskehedens historie. Foreign Policy bringer her et overlegent overblik. Og hvad så? Blandt afstemningerne tæller præsidentvalg i syv af verdens ti folkerigeste nationer, og mindre, men vigtige valg i lande som Taiwan og Iran. Forvent fokus på at demokratiet hænger i en tynd tråd – men husk på at tilbagegang er lige så lidt garanteret som fremskridt. Ske, hvad der måske.

Multinational bundskat: Der er her i januar 2024 indført en global skattereform for multinationale virksomheder med en omsætning på over €750 millioner om året – de skal nu betale minimum 15% i bundskat. Pro tip: Artikler fra Financial Times har en spøjs blød paywall – følg linket, kopier artiklens overskrift, Google overskriften og gå ind på artiklen igen, så burde du kunne læse den. Og hvad så? Dem der vil, skal nok finde en slibrig måde at omgå skatten på. Men umiddelbart dækker reformen også skattelylande som Irland, Schweiz og Barbados.


Wild science

Nyt niveau for materialevidenskab: Googles kommercielle laboratorium for kunstig intelligens, Deepmind, har for nyligt lanceret endnu et banebrydende værktøj, denne gang til kortlægning af endnu uopdagede materialer. Og hvad så? Værktøjet har på 41 dage opdaget nye materialer svarende til hvad der typisk tager menneskeheden 800 år. Læs også: Deepmind løste i 2020 en 50 år gammel biologisk udfordring med udviklingen af det banebrydende værktøj AlphaFold, der kortlægger proteiners eksakte form på dage i stedet for måneder eller år. Jeg skrev lidt om det nederst i #AN 66.

Nyt niveau for digital bioakustik: Den her har været vidt omkring, men hvis du har misset den, skal du altså vide at der sker fremskridt i vores bestræbelser på at kommunikere med hvaler. What?! Jep, forskere mener at have haft en 20 minutter lang dialog med en pukkelhval. Og hvad så? Forskningsfeltet omkring digital bioakustik har fået et solidt rygstød af kunstig intelligens – og jagten på en Google Translate til dyresprog er i fuld gang. Bonusperspektiv: Forskerne der opnåede kommunikation med hvalen har større ambitioner end som så; de arbejder nemlig til daglig på at finde intelligent liv i rummet. Hvis dét emne interesserer dig, så læs absolut med nederst i #AN 142. Somethin's cookin'...

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 113 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Til sidst: Det blinde kamera

Foto: Bjørn Karmann

Danske Bjørn Karmann har udviklet noget helt specielt: Et objektivfrit kamera der sanser verden omkring sig gennem kunstig intelligens og lokationsdata.

Projektet Paragraphica minder mig om ordsproget – in the land of the blind, the one-eyed is king. Og så leder det tankerne hen på en fremtid fuld af biohacking, hvor det menneskelige sanseapparat måske også bliver optimeret, udvidet eller helt erstattet af kunstig intelligens.

Cyborg-scenarier som disse har det med at indgyde mild modløshed i mange af os, men tænk bare hvor handy det ville være med ekkolokalisering ligesom hos flagermus, så du kan sanse afstande og identificere objekter omkring dig uden at skulle åbne øjnene. Eller forestil dig at kunne søge ly for naturkatastrofer ligesom elefanter, fordi du ænser dem før de indtræffer – eller måske et liv med øget toksinfølsomhed som hos frøer, så du kan opdage og undgå giftstoffer før de skader dig.

-Mulighederne er mange, og hvis du er nysgerrig, har vi snart afdækket 60 af dem i podcasten Supertrends: Tjek fx afsnittet om fremtidens hjerneimplantater, hvis du tør.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
TAK til Barbara Christensen for at hjælpe med markedsføring.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.