🔹🔺🔸 UFO'er, crossfit og kold kanvas
Der er gang i gaden i UFO-land, og stemmer i de højeste samfundslag tilslutter sig nu teorien om at opgøret med hemmeligholdelsen af dette meget, meget mystiske fænomen måske kan spille en hovedrolle i det folk omtaler som Den Grønne Omstilling. Læs mere om dette nederst og se traileren til den kommende high profile-dokumentar, der bl.a. kobler UFO'er og clean energy. Men først: Danmarks største naturpark, eldrevne byggemaskiner i Oslo, rørende genopretning af natur i Mozambique, klimakamp i USA og forbud mod kold kanvas i Frankrig!
Hjertelig velkommen til #AN 175
Denis
OBS!
Dette nyhedsbrev byder på 51 links og 2270 ord, og det har taget ca. 12 timer at researche og skrive det. Hvis du bliver klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews, så husk at støtte – bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en stor forskel: De 169 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre dets overlevelse, TAK.
-Du kan også støtte med et engangsbeløb lige nu og her, hvis humøret er med dig :)
Og husk: Hvis du er mere til lyd, så tjek mine to podcasts: 2049 fra Third Ear eller Okay! Hør Her!, hvor jeg giver Anders Morgenthaler positivt brændsel så han kan blive ved med at være en vred klimaaktivist!
Energi & klima
Delstater fastholder klimamål: US Climate Alliance, en koalition af 24 delstater der repræsenterer 60% af USA's økonomi og 55% af landets befolkning, har i et åbent brev til FN forpligtet sig til at fortsætte arbejdet mod Paris-aftalens mål, selvom Trump igen har trukket USA ud af klimaaftalen. Konkret: Alliancen blev stiftet første gang Trump trak sig ud af aftalen i 2017, og delstaterne har siden reduceret deres kollektive CO2-udledning med 19% samtidig med at deres BNP er vokset med 30%. De har bemyndigelse under den amerikanske forfatning til at implementere klimatiltag uafhængigt af den føderale regering. Perspektiv: Trump skal tages alvorligt, men ikke altid bogstaveligt. Læs positive perspektiver på hans skrækindjagende klimakurs øverst her, her og her.
100% vedvarende storby: Chicago har pr. 1. januar 2025 omlagt energiforsyningen til samtlige offentlige bygninger til 100% vedvarende energi. Det kan lyde som en triviel nyhed der omfatter kedelige kontorbygninger, men i virkeligheden drejer det sig om flere end 400 faciliteter – heriblandt 98 brandstationer, to internationale lufthavne og to af verdens største spildevandsanlæg. Og hvad så? Det reducerer byens årlige CO2-udledning med 290.000 ton, svarende til udledning fra 62.000 biler. Perspektiv: Chicagos transformation viser at amerikanske storbyer tager klimahandling alvorligt, uafhængigt af skiftende politiske vinde på føderalt niveau.
Flere undersøiske kabler: England har godkendt fem nye undersøiske strømkabler til Tyskland, Irland, Nordirland og havvindmølleparker i hhv. hollandsk og belgisk farvand. Og hvad så? Kablerne vil give ren grøn strøm til 11 millioner husstande og hjælpe England med at nå sit mål om 100% vedvarende energi inden 2030. Perspektiv: Et hyperambitiøst megaprojekt kaldet SunCable har fået indledende grønt lys til at gå videre med udviklingen af verdens længste undersøiske strømkabel, der skal forsyne Singapore med 20 GW solenergi fra Australien.
Natur & miljø
Genopretning i Gorongosa: En rørende succeshistorie udspiller sig disse år i Gorongosa National Park i Mozambique, hvor det er lykkedes at genoprette økosystemet og få bestanden af storvildt højere op end før borgerkrigen, hvor 90% af dyrene blev fordrevet. Perspektiv: Da Portugal trak sig som kolonimagt efter 500 års misrøgt blev Mozambique kastet ud i en frygtelig borgerkrig, der varede fra 1975 til 1992. Ved årtusindskiftet var der 15 bøfler, fem løver og én gnu tilbage i nationalparken, mens hun-elefanterne var så genetisk chokerede at de ikke længere kunne vokse stødtænder. Det var total økologisk kollaps. Men i 2004 startede godtfolk The Gorongosa Restoration Project og den seneste optælling viser at dyrebestanden i dag er større end før borgerkrigen. Bonus: Mozambiquiske parkbetjente jager i dag krybskytter på svenskbyggede elmotorcykler. Det siger ikke så lidt om den globale grønne omstilling, når man tænker over det.
Fremgang for havskildpadder: En ny global undersøgelse viser en markant fremgang for havskildpadder på 56 ud af 61 overvågede yngleområder verden over. Alene på øen Sal i Kap Verde er antallet af reder steget fra 500 i 2010 til hele 35.000, mens Ny Kaledonien i dag huser hele 150.000 reder.
Ny dansk naturpark: Danmark har fået en naturpark, der er større end Bornholm – et område på 84.000 hektar mellem Samsø og Jylland, der skal beskytte og genoprette havmiljøet (tak for tippet til Lobber Levin). Bonus: Initiativet til Naturpark Svanegrund er borgerdrevet, båret frem af en gruppe frivillige og lokalpolitikeren Palle Holsting – mange tak til dem!
Oprydning af Østersøen: Tyskland har afsat €100 millioner til at påbegynde historiens største oprydningsarbejde på bunden af Østersøen, hvor dykkere og robotter skal bjærge våben og sprænghoveder der har ligget og forurenet siden Anden Verdenskrig. Konkret: De har indledt et pilotforøg i håbet om at fjerne 80 tons. Men der ligger op mod 1,5 million tons våben i alt, hvor særligt TNT-sprængstof indeholder kræftfremkaldende giftstoffer.
Sundhed
70 er det nye 60: Forskere ved Columbia University har undersøgt 14.000 briter og fundet ud af at 68-årige født i 1950 har samme fysiske og mentale form som 62-årige født 10 år tidligere. Og hvad så? Ældre bliver yngre og yngre, og når mennesker ikke bare lever længere, men også forbliver funktionsdygtige i flere år, bliver der brug for at gentænke vores tilgang til livets forskellige faser, fra pensionsalder til boligmarked og arbejdsliv. Læs også: Jeg skrev om lækrere aldring nederst i #AN 145; en fascinerende undersøgelse fra Finland der sammenligner 75-80-årige i dag med 75-80-årige for 30 år siden. Lyt også: Vi diskuterer denne nyhed med Petra Nagel i Okay! Hør Her! afsnit 22.
Crossfit slår recepter: Et nyt britisk studie med over 1200 crossfit-udøvere viser at træningsformen kan være et meningsfuldt alternativ til receptpligtig medicin. Konkret: 54% af deltagerne, der tog receptpligtig medicin før de startede til crossfit, reducerede deres medicinforbrug, mens 40% havde brug for færre lægebesøg. Nogle af deltagere aflyste endda planlagte operationer på grund af deres forbedrede fysiske tilstand. Den positive effekt tilskrives træningsformens unikke kombination af fysiske og sociale faktorer.
Mobilitet
Rent og stille byggeri: Oslo har indført verdens første krav om 100% emissionsfri byggemaskiner på kommunale byggeprojekter fra januar 2025. Og hvad så? Tiltaget omtales som et afgørende skridt for den grønne omstilling i byggesektoren, der traditionelt har været en af de største kilder til luft- og støjforurening i byerne. De eldrevne maskiner er nemlig ikke bare mere miljøvenlige, de larmer væsentlig mindre. Perspektiv: En elektrisk gravemaskine koster i dag dobbelt så meget som en dieseldrevet, men de lavere driftsomkostninger opvejer den højere indkøbspris og priserne forventes at falde i takt med øget efterspørgsel.
Eldrevet undervandsbulldozer: Apropos elektriske byggemaskiner... Japanske Komatsu har præsenteret en selvkørende, eldrevet undervandsbulldozer, der kan operere på syv meters dybde i op til seks timer på en enkelt opladning. Og hvad så? En tilsvarende ydelse fra en dieseldrevet maskine kræver 120 liter diesel. Udviklingen udstiller to tendenser: 1) Batteriteknologiens utrættelige fremmarch, og 2) hvordan industrien tilpasser sig miljøhensyn og finder nye, grønne forretningsområder. Læs også: Kinesiske Zoomlion lancerede i 2022 verdens første terrængående hybridkran med 85 meters rækkevidde, der angiveligt kan holde sig kørende på batteriet alene i op til otte timer.
Samfund
Fra kridttavle til chatbot: Et pilotprojekt med AI som virtuel underviser i Nigeria har vist at gymnasieelever opnår læringsresultater på seks uger der svarer til næsten to års normal undervisning. Perspektiv: Forsøget er det første af sin art i Det Globale Syd. Artiklen understreger at programmet ikke kun gavnede de dygtigste elever, men løftede alle, da eleverne brugte deres nye AI-færdigheder til at udforske og mestre andre emner på egen hånd. Herudover fremgår det at piger generelt opnåede størst fremgang.
Forbud mod kold kanvas: Det franske parlament har vedtaget et forbud mod salgsmetoden kold kanvas, hvor sælgere ringer borgere op uopfordret. Forbuddet er et forsøg på at komme telefonfusk til livs, og virksomheder skal fremover have samtykke før de må ringe til potentielle kunder. Og hvad så? Jeg ved at kold kanvas er en æressag blandt sælgere; en lønsom duelighed der er svær at mestre. Men 97% af den franske befolkning føler sig generet af denne praksis – dog ikke så meget af selve opkaldet som af uvisheden om hvorfra sælgeren har fået éns nummer.
Wild science
3-body solution: Astronomer har opdaget det første stjernesystem, GW Orionis, hvor planeter kredser om alle tre stjerner i systemet på én gang – noget man længe troede var umuligt på grund af treddobelte tyngdekrafts kaotiske indvirkning. Perspektiv: Opdagelsen taler ind i et smukt stykke populærkultur i form af Liu Cixins bog The Three-Body Problem. Bogen, og den affødte Netflix-serie, spekulerer over det teoretiske trelegemeproblem, hvor en planet er fanget i et uforudsigeligt kredsløb mellem tre sole.
Biologisk bouillon: Forskere ved NASA har analyseret 120 gram materiale fra asteroiden Bennu, der blev opsamlet på en mission i 2023 og fragtet tilbage til Jorden. Analysen af materialet viser at asteroiden rummer en biologisk bouillon af livets byggesten, herunder aminosyrer og nukleobaser fra RNA og DNA samt 14 ud af de 20 aminosyrer som liv bruger til at bygge proteiner. Og hvad så? Dette er tredje gang mennesket har hentet materiale hjem fra en asteroide, og fundet understøtter teorien om at asteroider har leveret råmaterialerne til liv her på Jorden.
Til sidst: UFO-status
Disclaimer: UFO'er et tricky emne; ualmindeligt stigmatiseret, tabubelagt og latterliggjort i en menneskealder.
Men det er min personlige overbevisning, at enhver der er nysgerrig på virkelighedens natur – eller bare interesserer sig for disruption-teori – bør holde et vågent øje, for noget stort og nyt er ved at udspille sig på det her område.
Hvis du kunne tænke dig en mere kronologisk indflyvning til emnet, kan jeg anbefale at læse mine skriv nederst i #AN 35 (2020), nederst i #AN 87 (2022), nederst i #AN 142 (2023) og senest nederst i #AN 164 (2024).
Apropos biologisk bouillon og liv i rummet... Årets første skriv om UFO'er bliver kort, men væsentligt, for der er godt nok kog i gryden.
2025 har allerede budt på adskillige nye whistleblowere, der er stået frem med outlandish postulater, som underbygger de seneste års høringer og maler et billede af en vedholdende bevægelse mod en officiel anerkendelse af UFO-fænomenet.
-Om anerkendelsen bliver frivillig eller tvungen, og om den kommer planlagt eller pludseligt, vil tiden vise. Men at den er på vej, det står skrevet i stjernerne.
Ovenstående trailer er fra dokumentaren Age of Disclosure, der får verdenspremiere den 9. marts på en af verdens mest indflydelsesrige konferencefestivaler for film, musik, teknologi og innovation – SXSW i Texas.
Dokumentaren er optaget i hemmelighed og præsenterer intet mindre end 34 højtstående amerikanske embedsfolk, militærfolk og forskere, der uden omsvøb leverer præcis samme budskab: VI – ER – IKKE – ALENE – og staten har vidst det i mange årtier!
-Noget jeg bider særligt mærke i er manden i slutningen af traileren, der som den første nogensinde i dét samfundslag, så vidt jeg har set, offentligt italesætter clean energy i forbindelse med UFO-fænomenet.
Mandens navn er Christopher Mellon og hans CV overstråler alt andet end hans eget stamtræ, der står solidt plantet i en muld af oliepenge og politisk indflydelse.
Blandt de mange grunde til at jeg selv interesserer mig for UFO'er er netop koblingen til energi og fænomenets potentiale til at vriste os fri fra vores fossile lænker lige når vi har aller allermest brug for det.
-For hvis UFO'er findes i virkeligheden – og det er der en del der tyder på, at de gør, flyver de så på diesel eller en eller anden radikalt eksotisk, fossilfri energikilde?
Svaret er sandsynligvis sidstnævnte, men det har samtidig været omdrejningspunktet i de mest hårdnakkede og kontroversielle konspirationsteorier: At forskning i fænomenet har været hermetisk hemmeligholdt for offentligheden siden 1940'erne, bl.a. for at nægte menneskeheden adgang til grænseløs grøn energi.
Teorien har været fornægtet, forhånet og fordømt i generationer. Men pludselig siger en Christopher Mellon det i en højprofileret dokumentar, der får premiere på en af verdens mest mainstream festivaler.
Dét er en gamechanger.
Hvorfor nu, hvorfor dér, hvorfor ham og hvorfor altid USA, når fænomenet absolut og helt naturligt ser ud til at være planetært...? Det vil tiden vise – og nok en hel del tidligere, end de fleste forestiller sig.
Exciting times ahead! Ske hvad der måske 💜
Forslag til follows
Hvis du er nysgerrig og ønsker at følge udviklingen tættere end sporadiske opslag i #ActualNews er her et par gode forslag – husk: Det er et minefelt af kaninhuller, træd varsomt og tag alt med et gran salt... Når det er sagt, er disse kilder et vanvittig værdifuldt sted at supplere den information du møder, eller aldrig møder, i traditionelle medier:
- Danske konti på instagram: Jordboer og Uforklarligt
- DR's podcast Flyvende Tallerken
- YouTube: American Alchemy med Jesse Michels, Area 52 med Chris Ramsay
- Reddit, fx UFOs
- X: Jake Barber, Garry P. Nolan, Diana W. Pasulka, Patrick Jackson
- Tjek også vores afsnit om UFO-tech på podcasten Supertrends, med Liselotte Lyngsø, Lars Tvede, Anja C. Andersen, Jacob Bock Axelsen and yours truly i studiet.
Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.
Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!
TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.
Kæmpe kh
Denis