Jeg rodede mig virkelig ud på dybt vand sidste uge, da jeg dedikerede hele nyhedsbrevet til formidling af den banebrydende sprogteknologi GPT-3. Det var klart en afstikker og klart til den nørdede side, men der var kun 3 der afmeldte sig nyhedsbrevet 😅 Til gengæld er flere af jer kommet med opbakkende kommentarer, og det sætter jeg meget pris på. TAK! Al feedback er simpelthen bare så værdsat.

Nyhedsbrevet sidste uge var et lille eksperiment og testen er bestået! Jeg går gerne i dybden i ny og næ fremadrettet, når enkelte tematikker fortjener det. Denne uge er vi tilbage i vanlig form - endda med et spil tegn & gæt som tak for sidst!

🔹🔺🔸 Hele 49 af jer har svaret på min undersøgelse - TAK! En bøn til dem der endnu ikke har: Hjælp #ActualNews på vej og svar på de få spørgsmål

Velkommen til #48 - og rigtig god læselyst

Denis

Fremsyn | Foredrag | TEDx | Børnebog | Video


Wild science

Stream musik direkte ind i hjernen

Af alle megalomaniske projekter som Elon Musk har gang i må Neuralink trods alt være det mest science fiction-agtige. Dette stiler nemlig efter at udvikle et interface mellem computer og menneskehjerne; et implantat der gør det muligt at booste kognition, reparere nerveskader - og fx streame musik direkte ind i hjernen. Der forventes nyt om virksomhedens fremskridt den 28. august.

🔹🔺🔸 Læs også hvordan forskere ved MIT arbejder på et device til at manipulere menneskers drømme.

Nye beviser for psykedelisk healing

51 elitesoldater med PTSD, depression, angst og selvmordstanker har modtaget tre dages psykedelisk behandling med 5-MeO-DMT og Ibogaine under kliniske forsøg - med imponerende resultater. 84% af deltagerne kaldte herudover oplevelsen for Top-5 mest meningsfulde i deres liv. Intet mindre end fantastisk.

🔹🔺🔸Jeg har længe været interesseret i DMT, men aldrig hørt om det omtalte 5-MeO-DMT før. Du kan læse om forskellen på de to her, og lidt om Mike Tysons transformative oplevelse med stoffet her.

100 mil. år gamle mikrober vækket til live

Forskere verden over er målløse over 101.5 millioner år gamle mikrober fra Jordens undergrund, der er vækket til live ved Japan Agency for Marine-Earth Science and Technology. Opdagelsen viser endnu en gang, at vi stadig ikke forstår liv eller hvad organismer er i stand til at overleve.

🔹🔺🔸 Blandt de utallige mikrober i din tarm er der ca. 100 millioner hjerneceller, og de har direkte forbindelse til hjernen 🧠 Det menneskelige mikrobiom er et dybt fascinerende forskningsfelt - læs fx hvordan transplantation af fæces kan reducere autisme.

[caption align="alignnone" width="980"]

[/caption]

Nyt fra rummet

Ét skridt nærmere rumturisme

Virgin Galactic har afsløret interiøret i deres kommende fartøj til rumturister. Der er kun gisninger om dato for kommercielle opsendelser - men jeg tør vædde på at det bliver på denne side af 2025 🚀 Og selvom prisen for en tur forventes på den forkerte side af en lønseddel vædder jeg også gerne på, at dagen hvor både du og jeg får råd kommer hurtigere, end de fleste tror.

Historisk mission fuldført

Historiens første, bemandede mission til rumstationen eksekveret af et privat rumfartsselskab er vellykket med de to astronauter hjemme i god behold.

🔹🔺🔸 Læs mit korte skriv om missionen her, hør Elon Musks ekstatiske tale fra landingsceremonien her og se et sammenklip af landingen her.

Tre missioner på vej til Mars

Der er et gyldent vindue for Mars-missioner hvert andet år, hvor de to planeter står hinanden nærmest, og for første gang nogensinde er der opsendt hele tre missioner i samme vindue med hver sin afsender. New York Times har lavet en super grafik her med overblik over fartøjernes instrumenter og formål.

🔹🔺🔸 Tjek det her fremragende overblik over samtlige missioner til Mars til dato.

[caption align="alignnone" width="980"]

[/caption]

Nyt fra EU

Barcelona vil beslaglægge tomme boliger

Det har taget overhånd med tomme lejligheder i storbyer, hvor der samtidigt er udpræget boligmangel - det er blevet tydeligt under pandemien, hvor Airbnb-udlejninger er faldet op mod 75%. Barcelona truer nu med at tvangskøbe tomme lejligheder til 50% af markedsprisen og leje dem ud som almene boliger, hvis ikke udlejere (typisk virksomheder og banker) handler.

Irland donerer COVID-app til verden

Af alle covid-apps i verden er den irske den mest udbredte og successfulde. Nu har Irland doneret appens kildekode til open source brug gennem Linux Foundation Public Health, og selvom tracing-apps ikke nødvendigvis er løsningen overordnet set, er globalt open source samarbejde det bestemt.

Gratis transport til unge

Offentlig transport i Paris bliver gratis for alle unge under 18 fra september 2020. Det regnes for en af byens mange initiativer for at bringe forurening ned.

🔹🔺🔸 Der eksperimenteres med gratis offentlig transport flere steder i verden, Luxembourg har senest udrullet det landsdækkende.

Til sidst: Tegn & gæt

QuickDraw kender 163.567 papegøjer

Som belønning for jeres tålmod sidste uge byder jeg denne uge på rendyrket hygge: Et underholdende slag tegn & gæt ✏️

Det fede ved dette spil er, at man spiller mod computeren, men spillet er bygget sådan op, at det illustrerer hvordan neurale netværk fungerer - altså det underliggende princip for rigtig mange af de komplicerede teknologier der er på fremmarch i verden, som fx sprogteknologien jeg skrev om sidste uge, ansigtsgenkendelse fra #41 og delvist opdigtede virkeligheder fra #34.

Det meste af den kunstige intelligens der pt findes i verden er ikke baseret på intelligens, som vi mennesker tænker det, men 'blot' på maskiners evne til at sammenligne én ting, fx et ord eller billede eller lyd, med et gigantisk bagkatalog (datasæt) af noget lignende. Denne type kunstige intelligens kaldes for neurale netværk. De er designet med udgangspunkt i menneskehjerner, og de tænkes intelligente grundet evnen til at lære og huske.

Her i QuickDraw, som tegn & gæt-spillet hedder, består datasættet af 50 millioner tegninger fordelt på 345 kategorier. 15 millioner mennesker har været med til at opbygge (træne) det neurale netværk ved at spille tegn & gæt over tid, hvilket har resulteret i et cute og tankevækkende program, der fx har et bagkatalog bestående af 163.567 papegøjer, så programmet er i stand til at gætte netop din krusedullepapegøje overraskende hurtigt. Og det er bare én af de 345 kategorier.

Det illustrerer fint hvordan de fleste maskiner tænker: Jo større bagkatalog de kan fiske viden op fra desto klogere 🧠 Til gengæld er de modsat mennesker (indtil videre) begrænset til dén ene egenskab, hvilket fx vil sige at QuickDraw aldrig nogensinde ville kunne bruges til ansigtsgenkendelse, og programmer til ansigtsgenekendelse vil aldrig nogensinde kunne spille tegn og gæt.

Tak til @ingridhagberg for inspiration - og enjoy!

Kæmpe kh

Denis

🔹🔺🔸 Husk mit spørgeskema, det er virkelig en stor hjælp. Tak 😘

Fremsyn | Foredrag | TEDx | Børnebog | Video

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.