Globalt batteri-boom, decentraliseret energi i Tyskland og et interessant erhvervspres på australske politikere er blandt de klimapositive nyheder i ugens nyhedsbrev, hvor du herudover kan blive klogere på bl.a. cyclorotoren, gorillaer i DR Congo og en futuristisk teknologi der overflødiggør forsøg på mennesker og mus.

Hjertelig velkommen til #ActualNews
Denis


Good business

Banker lugter lunten: Pres fra kunder, lovgivere og investorer får i stigende grad banker til at dirigere kapital væk fra udledningstunge industrier, og det er godt. Læs også: Man kan sige meget om banker... og det bør vi alle gøre oftere. Jeg skrev om banksvindel nederst i #AN 99 – altså fænomenet hvor banker svindler sig til overskud. Det er interessant (ligesom at banker har postet omkring $3.8 trillioner direkte i fossile brændsler alene i årene efter Parisaftalen).

Mitsubishi investerer: Den japanske Mitsubishi-koncern har sat sig for at halvere sit CO2-aftryk inden 2030 og vil bruge $17.5 milliarder på det.

Amokløb i Australien: Australien er berygtet for sin fossile historik og politiske modvilje mod klimahandling – selv i kølvandet på den Sorte Sommer. Men få ting kan få politikere på mærkerne som når landets mest velhavende person, stifteren af mineselskabet Fortescue, pludselig råber vagt i gevær for spildte konkurrencefordele i en grøn fremtid. Læs også: Fortescue er verdens fjerdestørste mineselskab med speciale i jernmalm, og samme stifter, Andrew Forrest, annoncerede allerede sidste år at selskabet har i sinde at lede det kommende "amokløb" mod grøn energi.


Den perfekte kaffe til klimabevidste virksomheder

Energi & klima

Decentraliseret energi i Tyskland: Tesla har i samarbejde med Octopus Energy sat sig for at udrulle et digitalt og 100% grønt energinet i Tyskland, hvor folk med solpaneler og et hjemme-batteri til lagring af energien indgår i et landsdækkende, decentraliseret netværk, der holder sig selv grønt selv på overskyede og vindstille dage (tak for tippet til Thies Hoeft). Se også: Hvis du har 18 min og er nysgerrig på Tesla anno 2021 (bl.a. planerne for den nye Gigafactory i Berlin) skal du ikke snyde dig selv for Elons imponerende kejtede og dybt tankevækkende præsentation forleden for selskabets aktionærer.

Status på batteri-boom: Batterier er store, klodsede og dyre, så hvordan skulle vi nogensinde få nok at dem til at stille hele verdens energibehov på dage hvor der er overskyet og vindstille? Ved at gøre dem mindre, billigere og bedre: Der blev installeret 4.9 GW lagringskapacitet i hele 2020, og det var rekord. Allerede i år er verden på vej til at installere næsten det tredobbelte, 12.4 GW i alt. Til sammenligning blev der installeret 1 GW i hele 2016 – her fem år senere installeres det samme hver måned, og man forventer det vil 17-doble frem mod 2030. Hvad svarer 1 GW egentlig til? Ca. 3 millioner solpaneler eller lige knapt nok til én tidsrejse med en DeLorean.

Japan vil gen-dedikere sig til atomkraft: Det meste af Japans nukleære kapacitet har været nedlukket siden Fukushima-ulykken i 2011, men nu hvor landet har sat sig for at gå seriøst til værks med reduktion af CO2-udledning, 46% inden 2030, vil man til at genstarte reaktorerne. Læs også: Atomkraft er en af de mest kontroversielle energiformer i verden – men interessant nok også blandt de absolut sikreste og reneste. Tjek mit skriv om verdens første nuclear influencer, den brasilianske model Isabelle Boemeke, nederst i #AN 85 – eller hør S2E2 af Burde Være Breaking, hvor Emil Nørlund og jeg taler fremtidens atomkraft med ELOQ.


Miljø

Bekæmpelse af ørkendannelse: Mongoliets præsident, Ukhnaagijn Khürelsükh, har udstedt et dekret der pålægger regeringen at bruge mindst 1% af landets BNP til bekæmpelse af klimaændringer og ørkendannelse, bl.a. ved at plante 1 milliard træer frem mod 2030. Læs også: Kritikere trak på smilebåndet da Pakistan iværksatte Ten Billion Tree Tsunami-projektet i 2018 i håbet om at plante 10 milliarder træer inden 2028. Men her ved udgangen af 2021 er man angiveligt rigtig fint på vej, sideløbende med et af man kører et af verdens største restaureringsprojekter for mangrovetræer.

Flere gorillaer i DR Congo: Befolkningsantallet af den østlige lavlandsgorilla i DR Congo er fordoblet siden 2016, omend arten forbliver kritisk truet. Læs også: En grelt overset nyhed i år handler om hvordan Salonga National Park i DR Congo, Afrikas største regnskovsreservat, er blevet fjernet fra UNESCOs liste over truet verdensarv.


Halvt spejl, halvt farve til væggen – innovativ produktkategori

Andre fremskridt

Reduktion af tumorer hos terminalt syge: Forskere ved Institute of Cancer Research i London har fundet frem til en ny kombination af immunterapeutiske medikamenter der reducerer tumorer i ellers terminalt syge patienter med hoved-halskræft.

Lungedonation med drone: Toronto General Hospital var det første hospital i verden til at foretage en lungetransplantation tilbage i 1983, og nu er det blevet første hospital i verden til at have modtaget donerlunger fløjet ind med drone.

Patient på chip: Det israelske startup Quris har udviklet et lovende alternativ til dyre- og menneskeforsøg i form af en avanceret chip, der simulerer reaktioner på uprøvede medikamenter. Quris har netop fået funding til at bevæge sig fra pilot til produktion.

Remote work: En af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, PwC, har givet 40.000 ansatte i USA permanent frihed til at arbejde fra valgfri lokalitet. Læs også: En amerikansk undersøgelse fra juni fandt at 64% af alle ansatte foretrækker frihed til remote work over en årlig lønforhøjelse på $30.000.


Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Til sidst: Cyclorotor

Her er lidt at tale om nede ved kaffemaskinen – en idé til fremdrift fra 1909 realiseret i en eldrevet testflyvning anno 2021.

Det du ser her er kernen til en fremtidig dronetaxi, med et radikalt anderledes propelsystemet end noget andet der ellers er i brug. Teknologien har forskellige navne – en cyclorotor, cyclogyro eller en Voith-Schneider-propel.

Den har hidtil været særligt anvendt inden for skibsfart, fx på slæbebåde eller andre bådtyper med behov for exceptionel manøvredygtighed. Men de seneste års fremskridt inden for batteriteknologier, letvægtsmaterialer og eldrevet fremdrift har hjulpet det østrigske startup CycloTech til en reel testflyvning, der placerer dem som en interessant spiller på det spirende marked for fremtidens urbane luftfart (eVTOL).

Tjek denne uddybende video hvis du vil vide mere – og tusind tak for at læse med.

Kæmpe kh
Denis


Hjælp med at sprede gode budskaber – støt #ActualNews!

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.