En ny kræftbehandling der firedobler overlevelsesraten, et hemmeligt våben i Brasilien og kriminalisering af økomord. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på urindrevne nanorobotter, batteriteknologiers indflydelse på efterspørgslen efter fossile brændsler og ikke mindst en tankevækkende opfølgning på amokløbet på GameStop-aktien i 2021, hvor Wall Street fik sig en huskekage af dimensioner.

Hjertelig velkommen til #AN 154
Denis

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 118 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Energi & klima

Batteriers dominoeffekt: 1) Salg af batterier er de sidste 30 år fordoblet hvert andet til tredje år, 2) for hver fordobling er batterier blevet 7% bedre og 19% billigere – ifølge analyseinstituttet RMI forventes denne udvikling inden for batteriteknologi at udløse en dominoeffekt som i sig selv overflødiggør op mod 60% af alle fossile brændsler. Eksempel: Et stort batterianlæg har netop erstattet det sidste kulkraftværk på Hawaii.

Geotermisk guldjagt: Det amerikanske startup Fervo Energy gør store fremskridt i jagten på geotermisk energi, nu med brønde der kan bores 70% hurtigere end tidligere. Kontekst: 0,1% af den geotermiske energi, der findes i undergrunden, kan ifølge forskerne forsyne menneskeheden med energi nok til at holde os kørende i ca. 20 millioner år. Så... tjek ved vedvarende. Og den er også miljøvenlig, for der kommer ingen drivhusgasser med op, så... tjek og tjek. Læs også: I Aarhus har man taget første spadestik til det største geotermiske anlæg i hele EU – en 2,5 km dyb brønd der skal opvarme 36.000 husstande fra 2025.

CO2-fald trods øget BNP: Ifølge Det Internationale Energiagentur er CO2-udledning fra energiproduktion faldet til et 50-årigt lavpunkt blandt verdens største økonomier. Perspektiv: En lang række faktorer bidrager til denne udvikling, og man har set lignende fald tidligere – men aldrig før sideløbende med overordnet økonomisk vækst.


Natur & miljø

Kriminalisering af økomord: Europa-Parlamentet har vedtaget en banebrydende lov der kriminaliserer omfattende ødelæggelse af natur og økosystemer. Forbrydelsen går under betegnelsen ecocide, aka økomord, og loven forventes implementeret blandt medlemslandene inden for to år (tak for tippet til Märtha Rehnberg). Snippet fra artikel: “The new directive opens a new page in the history of Europe, protecting against those who harm ecosystems and, through them, human health. It means putting an end to environmental impunity in Europe,” udtaler det franske EU-parlamentsmedlem Marie Toussaint. Konkret lovramme: Individuelle lovovertrædere, herunder virksomhedsrepræsentanter, kan idømmes fængselsstraffe på op til fem eller ti år. De vil også blive pålagt at genoprette det miljø, de har ødelagt, samt kompensere for skaderne. Virksomheder kan også blive idømt bøder på op til 5% af deres globale omsætning eller 40 millioner euro.

Fordoblet fredet havareal: Den spanske regering har fredet yderligere 9,3 millioner hektar havareal fordelt over syv forskellige områder. Det svarer til et område på størrelse med Østrig, og landets samlede havareal under beskyttelse er næstet fordoblet fra 12% til 21%. Læs også: Spanien blev i 2022 det første land i Europa til at tildele natur juridisk særstatus, da saltvandslagunen Mar Menor fik rettigheder.


Sundhed

Ny kræftbehandling: Forskere ved Queen Mary University of London har opdaget en ny behandling mod den hårdnakkede, asbestrelaterede kræftform mesotheliom, der firedobler overlevelsesraten for patienter. Læs også: Mediet Nice News har samlet en oversigt over nogle af de største gennembrud inden for kræftforskning de seneste år.

Nanorobotter mod blærekræft: Forskere ved Institute for Bioengineering of Catalonia har udviklet nanorobotter der bruger urin som brændsel til at præcisionslevere medicin ind i en blæretumor. Og hvad så? Den eksperimentelle metode har skrumpet blæretumorer med 90% når de er blevet testet på mus. Det baner vejen for mere effektive og mindre invasive behandlinger af kræftformen.

Spiralformet superlinse: Forskere ved LP2N-laboratoriet i Frankrig har udviklet en spiralformet, flerstyrket kontaktlinse der giver lige klart syn uafhængig af afstand og lysforhold. Læs også: Det amerikanske startup Ocutrx er på vej med en pixelmanipulerende AR-brille, der kompenserer for centralt synstab – ikke ved at forbedre synet, men ved at ommøblere det man ser på.


Mobilitet

Eksklusiv elimport: Etiopien har sat sig for at blive det første land i verden der udelukkende importerer elbiler til sin bilpark. Perspektiv: Det lyder mere som en intention end et konkret forbud mod import af fossilbiler, men det er et vildt signal at sende – og det ville ikke være første resolutte klimahandling på kontinentet: I maj 2023 kom den nigerianske præsident med en kortfattet udmelding der har fået kæmpe konsekvenser: “The fuel subsidy is gone.”

Knækket kurve: Ifølge analyseinstituttet BloombergNEF er kurven for salg af fossildrevne biler uafvendeligt knækket i verden – og blev det allerede i 2017. Bonus: 20% af samtlige nye personbiler solgt på verdensplan var i fjerde kvartal 2023 eldrevne.

Indiske eltog: Det er lykkedes Indien at elektrificere 40.000 km tognet siden 2014, hvilket er dobbelt så meget som landet elektrificerede mellem 1925 og 2013. Konkret: 94% af Indiens tognet er elektrisk pr. 1. januar, og forventningen er at man rammer 100% inden for måneder. Læs også: Vidste du at det første menneskeskabte fartøj der rejste hurtigere end 100 km/t var en belgisk elbil – og at Henry Fords hustru, Clara Ford, foretrak at køre elbil? Det skrev jeg om nederst i #AN 148.


Samfund

Amokløb var bevægelse: Husker du amokløbet i 2021 hvor GameStop-aktien steg 1625% på en uge og skabte gravalvorlig kaos på Wall Street? Et nyt studie anført af DTU har konkluderet at kaosset ikke var tilfældigt – det var en koordineret social bevægelse. Og hvad så? Det er et enestående bevis på hvordan kollektivt massesamarbejde opstår i en digital tidsalder – og hvordan helt almindelige mennesker kan udfordre forstokkede kæmpeinstitutioner, sammen. Snippet fra artikel: "Our findings offer a deeper understanding of how digital platforms can catalyze collective action; thus, social media can foster large-scale coordination between retail investors," udtaler ledende forsker på studiet, Antonio Desiderio. Læs også: Jeg skrev om Keith Gill aka Roaring Kitty aka DeepFuckingValue og situationen omkring Gamestop nederst i #AN 72.

Brasiliens hemmelige våben: Ikke noget med sprænghoveder nej, blot skolemad – smuk artikel her om hvordan Brasilien dagligt bekæmper fattigdom og hungersnød ved at servere skolemad for 40 millioner elever fordelt over 160.000 uddannelsesinstitutioner på tværs af 5570 kommuner. Flere tal: Menuen planlægges af flere end 8000 ernæringseksperter, og 30% af ingredienserne skal komme fra små landbrug og familiefarme.

Queerhvaler: To pukkelhvaler er for første gang nogensinde dokumenteret midt i en elskovsakt – og de viste sig begge at være hanner. Perspektiv: Homoseksuel adfærd er dokumenteret i over 1500 arter, der spænder fra fugle og pattedyr til insekter og fisk. Homofobi er kun dokumenteret i én.


Til sidst: Bedre marts?

Ca. 30% af alle unge danskere lukker øjnene for nyheder

"Februar har været en hård nyhedsmåned. Næsten alle nyhedsdagsordener står i gråt eller sort. Får det flere og flere til at undgå nyhederne? En ny bog giver et bud, skriver Lisbeth Knudsen."

Sådan starter en kommentar i Altinget, hvor tidligere ansvarshavende chefredaktør ved Berlingske og nu strategisk direktør ved Altinget og Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, funderer over hvorvidt der overhovedet findes andet end deprimerende nyheder længere.

Hun fremlægger den omtalte bogs forslag til værn mod news avoidance, altså fænomenet hvor folk målrettet undgår nyheder, fordi de simpelthen er for dystre, og afrunder kommentaren sådan her: "Jeg tror, det er glimrende råd alle sammen. Om det ville være nok til at skabe bedre humør hos nyhedsundgåere i februar er jeg ikke sikker på. Her blev selv nyhedselskere ramt af sortsyn. Vi satser på en bedre marts."

Jeg læste kommentaren og blev så omtumlet at jeg resolut skrev et svar:

=========

Kære redaktion og Lisbeth Knudsen

Jeg har fået tilsendt kommentaren om de deprimerende nyheder og den har fremkaldt en stærk reaktion i mig:

  1. De fem foreslåede tiltag fremstår fortænkte og flydende: At tage medmennesker alvorligt og sikre informationstroværdighed i en tid hvor misinformation, disinformation, copy/paste-journalistik og nu kunstig intelligens river og flår i folks virkelighedssans virker åbenlyst. Hvad der mangler i nyhedsformidling, er balance og bæredygtighed, præcis som så mange andre steder i naturen og samfundet: Ikke-negative nyheder bør tillægges samme værdi og alvor som negative nyheder – alene af den grund at fravær af fokus på radikal innovation og løbende fremskridt frarøver os evnen til at navigere eksponentiel kompleksitet. 
  2. Lisbeths forhåbning om en bedre marts er måske retorisk ment, men fremstår opgivende og uansvarligt. Vi kan selvfølgelig ikke læne os tilbage og håbe på en bedre tid – dels er det op til os at skabe den og dels er det et spørgsmål om perspektiv, for der sker vanvittig mange fremskridt sideløbende med det forfærdelige. Problemet er, at den positive udvikling systematisk overses af nyhedsmedier – eller fremstilles som enkeltstående, usammenhængende lysglimt, der misrepræsenterer faktisk verdensudvikling. Og så længe positiv udvikling overses vil enhver måned fremstå selvsagt fremskridtsforladt.

Jeg har de sidste syv år arbejdet med formidling af banebrydende gennembrud inden for teknologi, videnskab og global udvikling, bl.a. gennem nyhedsbrevet #ActualNews. Jeg kalder det formidling af menneskehedens fremskridt – og de fremskridt der sker, ser jeg ikke som enkeltstående lysglimt, men som en tsunami af mange bække små, der ubemærket rykker verden på måder som hverken Christiansborg eller noget klimatopmøde nogensinde kan komme til. Ikke mindst, og nok endda særligt, når det kommer til bæredygtighed og klima. 

Vi lever i en tid hvor science fiction ugentligt forvandles til science fact, og hvor mennesker ugentligt bliver i stand til at tilgå vores utallige udfordringer på måder der historisk set har været totalt udenfor rækkevidde. Det giver mig berettiget håb for fremtiden og en kritisk optimisme, der øjensynligt er ekstremt tiltrængt i samfundet. Sig meget gerne til hvis I er interesserede i mine perspektiver og erfaringer på området?

=========

Jeg har desværre ikke hørt fra hverken Altinget eller Lisbeth Knudsen – men fænomenet news avoidance er ægte nok: Hele 29% af alle 25 til 34-årige i Danmark undgår nyheder, mens landsgennemsnittet ligger på 20%.

Når man læser analyser af fænomenet, finder man hurtigt favorable overskrifter, der pointerer, at andelen af nyhedsundgængere i Danmark faktisk er den laveste i Norden og blandt andre sammenlignelige lande.

Men at være den mindst syge blandt meget syge kan være en ringe trøst.

Så til alle nyhedsundgængere i Danmark – og til dig der læser med her – vil jeg love én ting: Marts bliver både værre og meget bedre end februar, for februar var både frygtelig og fantastisk.

Det hele kommer ned til perspektiv og hvor man vælger at få sine nyheder fra.


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.
TAK til Barbara Christensen for at hjælpe med markedsføring.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.