Off the charts, incredibly exciting og extremely impressive – sådan beskrives de tre forskellige fremskridt inden for kræftforskning som ugens nyhedsbrev byder på. Herudover kan du blive klogere på verdens mest bæredygtige landsby for OL-atleter, en gigantilopisk investeringsrekord i grøn energi og et ret vildt nyt studie om UFO'ers mulige oprindelse.

-Alt sammen appetitligt serveret her i den 160. udgivelse af #ActualNews, der rundes af med et dybt kig ind i menneskehjernen og en hyldest til min splinternye klimahelt!

Hjertelig velkommen til #AN 160
Denis

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 146 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Energi, miljø & klima

Årets sejeste klimasejr: Et højspændt drama har udspillet sig i EU, hvor en banebrydende naturgenopretningslov netop er vedtaget. Alle medlemslande er nu forpligtet til at genoprette 20% ødelagt land og 20% ødelagt hav inden 2030. Hvorfor så sej? Af flere grunde, fx: 1) Loven blev vedtaget takket være én miljøministers civile ulydighed. Det kan du læse mere om nederst i nyhedsbrevet. 2) Det er en åbenlyst tiltrængt lov – alene i Danmark er halvdelen af drikkevandsboringerne forurenet, og miljøkatastroferne hober sig op. 3) Loven viser at landmænds aggressive, forurenende og vandaliserende forsøg på at blokere klimahandling kommer til kort. Positivt perspektiv: Her er tre andre seje klimasejre fra tidligere i år: 1, 2, 3.

Grøn investeringsrekord: Globale investeringer i grøn energi og infrastruktur forventes at ramme rekordbeløbet $2 trillioner i år. Og hvad så? Det er dobbelt så meget kapital som der strømmer mod fossile brændsler – og første gang investeringer i vedvarende energi overhovedet oversteg den fossile, var i 2023. Det er altså en ret utrolig acceleration i den rigtige retning. Perspektiv: De 60 største banker i verden har støttet olie- og gasindustrien med i alt $7 trillioner siden Parisaftalen – dog, som en ringe trøst, med det laveste beløb i 2023 siden 2015. Én dansk bank optræder på listen – er det mon din bank? Ser her hvilken og husk at du altid kan skifte hvis din bank er træls ud over det sædvanlige.

Byernes by uden biler: Luftforureningen i Paris er faldet med 40% de sidste 10 år. Hvorfor? Faldet tilskrives et opgør med bilkulturen: Flere end 100 veje er lukket for biltrafik, ca. 50.000 parkeringspladser er nedlagt, store SUV'er har fået tredoblet parkeringsafgiften og der er etableret over 1700 km cykelstier. Læs også: Den Olympiske landsby, hvor atleterne skal bo under OL i Paris, er designet som bæredygtigt socialt boligbyggeri der skal huse rigtige indbyggere når legene er slut (noget tidligere OL-værter aldrig har tænkt på).


Kræftforskning

Off the charts: Forskere ved Peter MacCallum Cancer Center i Melbourne, Australien, har gennemført et klinisk fase 3-forsøg med lægemidlet Lorlatinib målrettet patienter med fremskreden lungekræft. De har konkluderet at kræften stoppede med at sprede sig i 60% af patienterne. Det næstbedste præparat kun virkede på 8%. Citat: “These long-term data results are off the charts [...] to our knowledge these results are unprecedented,” udtaler hovedforfatteren på studiet, onkolog Dr Benjamin Solomon.

Incredibly exciting: Forskere ved Breast Cancer Now Toby Robins forskningscenter i London har udviklet en ultra-sensitiv blodprøve der kan forudsige risikoen for tilbagevendende brystkræft tre år før tumorer viser sig på scanninger. Hvordan? Blodprøven omtales som en liquid biopsy og den repræsenterer en ny metode inden for kræftdiagnostik. Hvor eksisterende tests screener for op mod 50 mutationer, kan denne nye identificere op mod 1800. Citat: "Early detection is one of our greatest weapons against breast cancer and these initial findings [...] are incredibly exciting,” udtaler forskningsleder ved Breast Cancer Now, Simon Vincent.

Extremely impressive: Verdens første individualiserede mRNA-vaccine mod hudkræft har vist sig at halvere risikoen for både døds- og tilbagefald. Konkret: Vaccinen er testet på 157 patienter i et fase 2b-forsøg, hvor alle patienter har fået skræddersyet en vaccine tilpasset deres helt egen tumor. Vaccinen fremstilles 'på få uger' ved hjælp af DNA-sekventering og kunstig intelligens. Citat: "This is the first significant and profound long-term survival benefit of an anti-cancer vaccine in breast cancer patients reported to date,” sådan udtaler hovedforfatteren på studiet, doktor Christian Singer.


Valgstatus

Dette afsnit er direkte hapset hos mine kollegaer i The Progress Network: Ca. 4,2 milliarder mennesker på tværs af 78 lande skal til stemmeurnerne i 2024 – det største valgår i menneskehedens historie. Der er skræmmebilleder i overflod, men hvad er status på de største valg her et halvt år inde?

Europa: Efter flere ugers skrækindjagende stressgisninger om en yderste højrefløj på vej til at slubre fornuften ud af EU som en hvidløgssnegl ud af sin snegleskal (1, 2, 3) må man konstatere at... fremgangen blev mindre end forventet. Højreekstremismen gik ca. 4% frem i alt, mens den samtidigt blev slået tilbage i flere lande som Spanien, Slovakiet, Kroatien, Portugal, Sverige og Finland.

Indien: "Overraskende, chokerende, forbløffende". Sådan beskrives valgresultatet i verdens største demokrati, hvor Narendra Modi er blevet genvalgt. Men han har fået klippet vingerne – for selvom han hovmodigt antog at hans koalition ville sætte sig på magten for bestandigt, valgte vælgerne i stedet at straffe hans tiltagende autoritære, højrenationalistiske og muslimfjendske tilbøjeligheder.

Mexico: Verdens 11. største olieproducent, Mexico, har fået en splinterny præsident der adskiller sig fra samtlige tidligere præsidenter på to punkter: Claudia Sheinbaum er 1) kvinde og 2) klimaforsker. Perspektiv: Der er tvivl om hvorvidt hun holder sine klimaløfter, men hun førte bl.a. kampagne for 50% CO2-neutral elektricitet inden 2030.

Taiwan: Valget i Taiwan blev spået til at kunne udløse storkrig. Men de taiwanesiske vælgere trodsede trusler og massive bølger af desinformation – og genvalgte den præsident som Vesten foretrækker. Perspektiv: Taiwan havde bl.a. taget en ny strategi i brug op til valget – jeg skrev lidt om den nederst i sidste nyhedsbrev. Tjek også videoen i skrivet hvor den taiwanesiske minister for digitale anliggender beskriver valgets vigtighed.

Næste valg bliver i Mauretanien, Iran, Mongoliet og Thailand.

Forvent at mediernes fokus rettes mod de mest negative aspekter af valgene op til, uden nogensinde at følge op på de positive efter.

-Og bare husk på at tilbagegang generelt er lige så lidt garanteret som fremskridt: 2024 bliver både værre og meget bedre end 2023, for 2023 var både frygtelig og fantastisk. Ske, hvad der måske.


Wild science

UFO-status: Apropos måske... Rumvæsner. Forskere ved Harvard University har udgivet et ret vildt studie med en ret vild teori: Hvad hvis UFO'er ikke tilhører rumvæsner, men jordvæsner fra vores egen planet? TV2 byder på en breakdown af studiet. Og hvad så? UFO'er er et tabubelagt og stigmatiseret emne, men de seneste år er der opstået en opblødning – særligt i kølvandet på kongreshøringen sidste år, hvor to jagerpiloter og en efterretningsofficer erklærede – under ed – hvad ingen har erklæret under ed før. Jeg er dykket ned i emnet flere gange i årenes løb, senest nederst i #AN 142. Perspektiv: Hvis du vil se hvor mainstream emnet er blevet så tjek det her klip fra SALT Conference i maj måned; en konference for investorer, innovatorer og iværksættere. Her kommer den højstående militærperson Karl Nell med et 100% utvetydigt svar på spørgsmålet: Findes der rumvæsner og har de besøgt Jorden?

Som foroven, så forneden: Et helt andet sted på Harvard University sidder nogle helt andre forskere og forsker i noget helt andet – som på en spøjs måde minder lidt om det samme: De har udviklet en slags omvendt rumteleskop til at kigge ind i menneskehjernen, og efter 10 års forskning er de kommet med verdens første detaljerede 3D-kort over menneskehjernen på nanoskala. Og hvad så? Sjovt nok forstår videnskaben sig lige så lidt på mystikken i verdensrummet som mystikken i menneskehjernen; univers og bevidsthed minder om hinanden i deres afgrænsede uendelighed. Men den her slags fremskridt fører ny indsigt med sig; potentielt nye behandlinger af neurologiske sygdomme som Alzheimers. Kontekst: Forskningsfeltet kaldes connectomics, og det beskæftiger sig med neuroners netværksdannelse. Det publicerede kort dækker over 1 kubikmillimeter af menneskehjernen – og det er så detaljeret at det fylder 1,4 millioner GB data.

Bliver du klogere, gladere eller mere håbefuld af #ActualNews? Så husk at støtte, hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel (nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange pr måned): De 146 af jer der pt støtter er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Til sidst: L. Gewessler

Leonore Gewessler, foto: SN/APA/Georg Hochmut

Må jeg præsentere – min nye klimahelt: Leonore Gewessler.

Den nye naturgenopretningslov, som jeg beskrev øverst i nyhedsbrevet, har været spået kuldsejlet flere gange de seneste måneder, men blev i sidste ende vedtaget med et ekstremt snævert flertal.

Der er nemlig gået storpolitik i den grønne dagsorden og regeringer der ønsker at lefle for landmænds æres-, hensyns- og meningsløse ønske om at modarbejde uundgåelig omstilling har været tæt på at forpurre klimasejren.

For at stemme noget som helst igennem i EU skal mindst 15 af de 27 medlemslande stemme for – og de 15 medlemslande skal repræsentere mindst 65% af den europæiske befolkning.

Naturgenopretningsloven blev stemt ind af 20 medlemslande, der sammenlagt repræsenterer 66% af befolkningen! Et knurhår fra nederlag.

-Og det interessante er at loven udelukkende blev stemt igennem takket være civil ulydighed i topklasse.

She had ONE job: At stemme IMOD.

Men den østrigske miljøminister Leonore Gewessler vendte i 11. time på en tallerken og gik imod sin regerings ønske, gik imod sin kansler – og stemte FOR.

Derfor, og kun derfor, blev loven stemt igennem.

Og spørgsmålet er så – er hun skurk eller klimahelt? For det er åbenlyst problematisk at en minister går imod sin regerings ønske på den her måde. Magnus Heunicke kunne også have fået det forkerte ben ud af sengen og stemt imod... og så havde vi været på den.

Men nu er jeg jo tilfældigvis enig i det eksistentielt akutte behov for radikal klimahandling i medmenneskehedens navn, og jeg har tidligere skrevet om hvordan klima-skurke skamløst modarbejder klimahandling i total straffrihed...

-Så jeg må indrømme at jeg intet andet kan end at føle mig vildt inspireret af Leonores handling – for det er fantastisk at se et medmenneskeligt menneske mærke efter og følge sin moralske overbevisning i stedet for endnu en gang at makke stiltiende ret.

Leonore Gewessler anklages nu af sin egen regering for 'abuse of office' med en potentiel straframme på op mod 10 års fængsel.

Kan hendes handling forsvares?

Og vil den føre til politisk selvmord – eller karrierens største sejr?


Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it's the only thing that ever has ~ Margaret Mead


Det var alt hvad jeg havde af menneskehedens fremskridt til dig i denne omgang.

Jeg håber du går herfra klogere, gladere eller mere håbefuld – og hvis du gør, så håber jeg at du vil dele disse nyheder med en masse andre, så vi alle kan blive klogere, gladere og mere håbefulde – sammen!

TAK til Jesper Mark Pedersen for at læse korrektur på nyhedsbrevet.

-Og mange, mange tak til DIG fordi du læste med ❤️ Husk at støtte hvis du kan.

Kæmpe kh
Denis

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.