Danskerne åbner op for vindmøller i egen baghave, astronauter på ISS har fået historisk lægebesøg og Israel er erklæret for en apartheidstat af Amnesty International. Det er blandt emnerne i ugens nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på en månemotorcykel, Val Kilmers nye digitale stemme og modstanden mod "moderniseringen" af det amerikanske postvæsens fossile bilpark.

Hjertelig velkommen til #AN 123
Denis

Stor tak til Jocelyn Ibarra og ugens annoncør Dansk Design Center, der tilbyder #ANs læsere en heftig rabat på €1000 til professionelle innovationsfolk, som drømmer om at komme på et high-level 4-dages kursus i spekulativt design.

-Har du en virksomhed, der laver noget godt og nyttigt, og vil du også annoncere i #ActualNews til en fornuftig pris? Så skriv til [email protected]. Nyhedsbrevet læses pt af 1021 på mail og 385 på LinkedIn.

Energi & klima

Holdningsskred i Danmark: En dugfrisk undersøgelse i Danmark peger på at den russiske invasion har udløst et massivt holdningsskred i folks villighed til at acceptere vindmøller i nabolaget (tak for tippet til Jens Larsen). Læs også: Storbritannien undersøger pt om det kan betale sig at lade naboer til vedvarende energiinfrastruktur drage direkte nytte af naboskabet, fx i form af billigere elregninger.

Europas største dobbeltsidede solfarm: Grækenland har indviet Europas største solfarm med dobbeltsidede solpaneler. Kapaciteten på 204 MW er nok til at forsyne 75.000 husstande med elektricitet. Læs også: Dobbeltsidede solpaneler kan levere op mod 35% mere strøm end ensidede.

Grafen-baseret mikrochip: Forskere ved University of Nebraska har gjort en potentielt banebrydende opdagelse i arbejdet med transistorer til mikrochips baseret på grafen i stedet for silicium, der giver chippen samme ydeevne med 75% færre transistorer. Og hvad så? Det kan ifølge forskerne bl.a. reducere verdens energibehov med 5% på længere sigt, mens opdagelsen åbner op for flere forsøg med andre todimensionelle materialer ud over grafen. Hvad er grafen? Grafen er et upcoming mirakelmateriale, der er ét atom tykt og alligevel 200 gange stærkere end stål. Læs også: Har du hørt om magic angle twisted bilayer graphene? Det er sandsynligvis det mest sexede forskningsfelt i verden pt, i hvert fald hvis du er en gigantisk kæmpenørd ligesom mig :) Feltet ser nærmere på hvordan det kan være at to lag grafen ovenpå hinanden får superleder-egenskaber, når man twister dem med præcis 1,1°C.

Solpanel til nattehimmel: Forskere ved Stanford University har modificeret kommercielt tilgængelige solpaneler så de også genererer strøm om natten. "We tend to think of the sun as the important renewable energy resource [...] The coldness of outer space is also an extremely important renewable energy resource," udtaler ledende forsker Shanhui Fan.


Brug koden #ACTUALNEWS for rabat

Sundhed

Ultrapræcis ultralyd mod diabetes: Forskere fra bl.a. Yale, UCLA og GE Research har afviklet et præklinisk studie hvor de med held har anvendt ultrapræcis ultralyd målrettet nerveklynger i leveren til non-invasiv behandling af type 2-diabetes i mus, rotter og grise. Læs også: Et usædvanligt samarbejde mellem diabetes-professionelle førte sidste år til et historisk studie, der blåstemplede patienters anvendelse af hjemmelavede og/eller open source-baserede værktøjer til behandling af type 1-diabetes.

Algoritme forudser tumor-genkomst: Forskere og læger i England har udviklet et værktøj baseret på avanceret machine learning der kan forudsige hvorvidt en tumor risikerer at vende tilbage efter endt behandling. Og hvad så? Håbet er, at værktøjet vil reducere tidligere patienters angst for at kræften vender tilbage, og frigøre hospitalets ressourcer ved at reducere behovet for unødige scanninger.

Kilmers nye stemme: Skuespilleren Val Kilmer vil foruden Tom Cruise være eneste tilbagevendende karakter i den længe ventede Top Gun-efterfølger der får præmiere senere i år. Men til forskel fra Tom Cruise har Val Kilmer i mellemtiden mistet sin stemme til strubekræft. Læs og hør her hvordan Kilmer er lykkedes med at genskabe en kunstig men nærværende version af sin stemme ved hjælp af kunstig intelligens. Læs også: Jeg har tidligere skrevet om afarter af denne teknologi, fx nederst i #AN 32 (samtaler med afdøde) og nederst i #AN 34 (delvist opdigtet virkelighed).

Lægebesøg i rummet: NASA har testet et futuristisk mix af telemedicin og hologrammer ved for første gang nogensinde at beame lægehjælp op til Den Internationale Rumstation gennem såkaldt holoportation.


NASA-nyt

Fra holoportationer til helikoptere: NASA frygtede at helikopteren Ingenuity, der ankom til Jezero-krateret på Mars den 18. februar 2021, knapt ville overleve en enkelt flyvning under de ekstreme forhold – tre flyvninger var målet og fem ville være over al forventning. Materiellet har dog allerede holdt til over 20 flyvninger, og ingeniørerne føler sig nu både heldige og dristige.

Rumrekorder slået af rover: Perseverance-roveren, som ankom til Mars sammen med Ingenuity-helikopteren, gør sig også positivt bemærket: Den har på et år slået samtlige hidtidige rekorder sat af menneskeskabte køretøjer på den røde planet. Bonusinfo: Roveren har en topfart på 0,16 km/t. Den kan tilbagelægge ca. 300 sikre meter om dagen og er menneskets første værktøj nogensinde der har været i stand til at indsamle fysiske prøver på Mars.

NASA Alloy GRX-810: Forskere i det amerikanske rumagentur anvender en kombination af 3D-print og termodynamisk modellering til at fremskynde radikal materialevidenskab ved at simulere sig frem til futuristiske legeringer. Det nyeste skud på stammen er den nye GRX-810, der forventes at blive en kernekomponent i fremtidens bæredygtige motorer til raketter og fly.


Mobilitet

Fra raketmotor til månemotorcykel: Tyske Hookie Co. har produceret en prototype på en fremtidig månemotorcykel, hvis du skulle være nysgerrig på hvordan sådan en kunne se ud.

Pinligt postvæsen sagsøgt: Det amerikanske postvæsen USPS planlægger at modernisere sin bilpark med et indkøb af op mod 165.000 splinternye postbiler – der kører 3,6 kilometer på literen(!). Det er ca 200 meter længere på literen end de gamle postbiler fra slut-80'erne. Den gode nyhed? 16 delstater og en række klimaorganisationer er gået sammen om at sagsøge USPS for den hovedløse plan. Læs også: Køretøjet med den imponerende elendige brændstoføkonomi kan køre op mod 6,4 kilometer på literen hvis man ikke bruger aircondition. Kontekst: Det ligner ærlig talt også, at producenten Oshkosh Defence specialiserer sig i andet end postbiler.

Fossilfri færge i San Fransisco: Verdens første kommercielle passagerfærge baseret på brint-drevne brændselsceller er klar til søsætning i San Fransisco. Færgen er 21 meter lang og har plads til 75 passagerer.

Hybrid kæmpekran: Kinesiske Zoomlion har lanceret verdens første terrængående hybridkran med 85-meters rækkevidde, der angiveligt kan holde sig kørende på batteriet alene i op til 8 timer. Læs også: Samme Zoomlion lancerede i 2020 verdens første eldrevne kran, som dog er væsentlig mindre end den kæmpestore ZAT2200VE863.


Brug koden #ACTUALNEWS for rabat

The Ukraine migraine

Jeg er kommet ind på min ukrainske baggrund i #AN 115 og #AN 116, og jeg har mange tanker og holdninger til krigen i Ukraine. Dette afsnit byder på observationer, både opløftende og nedslående, der tydeliggør krigens bemærkelsesværdige natur og kommende konsekvenser.

Spiludviklere samler sammen: Spiludviklerne Epic Games, Humble Bundle og Riot Games, der står bag megapopulære spil som Fortnite og League of Legends, har indsamlet over 1 milliard kroner i nødhjælp til Ukraine gennem donation af overskud og salg af særlige virtuelle goder. Læs også: Fortnite er bl.a. spillet, som samlede over 12 millioner mennesker som publikum til en koncert – samtidig. Jeg skrev lidt om potentialet for digital forsamling nederst i #AN 33.

Israel reagerer: Så går den ikke længere med de russiske anklager om nazisme i øst og vest – den russiske udenrigsministers seneste udtalelser har gjort Israel rasende og kan måske tvinge apartheidstaten til at vælge side i konflikten. Apartheidstat? Ja. Vidste du at Amnesty International for nyligt udgav en rapport på 280 sider, der ensidigt konkluderer, at Israel er en apartheidstat? Læs også: Israel har så sent som marts 2022 vedtaget en lov, med et flertal på 45 mod 15, der forbyder palæstinensere at gifte sig med israelske statsborgere. Se også: Min kollega Kyle Kulinski revser loven på 6 korte minutter.


Til sidst: Du er fremtidsminister

Temperaturen er allerede steget med 1,2°C og der udledes pt 36 milliarder tons CO2 ud årligt. Nu er det DIN tur til at prøve at få styr på situationen på vores alles vegne!

-Scenen er sat: Der har været endnu en ekstrem varmebølge, og verdenslederne har langt om længe besluttet sig for at hyre en global minister for fremtidige generationer: Du har fået jobbet, tillykke – din opgave er simpel: Bring udledningen ned på 0 inden 2050 og hold temperaturstigningen under 1,5°C i år 2100 – tag de rigtige valg gennem kloge investeringer der fremmer innovation, beskytter planeten og holder civil uro på et minimum.

Spillet er udviklet af Financial Times, og det er både informativt og underholdende. Det ledte mine tanker hen på denne bog, og begrebet klimaskurke som jeg skrev om nederst i #AN 105. Dem skal vi altså have gjort noget ved. Og så det her med fænomenet adaptation – at vi uagtet de kommende års gigantilopiske indsats for at undvige klimakatastrofe må og skal indstille os på relativt omfattende tilpasning til de klimaforandringer vi allerede har forårsaget.

-Jeg klarede faktisk spillet rigtig fint, indtil jeg ved en fejl kom til at indføre en CO2-afgift på $1000... tænkte kroner men det var dollar, obviously, og det var åbenbart lige radical nok for folk anno 2025 :)

Ud over min svipser med afgifterne havnede jeg på en global temperaturstigning på 1,59°C i år 2100! Hvad med dig?

Kæmpe kh
Denis

-Tusind tak fordi du læser med ❤️ Husk at støtte hvis du kan; bare en 10'er pr. nyhedsbrev gør en kæmpe forskel: De 62 af jer der pt støtter, er direkte med til at sikre nyhedsbrevets overlevelse, TAK.

Tags

Denis Rivin

Futurist, kunsthistoriker og iværksætter. Kritisk optimist og formidler af menneskehedens fremskridt. Forfatter til Folkes Fremtidsrejser og medstifter af Learning Mission.

Tillykke! Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet :)
Sådan! Nu mangler du bare check-out for fuld adgang til #ActualNews.
Velkommen tilbage, du er logget ind!
Sådan! Din konto er nu fuldt aktiveret og du har adgang til alt indhold.